"Rognvola, Stor-Elvdal, Hedmark"

Under skogbruksutstillingen i Kristiania 25.-29. september 1907 ble det vist en skogbrannvaktstasjon. Skogeieren og forstmannen Olav Sjølie ivret for denne typen anlegg, og han bidro med et lite hefte med tittelen «Skogbrandstatistik for Hedemarkens amt – skogbrandsregler, vagtstationer – samlet i anledning skogbrugsudstillingen i Kristiania 25. – 29. septbr. 1907». Heftet inneholdt blant annet en artikkel med tittelen «Skogbrandsregler og Vagtstationer»:

«Da tømmermarkedets krav paa de store dimensjoner i begyndelsen av syttiaarene betydelige modereredes, begyndte jo ogsaa skogeierne at faa øinene op for, at der kunne ligge værdier i smaaskogen. Fra denne tid finder man, at gaardbrugerne i enkelte bygder organiserer sig for ved sammenslutning at søge berge sig mod skogvarmen.

Allerede før nævnte tidspunkt, i 1864, stiftedes den første skogbrandsforening i Storelvedalen. Femtiaarenes frygtelige brande, hvorved særlig nabobygderne mod nord led store tab, har rimeligvis skræmt skogeierne til denne sammenslutning, der vel havde til formaal at virke ligesaa meget som en betryggelse mod brand af gaardenes bebyggelse, som en gjensidig skogbrandsforening. I Østerdalsbygderne ligger skogen i almindelighed lige ind paa husvæggene, og kan saaledes en skogbrand i mange tilfælder blive ganske faretruende for gaardenes huse. Nævnte forening blev stiftet af 41 gaardbrugere, som for et tidsrum af 10 aar bandt sig til gjendsidig at støtte hinanden i brandtilfælde. Da der i tiaarsperioden omtrent ikke forekom skogbrande, opløstes foreningen vistnok af sig selv, indtil der i 1883 stiftedes en lignende forening inden sogneselskabet.
Efter Storelvedalen følger Ytre Rendalen med en skogbrandsforening inden sogneselskabet. Denne sammenslutning kom istand i 1876 og har været i virksomhed lige indtil kommunale skogbrandfsregler blev vedtagne i 1903.

Fra slutten af nittiaarene begynder skogbrandsregler at indføres i amtet, og er saadanne regler nu vedtagne i alle herreder med undtagelse af Tolgen, Sollien, Trysil, Stange, Nes og Grue. I Stange o Grue er imidlertid oprettet brandvagtstationer. For det sidstnævnte herreds vedkommende meddeler ordføreren, at forslag til brandregler foreligger til behandling i næste herredsstyremøde. Man tør vel saaledes gaa ud fra, at samtlige herreder i amtet inden faa aar vil være fuldt organiserede i skogbrandstilfælde.

I store drag vil nedenfor blive anført de nu vedtagne reglers hovedindhold. Samtlige herreders regler indeholder den bestemmelse, at herredet deles i kredse eller roder, for hvilke herredsstyret vælger kredsforstander eller brandmester, der fungerer i tre aar. I de fleste vælges desuden en brandchef, der i tilfælde skogbrand, har at føre overledelsen. Saavel brandchefen som rodemesteren og øvrige slukningsmandskaber oppebærer i de fleste herreder betaling for sit arbeide ved skogbrandslukning. I Kvikne, Tønset, Lilleelvedal og Brandval derimod, udtales i reglerne, at slukningsarbeidet maa være at anse som en frivillig hjælp, der i almindelighed bør ydes uden betaling; mrn kan herredsstyret paa indgiven forestilling tilstaa de fremmødte brandformænd og mandskaber, der har arbeidet længere tid end to døgn, en passende godtgjørelse.

