Sag- og møllebruket ved Vinsterfossen i Loholet, i elva Vinstra i Nord-Fron kommune i Oppland fylke. Fotografiet er tatt fra brua nedenfor den nevnte fossen. Loholet er navnet på e...

Aar 1875 den 30. November blev inden Retten ved Extrathing for mellom Gudbrandsdalens Sorenskriveri følgende Documenter thinglæste …

No 8
Vi underskrevne Lodver Loe paa den ene og Peder Carlsen Fossgaarden paa den anden Side erkjender og herved vitterliggjør at have oprettet følgende Contract med hinanden:

1. Jeg Lodver Loe afstaaer til P. Carlsen mit Vandfald i Vinsteren Elv til Anlæg af Sag eller Møllebrug og et Strykke Jord af min eiende Skovteig, som Grændser imod Vinsteren. Bemeldte Stykkes Udstrækning mellem Vingsterets paa den ene Side og den nu værende Bygdevei, samt Gaarden Loes gamle Qværne[?] paa den anden Side, og desuden fri Adgang til Anlæg af Vei fra Bruget ud mod Elven og ind paa den saakaldte Oddvei[?]. Over dette her betegnede Stykke tilstaaes P. Carlsen eller Arvinger fuld dispositionsret mod en aarlig Afgift til Gaarden Loes Ejer af 22 Spd., skriver to og tyve Speciedaler, der betales hvert paafølgende Aars 14de April, dog første Gang ommeldte Datum 1871 [eller 1874, det siste sifferet i årstallet er overskrevet]

2. Jeg P. Carlsen, som Leier, forbinder mig til at erlægge promte den fastsatte Afgift, samt Renter deraf, for den Tid som maatte oversiddes dermed, samt i Tilfælde Søgsmaal de fornødne Omkostninger Gaarden Loes Eier første Prioritets Panteret i Anlægget med Inventariesager, hvilket Altsammen kan realiseres til Fyldest for Afgift mod Renter og Omkostninger. Endelig forbinder jeg mig til idetmindste i 2 – to – Aar fra Dato er erlægge Afgiften, men efter hvilken Tid jeg forbeholder mig naarsomhelst at nedlægge Bruget eller Brugene og hæve Contracten, hvorimod Loes Eier er bindende at vedstaae denne Contract.

At vi saaledes ere forenede bekræftes herved ved vore Underskrifter i Vidners Overvær.

Loe, 7. April 1870.
Lodver Loe P. Carlsen Foss
Som Vidner: Anne Raaen P. Dahle

Imangel af St. Papir, om samme fornødiges, ere vi enige om, at denne Contract skal ordlydende overskrives eller vedhæftes med dertil passende Stemplet Papir.
d. u. s.
P. Carlsen Foss Lodver Loe

Ved en i dag truffen Overenskomst er Contracten eller Grændserne udvidet paa de i Contracten anførte Betingelser, nemlig: Forpagteren eller Efterkommere skal ogsaa have Vandrettigheden ovenfor Vingsteren Bru op til Muglens Elv og Jorden op under Sagbruget og i lige Høide dermed, til et op for sydøstre Side af Vingsteren Bru. For denne Indrømmelse skal ingen Forhøielse i Afgiften finde Sted, men Loes Eier forbeholdes Ret til at tage og benytte al den Hestegjødsel og Skaalegjødsel som falder udvendigt, ikke den Gjødsel som vilde falde ved et Brænderifjøs eller noget Lignende om saadant maatte blive opført.

Loe, 27. Juni 1873.
Lodver Loe P. Carlsen Foss

Mellom-Gudbrandsdal sorenskriverembete, pantebok nr. 6 (1873-1878), fol. 221b

Aar 1891 den 25. April blev inden Retten ved Extrathinget for Mellem Gudbrandsdalens Sorenskriveri følgende Dokumenter thinglæste:

No 1
Stempel Tarif No 13
O.R. 36 Kr.
Martin Beer, Sorenskriver og Auktionsforvalter i Mellem Gudbrandsdalens Sorenskriveri, gjør herved vitterligt:

At Aar 1885 den 24. August blev efter behørig Bekjendtgjørelse offentlig Auktion afholdt over:

