Fra den nedre delen av elva Søndre Osa i Åmot kommune i Østerdalen. Dette fotografiet er tatt i motstrøms retning, med en utrast elveskråning til høyre i forgrunnen. I bakgrunnen s...

Den 13. mai 1916 beskrev Aftenpostens lørdagsbilag – «Ugens Nyt» - skadene ved og nedenfor kraftverket i Søndre Osa slik:

«I Aamot har flommen medført en tildragelse, som maa betegnes som en katastrofe for bygden. Inat kunde ikke Osfaldsdammen længer klare at modstaa det voldsomme vandtryk. Nordre fangdam svigtede, og Osa brød sig et nye leie paa nordsiden af det gamle. Hoveddammen staar igjen, men den staar aldeles tørt. Der gaar ikke en draabe vand i det gamle elveleie.
I det nye elveleie gaar Osa i et jevnt stryk, Osfaldet som fos existerer ikke længer. Kraftstationen staar i grus og vand til midt op paa bygningen. Vandet strømmer ud og ind af vinduerne. Veien til Osen er helt ødelagt. Af broen over Osa i hovedveien mellem Rena og Deset staar bare midtpartiet igjen.»

Samme dag meldte «Glommendalens Social-Demokrat» at sentrale aktører fra instanser som hadde interesser i og omkring vassdraget hadde vært på befaring:

«Katastrofen i Aamot.
Autoriteternes befaring.
Provisoriske foranstaltninger.
Elverum, 12. mai,
I dag blev det foretat en befaring paa ulykkesstedet ved Osfaldet. I denne deltok stiftamtmand Løchen, amtsingeniør Werenskiold, Aamots ordfører Bolstad, Tollef Kilde, Olav Nergaard og en del andre herrer fra Aamot, fløtningsdirektør Johanssen, fløtningsinspektør Daae, avdelingsingeniør Rogstad og ingeniør Bull i vasdragsvæsenet med flere. Det syn, som møtte dem i Osfaldet, vakte almindelig forfærdelse. Hele landskapet var fuldstændig forandret og det store pragtfulde Osfald var ikke til at kjende igjen. Eleven hadde tat nye løp, og vandmassene hadde sa tind mot kraftstationen, som var omgit med en sten og grusmur på 6-7 meter. En mængde skog var revet væk.
Befaringen blev foretat for at drøfte foreløpig spørsmaalet om regulering av vasdraget. Repræsentanterne for fløtningen maatte videre overveie hvordan man skulde faa fløtet frem tømmer, som ligger i Osensjøen. Og for amtsingeniøren gjaldt det at finde en provisorisk veiforbindelse, først og fremst til Osen, som nu er helt avstængt. Det er meningen at slaa en ny provisorisk bro, og man utsaa idag et hertil skikket sted.
Trafiken til Deset vil foregaa fra Stenviken. Muligens vil der bli tale om at benytte det gamle sundsted ved Røstbakken, hvor den for længe siden nedlagte vei til Trondhjem gik.
Hvad dammen og kraftstationen angaar, er det endnu for tidlig at træffe nogen bestemmelse. Det lykkedes ikke igaar at bringe iland liket av den omkomne kone. Det ligger fremdeles paa øen i elven, og to tømmerfløtere vilde i dag gjøre et forsøk paa at bringe det i land, men de blev holdt tilbake, da man fandt det meningsløst, at de utsatte sit liv paa denne maate. …»

Den 20. mai 1920 meldte avisa «Østlændingen» dette:

«Flommen gjør skade i Aamot.
Osa tar nyt løp – Rena kartonfabrik maa foreløbig indstille driften.
I de sidste dage har elvene opgjennem dalen vokset forfærdelig fort. Fra Aamot meldes at Glaamas vandstand ved Rena nu er saa stor, at kartonfabriken har set sig nødt til at indstille driften foreløpig. Der kommer en masse sten og grus med vandet fra Osa, og dette generer driften meget. Arbeiderne ved kartonfabrikken vil nu faa 8 dages sommerferie, og inden ferien er ute haaper man at vandet er nogenlunde rent igjen.
Ved midnatstid inat tok Osa nyt løp, den har brudt gjenne Osveien saa den nu svinger nordover istedetfor sydefter. Broen som blev bygget like efter storflommen i 1916 – staar igjen. Men den er ufarbar, det er helt utelukket at komme over.
Osa har ikke vært saa stor siden storflommen i 1916. Den graa tykke velling skyller ind overalt og elven graver stygt ved østre bred. Den begyndte ogsaa at grave nede ved kraftstationen; men der blev strakt sendt mandskap fra kartonfabrikken, og disse har bygget skraadammer for at dæmpe flommen, saa nu er der ingen fare her.»