Samtlige regler indeholder en bestemmelse om, at enhver inden herredet bosat voksen og arbeidsfør mand pligter i skogbrandstilfælde efter brandchefens eller kredsformændenes tilsigelse at deltage i slukningsarbeidet.
I de fleste herreder paalægges det enhver eier af matrikuleret jord med en mindste skyld af 1 a 2 mark at skaffe brandmandskab i forhold til skylden. Det almindelige forhold er:

eiendomme paa 1 mark til 5 mark skaffer 1 mand
eiendomme paa 5 mark til 10 mark skaffer 2 mand
eiendomme paa 10 mark til 15 mark skaffer 3 mand
eiendomme paa 15 mark til 20 mark skaffer 4 mand
eiendomme paa 20 mark til 30 mark skaffer 5 mand o.s.v.

Slukningsmandskabers lønninger betales i de fleste herreder af herredskassen og udlignes paa matrikulskylden, dog, for de fleste bygders vedkommende, saaledes, at herfra undtages jord- og sæterbrug eller en saa stor del af matrikulskylden, som jordeiendomme og sæterbrug repræsenterer efter et af herredsstyret afgivet skjøn for hver eiendom, hvor jord og skog er matrikulerede sammen. I enkelte herreder udredes udgifter forbundne ved slukning af skogbrand direkte af herredskassen, medens det i andre er bestemt, at disse udgifter udlignes paa herredets skogeiere i forhold til deres skoges af ligningskommissionen antagne værdi. Der er i nogle herreder oprettet skogbrandsfond, der er fremkommet ved en ekstraudligning paa matrikulskylden. Af denne skogbrandskasse lønnes mandskaberne, forsaavidt de strækker til. I Storelvedalen er opsparet en brandkasse paa ca. kr. 7 000,00. Ytre Rendalen og Aamot har henholdsvis kr. 400,00 og kr. 1 000,00.

Reglerne indeholder i almindeilghed bestemmelser om, i tilfælde af at der inden herredet findes statseiendom, som er særskilt skyldsat, bør denne bidrage sin andel til nævnte udgifter efter matrikulskylden. Hvis vedkommende statseiendom ikke er særskilt skyldsat, bidrager denne sin andel efter det forhold, som bestemmes af herredsstyret med vedkommende regjeringsdepartements approbation.

Brandcheferne er tillagt en udstrakt myndighed, idet de uden hensyn til indsigelse fra eiernes side – for at stanse skogbrand – har ret til at fælde tilstødende skog, optænde modild etc. I sommermaanederne har brandchefer eller rodeforstandere ikke adgang til at forlade distriktet uden først at have sørget for duelige stedfortrædere, der for tilfældet antages af herredets ordfører.

Der paalægges brandfunktionærernes i omtrent samtidige bygder, at de, umiddelbart efter hver skogbrand, har at indgaa til herredsstyret med en indberetning, der blant andet skal indeholde oplysninger om varmens udbredelse, skadens størrelse og øvrige omstændigheder, som antages at være af interesse.

Disse er samtlige reglers hovedtræk.

Med hensyn til den sidstnævnte bestemmelse, skal man tillade sig at minde de herrer brandchefer om, at omhandlede oplysninger ikke alene i statistisk, men ogsaa i andre henseender kan have sin store interesse, naar indberetningerne gjøres saa nøiagtige og omfattende som muligt. For at lette oversigten og arbeidet, bør der føres protokol med rubrikker for dato og aarstal, sted, brandens aarsag, det brændte skogareal og dertil rubrik for anmerkninger, hvori der nedtegnes forsaavidt muligt opgave over den lidte skade og meddelelser om slukningsarbeidet.