1. «det saakaldte Vinsterbrug med Dam beliggende paa Los Grund», og
2. «en Skovteig paa Bryhnsmoen ved Vinsterbrug med paastaaende Bygning»,

og blev Forretningen paa mine Vegne bestyret af Lensmand Haanshuus i Overvær af Vidner. Efterat Konditionerne m.v. vare fremlagte og oplæste, bleve bemeldte Eiendomme opraabte og tilslaaede Overretssagfører Hoff paa egne og Gjøvik Dampsag & Høvleris Vegne, hvis approberede Bud under 11. august 1890 er overdraget Ole S. Kongsli; denne har imidlertid ved Skrivelse af 11. f. M. forlangt Skjødet udstedt til sig og Johan O. Taarud i Forening. I Henhold til foranstaaende og Forordning af 19. December 1693 samt i mit Embeds Medfør kjender og skjøder jeg herved til Ole Simensen Kongsli og Johan Olsen Taarud samt deres Arvinger boende i Nordre Frons Thinglag beliggende Eiendomme, nemlig «Vinsterbrug med Dam beliggende paa Los Grund» og «en Skovteig paa Brynsmoen ved Vinsterbrug med paastaaende Bygning» (Gaards No 53 Brugs No 6, af Skyld Mark 0,10 Broteigen) – alt for den stipulerede Kjøbesum Kr. 4 500,00. Ifølge Overdragelsen medfølger i Handelen «alt Sælgeren tilhørende Inventar paa Eiendommen samt enhver Ret, der følger af Forpagtningen af Gaarden Lo paa Nordsiden af Vinstra og Eiendomsretten til Jordstykket (Skovteigen) af Bryn paa Sydsiden af Vinstra. Derimod medfølger ingen Eiendomsret til den nedre Dam og ingen anden Ret med Hensyn til samme end den, der i og for sig maa følge Forpagtningen af Lo. Det bemærkes udtrykkeligt at Handelen ikke berører Forpagtningen af Gaarden Bøe.» Fra og med den Dag Handelen afsluttes overtager Kjøberne, all Indtægter og Udgifter af Bruget, ligesom Kjøberne fra da af overtager alle Ejendommene paahvilende Forpligtelser. Forøvrigt henvises til Handelskontrakten af 14. September 1887 og de underAuktionen fremlagte Konditioner og det under samme Protokollerede.

Mellem Gudbrd. Sorenskrivere.
23. April 1891
Martin Beer

Mellom-Gudbrandsdal sorenskriverembete, pantebok 9 (1888-1893), fol. 327b – 328a

Månedsthing for s. og n. Fron d. 27. aug. 1895.

17. Panteobligation
Undertegnede Ole J. Teige, Ole S. Kongsli og Johan O. Tårud som eiere af Vinstra sag og høvleri erkjender herved at have erholdt tillåns af Nordre Frons sparebank den summa 6 000,00 kroner, der forrentens med % [her mangler prosenttallet] fra dags dato og tilbagebetales efter 6 – seks – måneders opsigelse frå en af siderne. Renterne erlægges halvårsvis beregnede efter denne obligations datum.
Til sikkerhed for kapital, renter og mulige omkostninger, alt skadesløst, pantsætter vi herved det os tilhørende på Los grund i nordre Fron beliggende «Vinstra sag og høvleri» med maskiner, inventar og vandfald, samt tomt og oplagstomt, samt med påstående herefter opførende huse med indretninger, samt tilliggende rettigheder i enhver henseende. Erlægges ikke renterne til bestemt tid er den hele kapital forfalden til betaling, og så vel i dette tilfælde, som når kapitalen efter opsigelse ikke prompte betales, er sparebanken berettiget til uden lovmål og dom og uden hinder af løsningsret, som isåfald fraskrives, at stille pantet til offentlig auktion og ved en eneste sådan realisere same på vår gevinst eller forlis til fyldestgjørelse af kapital, renter og mulige omkostninger. Det bemærkes at vexelobligation for summen tillige er udstedt under d. d. dette til bekræftelse under vore hænder i hostegnede vitterlighedsvidners overvær.

