Portrett av fiskeriassistent Paul Skaaden (1809-1898) fra Uppigard Skoe i Nord-Fron kommune i Gudbrandsdalen. Portrettet er et maskert utsnitt fra et gruppebilde som fotografen Han...

I Norsk Skogbruksmuseums årbok nr. 5 (1965-1966) har Ole Bleken Rud (1888-1979) en artikkel med tittelen «Fiskekulturens utvikling». Denne artikkelen er vedlagt biografiske omtaler av funksjonærene i fiskerietaten på andre halvdel av 1800-talet og begynnelsen av 1900-tallet. Omtalen er Paul Skaaden er skrevet av Skaadens sambygding, Ivar Brandvol (1901-1979):

«Fiskeriassistent Paul Skaaden

Museets kontaktmann, Ivar Brandvold, Vinstra, har gitt følgende opplysninger:

«Paul Skaaden var født på øvre Skåden (Skoe) i Sødorp i Nord-Fron 30. september 1809 og døde samme sted 20. september 1898. Han var sønn av stortingsmann Østen P. Skaaden, født Bø i Ruste i Nord-Fron og hustru Marit Olsdatter Skaaden. Paul ville ikke overta den forholdsvis store slektsgården Skoe (5 huder). Han var ugift og fikk en liten føderåd av en yngre bror som overtok gården.

Paul Skaaden ble i bygda av enkelte kalt Statens fiskeformerer, av andre nevnt som fiskeriinspektøren. Det er sagt at han hadde Kristians Amt som virkeområde, var ansatt av Staten og hadde 68 kroner i årslønn til å begynne med, senere 130 kroner. Jeg har hørt at han skal ha begynt i stillingen i 1850-åra, men har ikke hørt omtalt når han sluttet.

Foruten de i Deres brev nevnte klekkerier i Avstjern og Furusjøen, hadde han klekkerier i Goloen ved Gålåvatnet og i et oppkomme på gården Bø i Ruste. Smed Ole Pettersen, Vinstra, forteller (1966) at han for om lag 40 år siden så rester etter klekkeriet ved Furusjøen. Det var lange kasser av tykk plank. Pettersen hadde snakket med flere som har sett rester av slike kasser i Goloen ved Gålåvatnet. Til å etterse de nevnte klekkerier hadde Skaaden folk fra den bygda som lå nærmest.

Det var Paul Skaaden som først slapp røye i Avstjern, Fjelltjern, Vulutjern, Furusjøen, Feforvatnet og Fagerlivatnet. Hvem som først slapp fisk i vatna i Nord-Fron er ukjent.

I den gamle dokumentsamlingen på Skoe, og som Historielaget har fått utlånt, finnes intet nevnt om Paul Skaadens klekkerier.

Det er oppbevart flere fotografier av Paul Skaaden. Likeså et diplom fra 1865 med følgende tekst: «Internasjonale Fiskeriutstilling i Bergen 1865. Hedrende omtale er av den internasjonale jury tilkjent herr Paul Skaaden for jagenot til fangst av ørret. 7. september 1865. Platou, President.»

Etter Paul Skaaden er det funnet en del gamle almanakker med diverse notater, som vi har hatt anledning til å gjennomgå. Den eldste er fra 1859. Men hverken disse eller fiskeriinspektørens beretninger gir noen sikker opplysning om når han begynte eller sluttet som fiskeriassistent. De eldste klekkerier i Nord-Fron, Bø og Øien, var anlagt i 1857, og det er sannsynlig at han begynte ved denne tid. I 1860-årene nevnes han ofte, særlig i forbindelse med slipping av fisk i fisketomme vann i Nord-Gudbrandsdalen i hele den tiden Hetting var fiskeriinspektør. Han har også vært i funksjon etter at Landmark tiltrådte i 1874, og de nevnte almanakknotiser viser at han frem til 1879 har drevet med fiskeklekking m.v. og har hatt atskillig korrespondanse med fiskeriinspektøren. De nevnte notiser viser at han vesentlig virket i Gudbrandsdalen, men at han leilighetsvis har hatt oppdrag i Romsdalen, hvor han bl.a. var behjelpelig ved bortforpaktning av en fiskeelv i Eiridsfjord i Nesset til engelskmannen sir Charles Taylor. Det ser ut til at han har hatt et visst samarbeide med fiskeriassistent Kuraas paa Røros. I hvert fall har de brevvekslet ganske jevnt, og i 1862 var de også sammen på en tur til Vinstravannene, hvor for øvrig Skaaden drev fiske hver sommer og har notert hvor mye fisk han har fått ved forskjellige anledninger. Ellers er det notert litt av hvert om hvor han har vært med rogn- og yngeltransporter og tilsyn med klekkerier, samt en rekke anmeldelser på navngitte personer for ulovlig fiske. Vi ser også at han drev en utstrakt propaganda for fiskesaken og at han har delt ut Hettings skrifter til en rekke personer i Gudbrandsdalen.