Den 8. august 1916 skrev geologen Hans H. Reush (1852-1922) denne teksten om Osfallet og dambruddet i avisa Aftenposten:

«Ulykken ved Osfaldet i Østerdalen.
Denne ulykke indtraf for en tid siden, nemlig den 12te mai iaar, men den tiltrækker sig i disse dage paa nyt opmerksomheden, da der nu afholdes retslige forhør i sagens anledning.
Forfatteren, som har besøgt stedet forud for katastrofen, har netop igjen været der paanyt og har troet, at det kunde være af interesse for «Aftenposten»s læsere ved et par skematiske tegninger at faa en forklaring paa, hvorledes det har gaaet til, at menneskearbeide og naturkræfter her er kommet i konflikt med hverandre.
Osfaldet dannes av elven Osa 12 km. nordøst for Rena jernbanestation. Kom man til stedet for et par aar siden, var situationen som fremstillet paa tegning 1. Elven kom rindende i en liden dalsænkning, hvor alt jordsmon bestod af grus og sand, indtil den traf paa fast fjeld og dannede en fos, Osfaldet. Fossen løb i et af klippevægge indesluttet leie, som den i tidens løb havde gravet sig.
Den bekjendte foregangsmand i Østerdalen, Tollef Kilde, satte igang to store foretagender. Han fik Aamot kommune til at regulere Osfaldet og bygge en elektrisk kraftstation ved det, og han skaffede samtidig anvendelse for en stor del af den elektriske kraft ved at lede den til en prægtig ny fabrik, som opførtes ved Rena station. Fabrikken, som skal have kostet omtrent 2 millioner kroner, skulde producere træmasse og træmassekarton, en var, som forbigaaende sagt netop nu under krigen staar i høi pris.
For at regulere fossen opførte man, saaledes som det ses paa tegning 2, en dæmning tvers over dens øvre del. Denne dæmning er et interessant ingeniørarbeide, udført efter et hos os lidet anvendt system. Den er af beton og hul indvendig, saa man kan færdes inde i den som i et hus, der er ligesom værelser, gallerier og trapper. For at regulere vandmassen, naar der indtræffer flom, er der sindrige luger; navnlig er der en stor saakaldet overfaldsluge, som skal aabne sig automatisk, naar vandet ovenfor dæmningen stiger til en vis høide og trykker paa.
I mai maaned indtraf en usedvanlig høi flom, og hvad enten der vart en feil ved systemet, eller maskinisten, som skulde passe det, begik feil, nok er det, det indtraf, som ikke var forudset. Vandet begyndte at flyde over dæmningen ved det punkt, som er merket X paa tegningen. Hvor det nedfaldende vand traf jordbunden, var der bare sand og grus, saa vandet begyndte at grave. Dæmningen blev paa dette sted undergravet, styrtede overende, og vand fossede frem i et nyt løb. Dette grov sig hurtig dybere og dybere og har nu udarbeidet et leie, som er meget anselig baade hvad dybde og vidde angaar. Alt elvens vand gaar nu i det nye løb, og fossens gamle leie er blevet aldeles tørt. Dette er fremstillet paa tegning 3. Elven har ogsaa gravet videre opover indtil 2 km. fra dæmningen; i nævnte afstand staar der fast fjeld tvers over elven, og den vil derfor ikke grave ovenfor dette punkt (f paa figuren).
De masser, som elven har taget ud af det nydannede leie, har den afleret paa det flade terræn som er foran faldet. Idet den stenfyldte elv brusede frem her, ødelagde den strax efter gjennembruddet maskinistboligen, hvorved en kvinde omkom. Kraftstationens under del er blevet begravet i grus, og en bro over elven, saaledes som den gik før, staar nu til ingen nytte, idet elveleiet paa dette punkt er blevet fyldt med grus.
Da vandtilgangen til kraftstationen ophørte, stansede maskineriet i fabrikken ved Rena, og den har staaet siden; men man skal snart faa kartontilvirkningen i gang ved hjælp af et par almindelige dampmaskiner, og som raamateriale skal benyttes træmasse, der kjøbes andetsteds fra.
Forhaabentligvis kan der bygges en ny kraftstation høiere oppe ved Osa; paa det sted hvor den nu staar, synes forholdene at være blevet haabløse.
Vi har tidligere her til lands havt en lignende ulykke som denne, nemlig ved Hærfossen i Værdalen. Ulykken der indtraf ikke lang tid efter det store Værdalsskred, dog uden forbindelse med det. Ved Hærfossen var det ikke en kunstig dæmning, som blev gjennembrudt, men en naturlig sandbanke ovenfor en fos. Medens elvens gravning ikke har stor betydning for jordsmonnet ved Osfaldet, saasom gravningen ikke strækker sig langt og kun har ødelagt fattig skogmark, var forholdet ganske annerledes i Værdalen. Terrænet der var fornemmelig lere, og den ødeleggende gravning skede til et betydelig dyb i en længde af mange kilometer, og adskillig god dyrket mark blev derved ødelagt.
Hans Reusch.»

Collapse text