Samtlige i amtet vedtagne brandregler tør vel siges at svare til hensigten; dog maa de herreder, hvor der saavel er brandstationer som regler, ansees for at være de bedst rustede i skogbrandstilfælde. I flere herreder vælges ikke brandched, men kun brandrodemestre. Dette turde vel være en mangel ved reglerne, idet det visselig ligesaavel i en skogbrandskrig som under ethvert andet felttog er paakrævet at have en øverste ledelse. Herved vil ogsaa solidaritetsfølelsen styrkes; thi det er jo ikke blot enkeltmanden eller de enkelte kredse, som lider ved en skogbrand. Herredet i det hele har her interesser at ivaretage. Der kan tænkes, at kredsbrandmestere let kommer op i stridigheder med hensyn til brandmandskabers placering og anvendelse, ifald det gjælder at slukke en skogbrand ved grænselinjen af to kredse, hvor to eller tre brandmestere møder op med sine respektie mandskaber for at ivaretate først og fremst sin specielle kreds interesser. Stridigheder af nævnte art kan neppe opstaa i herreder, hvor en brandchef har myndighed til at lede et slukningsmandskabs operationer til bedste for den hele bygd.

En brandches ansvarsfulde og byrdefulde hverv tragter ingen efter, og er det naturligt, at en mand, som har fungteret den lovbefalede tid – i almindelighed 3 aar – vil frasige sig stillingen. Som enhver kan forstaa, er denne stadige skiftning af leder meget uheldig, og vil den hele skogbrandinstitution lide herved. Man skal derfor anbefale, at der ialfald i der større skogkommuner oprettes en fastaflønnet brandchefstilling, der selvfølgelig ikke bliver at besætte med mænd, de kun har gjort sig fortjent til politisk belønning; men maa brandchefen, ved siden af at sidde inde med et godt kjendskab til bygdens topografiske forhold, tillige kunne optræde med myndighed og klogskab i skogbrandstilfælde.

Angaaende tilveiebringelsen af mider til slukningsmandskabers lønninger er der, som før nævnt, i de forskjellige herreder bragt til anvendelse flere udligningsmaader. Den greieste maade maa være, at nævnte udgifter dækkes ved en direkte udligning af kommunekassen og helst paa det vis, som praktiseres i enkelte bygder, at der hvert aar afsættes en mindre del af kommunebudgettet til et skogbrandsfond, der saaledes med tiden kan virke regulerende, ifald et herred skulde blive hjemsøgt af en skogbrand af større rækkevidde end de almindelige. Af dette fond udredes ikke alene mandskabernes lønninger, men ogsaa udgifter forbundne med vagtstationers oprettelse, anskaffelse af redskaber m. v. De skatteydere, som ikke er eiere af skog, kunde kansje føle sig forurettede ved en beskatningsmaade som foran nævnt; men ved nærmere eftertanke skal de nok finde, at enhver – og særlig de inden herredet bosatte skatteborgere – maa have direkte økonomisk interesse af, at skogbunden i mindst mulig udstrækning lægges øde og uproduktiv for lange tider. Solidaritetsfølelsen styrkes herved, og vil enhver føle det som en pligt selv at være forsigtig og paase, at andre ogsaa udviser forsigtighed med brugen af varme i skog og mark. Skogvarme vilde i det hele taget af alle skatteydere blive seet paa som den fælles fiende, der maatte bekjæmpes med samme følelser som varmeløs i ens eget hus.

Den beskatningsmaade, der udligner udgifter ved slukningsarbeider m. v. paa matrikulskylden, uanseet jord- eller skogeiendomme, maa være mindst retfærdig, idet jordveiene ikke kan lide skade ved skogbrand, og er gaardenes huse iforveien i almindelighed sikrede ved assurance. Der er derfor ogsaa i de fleste herreder fattet bestemmelse om, at nævnte skat kun bliver at paalægge skogens matrikulskyld, idet der gjøres et skjønsmæssigt fratræk for jordeiendomme, der hvor skog og jord ikke er særskildt skyldsatte.

Skogbrandsreglerne for Storelvedalens herred aftrykkes i sin helhed nedenfor, da de kunde tjene som forbillede for herreder, der muligens skulde ønske at indføre brandregler.