Et klekkeri som han anla ved Furusjøen i1861, og hvor det ble klekket i stor stil, er nevnt i en forpaktningskontrakt fra 3/11 1862. Da bortforpaktet eierne av Furusjøen fiskeretten i sjøen for 10 år til Anders Wiik, og betingelsene var:

a. «Leigaren skal gjera slik forandring på det nye fiskehuset at det kan svara til hensikten.
b. Han skal halde vedlike utklekkingsapparatet som er sett i Bubekken, og kvart år i «Lægningstiden» fylle appartet med befrukta rogn. Han skal halde tilsyn med utklekkinga, «saa at den kan opnaa den størst mulige Fullkommenhed».
c. Han skal setja på ein dam i Glitra, som kan hindre fisken i å gå lenger opp i elva enn til dammen.
d. Han skal betale 11 ½ spd. årleg til kasseraren for Kolo-kassa (kasse for Kvam sameige).

Desse vilkåra gjekk Anders Wiik med på. Leiga skulle reknast frå 14. april 1863.

Dei gardbrukarane som møtte nå, og dei som møtte 3. oktober same året, skreiv frå seg retten til å fiske i Furusjøen (og i andre sameigevatn), mot å få del i leigeinntektene.»

Ellers viser notatene at Skaaden har hatt adskillige tillitsverv i sin bygd, bl.a. var medlem av ligningskommisjonen, fattigkommisjonen og sparebankens direksjon og dessuten var mye benyttet som takstmann.

I Oppdal bygdebok (1947) forteller Ola J. Rise at det i 1850-60-årene var planer om å sette ut fisk i en del vann i Oppdal, og i 1861 bevilget kommunestyret 25 spd. Til utgifter med å sende Embret Eriksen Torve «til Paul Skaaden i Fron for at lære udklække Fisk i Distriktet.»»

I «Toldbetjent Hettings Indberetning om hvad der til den kunstige Fiskeavls Fremme m. v. er udført fra 7de Mai 1859» - trykt i Morgenbladet 9. mars 1863 – heter det blant annet:

«Medens, som oftere berørt, Savnet af en Fredningslov i ikke ubetydelig Grad har været en Hindring for Bygningen af Apparater ved Laxeelvene, er der derimod indrettet saamange flere ved vore Ørret-, Røie- og Sikfiskerier, hvor Interessen for Sagen i det Hele taget har vist sig større og større, og hvorom de mange Andragender og Veiledning dels fra Formandskaber, dels fra Private noksom vidne. Størst Interesse er der i Akershus, Kristians, Hedemarkens og Søndre Throndhjems Amter, hvor de Apparater, der ere indrettede siden min sidste Indsberetning, have ialmindelighed givet tilfredsstillende Resultater, ligesom Interessen ogsaa er almindelig i Buskeruds Amt. Især er Interessen stor i Nordre Gudbrandsdalen, Nordre Østerdalen og endel af Søndre Throndhjems Amts Fjeldbygder, hvor der ved de to dygtige og ivrige Medarbeidere, nemlig Paul Skaaden af Fron og Iver Kuraas af Røros er udrettet meget i Løbet af 3 Aar. Den sidste har endog stiftet flere Foreninger mellem Eierne af Fiskerierne, hvorefter de have forpligtet sig til at drive disse paa en hensigtsmæssigere Maade end hidtil, navnlig ved Brugen af Garn med større Masker, samt ved ikke at fiske om Høsten. Efter den Erfaring jeg har, vilde det være umuligt at faa stiftet saadanne Foreninger, hvor Interessen var mindre, og især hvis ikke rigtigere Anskuelser om en hensigtsmæssigere Fiskemethode havde begyndt at faa Indgang. Hvad det skadelige Høstfiskeri i vore Fjeldvande angaar, har jeg Haab om, at dette efterhaanden vil blive indskrænket ved Indførelsen af et i Gudbrandsdalen opfundet Garnredskab. Da der med dette i Regelen kun fanges voxen Fisk, fordi det udelukkende anvende i Indsøerne og om Sommeren, og det derhos besidder en overordentlig Fageevne (Tvende Fiskelag fangede i nogle faa Dage i forrige Sommer i Vinstervandene 10 Tønder Ørret af 4 Mærker og derover), har den allerede bevirket, at de Fiskere, der have lært Brugen af det, i Regelen have ophørt med at fiske om Høsten. Disse sige nu, at naar de om Sommeren, da Fisken er af større Værdi, kan faa mere Fisk end om Høsten, naar den søger op i Elvene for at lægge sin Rogn, have de ingen Opfordring at ligge i Høifjeldet paa denne Tid og lide ondt.

De Fleste, der have lært Brugen af dette Redskab og anskaffet sig det, have i Almindelighed ophørt med Høstfiskeriet, og der er Grund til at antage, at dette efterhaanden vil, om just ikke aldeles ophøre, saa dog aftage betydelig.

Da flere Eiere af Ørretfiskerier i Røros og tilstødende Distrikter ytrede Ønske om at blive underviste i Brugen af dette Redskab, vil den ovenfor omtalte Mand, Iver Kuraas, i denne Maaned begive sig til Gudbrandsdalen, hvor han for egen Regning har bestilt et saadant Garn, for at følge Skaaden til Vinstervandene, og for seere at give Veiledning, naar han kommer hjem …..

Inden jeg slutter denne Beretning, skal jeg omtale Forplantningsforsøg, dere ere gjorte et Par Aar, før jeg begynte i min Virksomhed. Det ene af disse udførtes af Gaardbruger Iver Løsnæs i Ringebu efter den af Hr. Prof. Rasch først skrevne Afhandling om Fiskeavlen. Løsnæs bragte befrugtet Ørretrogn til Tromselven, som ovenfor Tromsfossen, hvor den danner flere større og mindre Løker, var fisketom. Virkningen heraf har været den, at denne før værdiløse Elv nu heelt indover Høifjeldet er bleven meget fiskerig, og giver allerede et vakkert Udbytte af stor Ørret.

Det andet Forplantningsforsøg udførtes af Paul Skaaden i nordre Fron, idet han transporterede Yngel af Røie og Sik til et Vand, Assjøen kaldet, der ligger ¾ Mil ind i Frons Alminding. Ogsaa dette Forsøg kronedes med Held, at Assjøen allerede nu er et værdifuldt Fiskevand, hvor der af Skaaden fiskes betydelig af Røie og Sik, der her har opnaaet den sjeldne Størrelse af respektive 15 a 20 Mærker. Et Exemplar af en Sik paa 20 Mærker, fanget i Assjøen, er at se i det zoologiske Musæum.

Da jeg anser Forplantning af de Fiskearter, der bedst egne sig for de forskjellige Indsøer, for en Sag af stor Vigtighed, skal jeg, saafremt der fremdeles gives mig Anledning dertil, fortsætte hermed, ligesom jeg haaber i den nærmeste Fremtid at kunne forelægge Departementet sikkrere Beviser for Virkningen af idetmindste en Del af de udførte Forplantningsforsøg.»

Collapse text