Nordre Fron den … [datoen er ikke innskrevet]
Ole Teige Ole S. Kongsli Johan Tårud
Til vitterlighed: … [også vitterlighetsvitnenes navn mangler i protokollen]

18. Fæsteseddel
Undertegnede Ole S. Kongsli og Joh. Tårud som eiere af det paa gården Loes grund under nordre Fron beliggende Vingstra brug og som rettighedshaver til et omliggende jordstykke med tilliggende vandfald ifølge derom oprettet thl. dokument erkjender herved og vitterliggjør at have bortfæstet, ligesom vi ved denne kontrakt botrfæste til interessentskabet «Vingstra sag & høvleri», hvis indehavere for tiden er Ole Teige, Ole S. Kongsli og Johan Tårud, en mellem møllebruget og bygdeveien beliggende tomt, hvorpå allerede er opført sag og høvleri samt en liden til same liggende strækning til oplagstomt m. v. Ligeså medfølger den til høvleriet og sagen fornødne drivkraft med ledning fra Vingstra brugs dam, dog således at i tilfælde af vandmangel, at Vingstra brug har fortrinsret til vandet først. Sag og høvleriet skal have adkomst for driften til og fra så vel bygdeveien som Vingstra elv sammen med Vingstra brug. Som afgift af vandfaldet med tilliggende grund betaler Vinstra sag & høvleri et beløb af kr. 90,00 – nitti kroner – årlig, der betales til hvert års 31. december og førstegang 31. december 1896.

Nordre Fron 26. august 1895.
Ole S. Kongsli Johan Tårud

19. Interessentskabskontrakt
Undertegnede Ole S. Kongsli og Johan Olsen Tårud vitterliggjør herved at have dannet et interessentskab under navnet «Vinstra brug», med det formål å drive mølleforretning og frørenseri ved det af os kjøbte og på gården Los grund beliggende Vingstra møllebrug og til hvis hjemmelsdokument henvises. Vinstra brug med maskiner, mølleindretninger og alt tilbehør eies af os begge med hver vor halvdel, og have vi betalt hver vor halvdel i nævnte brug. Forretningerne fordeles efter undertegnede indehaveres overenskomst. Ingen gjæld eller andre forpligtelser på firmaet kan stiftes uden begge indehaveres samtykke, dog kan enhver af os pantsætte sin halvdel.

Nordre Fron den 26. august 1895.
Ole S. Kongsli Johan Tårud

Mellom-Gudbrandsdal sorenskriverembete, pantebok 10 (1893-1895), fol. 308b- 309b

Lørdag 6. juli publiserte Pål Kluften (1888-1942) denne artikkelen i avisa Arbeiderbladet:

«Av arbeidets saga
Ola Tømmerfløter forteller om fløting i Vinstra-elven.
Og i morgen er han 80 år.
Oppe i Rustbygden ved Vinstra i Gudbrandsdalen bor en gammel gubbe, rak i ryggen, kvass i synet og barket av skogsvær og fjelluft. Han er rene kunstneren til å fortelle. Søndag 7. juli er Ole Larshaugen 80 år.
«De skulle vært optatt på grammofon, disse fortellingene hans Ola,» sier ordfører Kvammen. Og det er sant. Den mandige røsten, det malmfulle sproget og måten å ordlegge sig på, det er noe å feste sig ved.
Men det var nå ett og annet jeg hadde lyst til å prate ved Ola om, her en dag vi tittet innom den vesle stugu hans. Om han husket noe til den gamle verden i Rustbygden? Jo, han husket en feitvedkost på Vardhaugen mellom Karlrud og Hov. Der var det en varde. Ellers stod det en varde oppa Vetan, den som skulle varsle Kviknefolket når det ble ufred.
Om han hadde vært tømmerfløter lenge? Å jo, han hadde fløtt ut i Vinstra og ned i Mjøsa 9 ganger, ellers så hadde han fløtt hele Gudbrandsdalen fra nordøst i Otta og utover, likeså Sjoa. Hvilken elv var den farligste? Å, det var nå vel Vinstra som hadde drept de fleste.
Så kommer ulykker slag i slag. Iver Skulstugun, og Børre Borolien druknet under fløtning på Graupsanda i Skåbu. Børre kunde svømme, han skulle redde far, men så ble de borte begge to. Og aldri fantes de igjen. Vinstra gjemmer dem hun tar.
Ola var 17 da han var med og bygget dammen ved Vinstra bruk, Bråtningsfossen, som blev så sørgelig kjent da gårdbruker Harildstad og de 3 arbeiderne druknet for et par år siden. Det første som hendte da dammen skulde bygges, var at en arbeider i 60-årsalderen, Anders Torson, druknet i Vinstra. Ola gikk innom ham da de skulde på arbeid om morgenen, og det var en fattigslig morgovæl Anders hadde: han drakk svart knupp-kaffe og spiste noe stomp av brente erter. Det samme hadde han med sig til niste på arbeidet, men den fikk han ikke bruk for, for han druknet før frokost. Ola og Anders hugget isen vekk, så damarbeidet kunde begynne, men de blev begge tatt av elven. Ola blev hengende efter grevskaftet, inntil Hans Midtmoen fikk reddet ham ut av isvatnet som gik langt op på livet på ham. Så sprang han av sted og skulde redde Anders, hadde tak i ham også, men Andres greide ikke å komme op på isbrua; Ola fikk bare reddet raulua hans. «Nå får du i Guds navn vera der du er, for nå er du dau,» sa Ola da Anders reiste i elven. Det var trist.
Så var det Ola Sundstugun som blev knust av tømmeret fra Bråtningsholet en søndag formiddag. Det var livsfarlig for Ola Larshaugen, Jehans og Amund Kluften å redde liket i land, men de greide det. Liket la de oppå Losaga og dekket det med bakhon, mens presten kjørte forbi til Kviknekirken. Så var det Ola Vetlmoa som reiste over Keiserfossen, og så var det mange, mange flere. Men av alle dem som er druknet i Vinstra i alle disse årene, så er det bare 3 som er gjenfunnet – de andre er blitt helt borte. Det er en stor gryte i Loholet, «der trodde vi støtt at’n far var nedi,» sier Ola. Det samme har flere av dem som har mistet sine pårørende ment.
Det var lasthandler Karlsen som bygget dammen ved Vinstra bruk. Den reiste flere ganger, men Karlsen gav sig ikke. «Dammen skal stå om jeg så skal bygge’n av jønn eller stål,» sa Karlsen. Og stod gjorde den til slutt. Da dammen var bygget, var det bare en smal stri renne i elven, men nå er det så dypt under dammen at 12-alens tømmerstokker blir borte i dypet lenge, og så skyter den gjerne helt op av vannet hele stokken når de kommer op igjen. Ola Larshaugen, Jehan, Amund og Hans Kluften var de første damarbeiderne med Jehans Bryn til bas. Hans Kluften var en særling – da han skulle reise til Amerika, så gikk han hjem fra Ringebu og lå om natta (25 kilometer), og begrunnet dette med at det ble for dyrt å ligge borte (det kostet 2 skilling, 7 øre)!
Karlsen vilde også bygge ut Harpefossen i Laugen, men det strandet på Petter Suleng ikke vilde overlate ham rettighetene. «Er det til gangs nå, så blir det til gangs senere au, og da kan det ligge som det ligg,» sa ‘n Petter. Karlsen kjørte til mye tømmer, men det blev liggende å råtne op, og Harpefossen er fremdeles ikke utbygget.
Karlsen var en godt likt kar av arbeiderne. Han betalte bra daglønn og beholdt folkene hos sig helst gjennem lengre tid. De gjorde spenning av gran og knepte i hop lenser med den tida, og Karlsen hadde karene til å gjøre spenninger når de hadde god tid. Lensa over Olstappet i Skåbu krevde 11 tylfter langt tømmer, og det skulde gilde spenninger til dersom det skulde holde når det blev stridt vær, og mye tømmer la sig på. Presten Christie som var kjær om penger, mulkterte arbeiderne for 4 skilling hver fordi de arbeidet om søndagen, men Karlsen betalte mulkten for dem.
Dette og mye annet fortalte 80-åringen i Nord-Fron. Han har 10 barn som alle undtagen én er i Amerika. Ola er en kjempekar; ingen bærer nakken rakere enn den gamle tømmerfløteren.»

Collapse text