1906, 21. mars
Regler for forebyggelse og slukning af skogbrand for Storelvedalens herred
Approberede ved kongelig resolution af 30. april 1897 og
for §§ 4, 8, 11, 12 og 19’s vedkommende ved kongelig resolution
af 21. marts 1906

§ 1.
Med hensyn til forebyggelse og slukning af skogbrand inddeles herredet i følgende 7 kredse:

1. Atneosen med tilhørende eiendomme, Hirkjølens skog samt hele Atnedalen.
2. Trønnes og Vestgaard fra grænsen af den i 1ste post nævnte kreds med Bjøraakjølens skog til grænsen mod Negaard med undtagelse af Vestgaards skog i Imsdalen.
3. Koppang med samtlige eoendomme tilligemed Vestgaards eiendomme paa østre side Glommen til Negaards eiendom.
4. Negaards og Stais eiendomme samt Vestgaards skog i Imsdalen.
5. Messelt og Myklebys eiendomme med undtagelse af Myklebys eiendom paa østre side Glommen.
6. Evenstad, den undtagne Myklebys skog, Furuseth, Kroken og Ophus eiendomme.
7. Strand, Stenviken, Hovde og Sætre.

§ 2.
For det hele herred udvælger herredsstyret en brandchef med suppleant og for hver kreds en kredsforstander med suppleant. Samtlige funktionærer har at fungere i et tidsrum af 3 – tre – aar.

I tilfælde afgang ved dødsfald eller af anden aarsag afholdes nyt valg paa funktionærer i de afgangnes sted for den tilbageværende del af funktionstiden. Naar nogen har fungeret i 3 – tre – aar, kan vedkommende undslaa sig for gjenvalg i ligesaa lang tid. Enhver inden herredet boende eier, bestyrer eller bruger af matrikuleret jord er forpligtet til at modtage valg som brandchef eller kredsforstander.

§ 3.
Brandschefen har overledelsen over kredsforstanderne og har i skogbrandstilfælde at indfinde sig paa aastedet, forestaa slukningsarbeidet og træffe bestemmelser om indkaldelse af fornødent mandskab sat i det hele at føre indseende med nærværende reglers overholdelse.

Det paaligger kredsforstanderne at holde øie med, at bestemmelsen i lov af 14de juli 1893 ang. brug af ild i skog og mark m. v. overholdes og at overtrædelse anmeldes. Saasnart han erfarer eller har grund til at antage, at skogbrand er opstaaet paa nogen til hans kreds hørende eiendom, har han øieblikkelig at underrette brandschefen derom og at indkalde sin kreds’s mandskab til brandstedet og der lede slukningsarbeidet, indtil brandchefen maatte indfinde sig, og samtidig efter omstændighederne at varsle en eller flere af de nærmest boende kredsforstandere om snarest mulig at indfinde sig paa brandstedet med sine mandskaber. Tiltrænges mere mandskab, har kredsforstanderen eller brandchefen, naatr denne har indfundet sig, hurtigst ved udsendt budstikke eller paa anden hensigtsmæssig maade at indkalde de øvrige kredsforstandere inden herredet med sine mandskaber. Erfarer en kredsforstander, at skogbrand er opstaaet i nogen af de andre kredse inden herredet, har han derom snarest mulig at varsle vedkommende kredsforstander, som derefter har at iagttage det fornødne overendstemmende med foranstaaende.

§ 4.
Enhver eier af matrikuleret eiendom inden herredfet har i skogbrandstilfælde uopholdelig efter brandchefens eller kredsforstanderens tilsigelse at skaffe et antal mandskaber i forhold til sin matrikulskyld saaledes, at den som inden herredet har en samlet skyld

fra og med 2 mark indtil 5 mark, skaffer 1 mand
fra og med 5 mark indtil 10 mark, skaffer 2 mand
fra og med 10 mark indtil 15 mark, skaffer 3 mand
fra og med 15 mark indtil 20 mark, skaffer 4 mand
fra og med 20 mark indftil 25 mark, skaffer 5 mand

osv. i samme forhold opover. For skogeiendommes vedkommende gaar man ned til 1,5 mark som minimum saaledes, at der pligtes 1 – en – mand fra 1,5 til 5 mark skyld.

Disse mandskaber lønnes af skogbrandkassen med kr. 4,00 – fire kroner – for første dag indtil 10 timer. For arbeid over denne tid betales pr. time efter samme forhold. Tiden, som medgaar til og fra brandstedet, medregnes. Kredsforstanderne optager lønningsliste paa brandstedet. Herredsstyret har at bestemme, til hvilken af de efter § 1 inddelte kredse enhver af føromhandlede eiendomsbesidderes mandskab bliver at henregne saaledes, at en efter stedsforholdene, bebyggelse og anere hensyn, som her bør komme i betragtning, hensigtsmæssig fordeling finder sted. Undenbygdsboende eier har til vedkommende kredsforstander at opgive et for denne bekvemt beliggegnde sted inden herredet, hvor tilsigelse af vedkommende pligtige mandskaber kan finde sted.

§ 5.
Foruden de i § 4 omhandlede mandskaber er enhver inden herredet bosat voksen mand, som er arbeidsdygtig og skikket til at deltage i slukningsarbeidet og som ikke har lovlig forfald, paa brandchefens eller kredsforstanderens tilsigelse, naar saa findes paakrævet, forpligtet til at indfinde sig paa brandstedet medhavende – saavidt mulig – forhaandenværende redskab, saasom økse, spade og hakke og der udføre, hvad brandchefen eller kredsforstanderen paalægger ham mod saasdan godtgjørelse som omhandlet i § 12.

§ 6.
Det opbudte slukningsmandskab skal ikke ophøre med slukningsarbeidet eller forlade brandstedet, førernd brandchefen eller vedkommende kredsforstander dertil giver tilladelse eller ordre. Antager man, at ilden er slukket, har brandchefen eller kredsforstanderen at udvælge nogle mænd, som efter tur har at holde vagt, indtil man er fuldstændig sikret mod ildens videre opblussen. Saavidt mulig har brandchefen eller kredsforstanderen paa stedet at indhente oplysninger om, hvordan ildern er opstaaet og derom snarest mulig at indgive indberetning til herredsstyret.

§ 7.
Brandchefen eller vedkommende kredsforstander kan uden hensyn til indsigelse fra eiernes side – for at begrænse eller stanse ilden – fælde tilstødende skog, nedrive gjærder, grave diger, optænde modild og forøvrigt iagttage de til ildens slukning nødvendige forholdsregler. Forinden der skrides til nogen større foranstaltning af foranstaaende art, bør, forsaavidt tid og omstændigheder maatte tillade det, to kredsforstandere raadspørges.

§ 8.
Efter herredsstyrets bestemmelse kan anskaffes for slukningsarbeidet nødvendige redskaber, saasom økser, spader, hakker samt brandbøtter, hvilke saavidt muligt skal opbevares paa bekvemme steder i hver kreds. Vedkommende kredsforstander har at paase, at disse redskaber til enhver tid er tilstede og tilgjængelige for øiemedet.

§ 9.
Enhver inden herredet, som bliver vidende om, at skogbrand er opstaaet, har derom at underrette brandchefen eller en kredsforstander.

§ 10.
Brandchefen kan bestemme at der paa steder inden herredet, hvor der er særlig fare for skogbrand, eller fra hvilke en større del af skogterrænet kan overskues, skal holdes vagt i et tidsrum, da skogbrand kan befrygtes.

Udbryder der ild paa noget sted eller opdager vagten mistænkelig røg, har den hurtigst at underrette nærmestboende kredsforstander derom og at begive sig til brandstedet, om den tror at kunne slukke eller begrænse ilden.

Hvor anlæg af telefonledninger til udsigtspunkter findes paakrævende, kan herredsstyret fatte bestemmelse om at saa sker.

§ 11.
I tiden fra 15. mai til 15. september maa brandchefen, kredsforstanderne og deres suppleanter ikke foretage reiser tilfjelds, til sæters eller udenfor herredet uden at have sørget for duelige stedfortrædere, som for tilfældet antages af herredets ordfører.

§ 12.
Brandchefen og kredsforstanderne tilstaaes en godtgjørelse af kr. 5,00 – fem kroner – pr. dag, de i stillingens medfør opholder sig i marken samt forøvrigt erstatning for paakrævede udgifter. Derhos kan brandchefen af herredsstyret tilstaaes en aarlig løn eller godtgjørelse for sit arbeide samt tillige erstatning for skyds og andre nødvendige udgifter. Godtgjørelse for den i § 10 omhandlede vagt bestemmes af herredsstyret.

De mandskaber, som tilsiges i henhold til § 5, erholder en godtgjørelse af skogbrandkassen overensstemmende med lønningsreglerne i § 4.

§ 13.
Viser brandchefen, nogen kredsforstander eller noget mandskab sig særdeles duelig eller pligtopfyldende ved skogbrand, kan herredsstyret tildele vedkommende passende gratifikation.

§ 14.
Finder herredsstyret, at brandchefen eller nogen kredsforstander viser sig skjødesløs eller uduelig i udførelsen af sit hverv, kan det afskedige vedkommende og vælge en ny i hans sted.

§ 15.
Umiddelbart efter hver skogbrand har kredsforstanderen gjennem brandchefen at indgaa med indberetning til herredsstyret om, hvorvidt dens respektive mandskabsydere har skaffet det bestemte antal mandskaber, overensstemmende med § 4, i rette tid og forøvrigt oplyse, om nogen har gjort sig skyldig i forsømmelse af pligter, paalagte efter nærværende regler.

Indberetningen bør tillige indeholde oplysninger om ildens udbredelse, skadens størrelse og øvrige omstændigheder, som antrafges at være af interesse.

§ 16.
Kredsforstanderen har gjennem brandchefen at indsende regnskab over de – ifølge forestaaende regler – paaløbne udgifter overensstemmende med nærmere instruks, som meddeles af herredsstyret.

§ 17.
Samtlige udgifter, som overensstemmende med foranstaaende regler maatte paaløbe til foran-staltninger til forebyggelse og slukning af skogbrand, forskydes eller betales af herredskassen og udlignes paa herredets matrikulskyld, dog saaledes at herifra – efter herredsstyrets bestemmelse – kan undtages jord- og sæterbrug, hvortil der enten ikke hører skog eller skogrettighed repræsenterer en saa liden værdi, at herredsstyret finder, at vedkommende brug bør være fritaget for at deltage i udgifterne.

Herredsstyret kan bestemme, at der ved udligning paa den maade, som anført, oprettes særskilt fond til bestridelse af eventuelle udgifter, som i henhold til lov eller approberede regler medgaar til forebyggelse eller slukning af skogbrand inden herredet.

§ 18.
Findes der inden herredet statseiendom, som er særskilt skyldsat, bør denne bidrage sin andel i føromhandlede udgifter efter matrikulskylden. Hvis derimod vedkommende statseiendom ikke er særskilt skyldsat, bidrager denne sin andel efter det forhold, som bestemmes af herredsstyret med vedkommende regjeringsdepartement.

§ 19.
I henhold til lov af 22. mai 1902, no. 10 § 339 straffes overtrædelser af de i forestaaende §§ 3, 4, 5, 6, 8, 9, 10 (for vagtens vedkommende) og 11 paabudte bestemmelser og regler med bøder, forsaavidt vedkommende ikke bliver at straffe efter noget paa tilfældet anvendeligt strengere straffebud.

§ 20.
Nærværende regler træder i kraft den 1. juni 1897. De foranstaaende §§ 4, 8, 11, 12 og 19 træder i kraft den 1. mai 1906.»

Avskrevet fra «Skogbrandstatistik for Hedemarkens Amt skogbrandsregler, vagtstationer samlet i anledning skogbrugsudstillingen i Kristiania 25. – 29. septbr. 1907 af Olav Sjølie», side 19-24.

Collapse text