Befaring, antakelig med sentrale skikkelser i administrasjonen og blant de tillitsvalgte i Fredrikstad Tømmerdirektion (Nedre Glommens fællesfløtningsforening), ved Trøsken i 1931....

Trøsken er fra naturens side et om lag 30 meter bredt sund, som ligger i Mingevannet i Glommas vestre løp. I eldre tid var gjennomstrømminga av vann fra de øvre delene av Glommavassdraget til den utenforliggende Isnesfjorden minimal i lavvannsperioder. Trøsken hadde dessuten berggrunn med en del løsblokker på overflata, noe som gjorde stedet til en flaskehals for så vel båttrafikk som tømmerfløting. Eierne av Sanne og Soli bruk ønsket mineringsarbeider her for å oppnå bedre vanntilførsel til oppgangssagene i Ågårdselva, men denne ideen ble motarbeidet av eierne av sagene ved Sarpsfossen, Hafslund og Borregaard, som var redde for at slike tiltak i Glommas vestre løp ville redusere tilgangen på driftsvann i det østre løpet. Da tømmertunnelen fra Svartedal eller Toppen ved Isnesfjorden til Eidet ved Visterflo ble bygd (1906-08), ble det bygd en reguleringsdam ved Sarpsfossen. Den hevet vannstanden også i det vestre elveløpet noe. Også Isnesfjordens utløp ved Sølvstufoss øverst i Ågårdselva ble regulert noe opp ved hjelp av en dam som ble fornyet i 1930-åra. Dessuten ble det utført sprengingsarbeider i Trøsken, slik at passasjen skulle bli bred og djup nok for tømmerslepene fra lenseanlegget ved Nes (seinere Glennetangen). Det trange og grunne sundet ved Trøsken fortsatte imidlertid å være en flaskehals for båtene fra Glomma fellesfløtingsforening som skulle gjennom sundet med sine slep av tømmermoser som skulle til den skogindustrien som lå nedenfor Sarpsfossen – i Fredrikstad-regionen og rundt Oslofjorden.

I «Kanalvæsenets historie», bind 2 (1881) er de tidlige forhandlingene om å skape en bedre passasje for vannet ved Trøsken omtalt slik:

«Vandtilgang til Sanne og Soli Brug.
Gjennemgraving af Trøsken.
I Glommens vestre Arm, der gaar ned forbi Sanne og Soli Brug, er der ved Mingenoret, Trøsken og Grøtet Grunder og Fjeldkamme, som strække sig tvers over Løbet og ligge saa høit, at Glommen under lavere Vandstande ikke får noget Afløb derigjennem. Høiest af disse er Trøsken mellem Mingevand og Isnæsfjorden, der falder tør ved omrtent + 1 paa Sarpfos Vandmærke, saaledes at altsaa det nedenfor liggende BBrug lider af Vandmangel, naar Glommens Vandstand er sunken ned til denne Høide.
Ved et Forlig af 5te Mai 1840 mellem Eierne af dette Brug og af Hafslunds samt Borregaards var fastslaaet, at Trøsken ikke skulde røres, mod at ingen Mineringer forøvrigt skulde foretages i Vasdraget af de sidstnævnte Brugs Eiere ovenfor deres daværende Brug og Eiendomme i Tune og Skeberg indtil nordre Mingevand uden Samtykke af Sanne og Soli Eiere. Til Kontrol blev der hugget 2de Mærker i Fjeldet paa østre Side af Trøsken og bestemt, at Løbet, ikke maatte være lavere end 4 Fod 5 ¼ Tomme under dem, og samtidig hugget i tvede Kryds paa en opstikkende Fjeldpynt i Renden i Niveau med samme. Efter Konduktør-Erklæringer af 5te November 1853 og 20de Mai 1854 ligger Trøskrendens Niveau 1 Fod 7 Tommer høiere end Mingevandets Indløb fra Glommens Hovedarm og 9 Fod 5 ½ Tomme over Glommens laveste Vand ved samme Indløb.
1855
De Forstyrrelser i Driften som vare en Følge af en Afbrydelse af Vandtilgangen til Sanne og Soli Brug foranledigede dets Eiere til at henvende sig til Departementet med Anmodning om sagkyndig Assistance til at faa undersøgt Muligheden af en Forbedring i Vandtilgangen og Indflydelsen deraf paa Brugene ved Sarpfos.
Efter mundtlig Ordre fra Departementschefen besaa derefter Kanaldirektøren i Oktober Maaned Lokaliteterne og afgav senere under 11te s. M. en Erklæring til Departementet, hvori han udtalte, at en 50 Fod bred og 6 Fod dyb Rende gjennem Trøsken kun vil sænke Glommens lavere Vandstande lidt over 2 Tommer og saaledes være uden mærkelig Indflydelse paa Flødningen og Brugene ved Sarpfos.
I Henhold hertil indgave derpaa Eierne af Sanne og Soli Brug under 28de December Andragende til Departementet om Tilladelse til i Henhold til Lov af 31te3 Mai 1848 at gjennemgrave Trøsken.
1856
1856
Efterat Kanaldirektøren ved paany at være forelagt Sagen ingen videre Bemærkninger fandt at gjøre, udenfor hvad hans tidligere Erklæring indeholdt, sendte Departementet Sagen til Amtet for at indhente andre Vedkommendes Erklæringer.
Eierne af Ise Brug indvendte derimod, at Flødningen af Tømmer til Bruget og Transport af Skaaren Last fra samme vilde vanskeliggjøres, naar Vandstanden i Glommen blev lavere.
Eierne af Borregaards Brug protesterede mod at der gaves Tilladelse til Gjennemgravningen. De udtalte Frygt for 1) at Glommen kunde forlade sit Elveleie, 2) Formindskelse af Driftsvand og 3) at Flødningen til Sarpfos vilde generes.
Eierne af Hafslunds Brug henholdt sig til Erklæringen fra Borregaard samt tilføiede, at Hafslunds Lændser vilde blive ubrugelige ved Vandets Synken, og at Udgifterne til Tømmertransporten vilde forøges.
Med de saaledes indkomne Erklæringer anmodede Departementet under 29de September Kanaldirektøren om at tage Sagen under fornyet Overveielse og meddele de yderligere Bemærkninger vedkommende Arbeidets Indflydelse paa de ovennævnte Brugs Forhold, hvortil han maatte finde Anledning. I sit svar af 9de Oktober benegtede han Muligheden af, at Glommen skulde kunne forlade sit Hovedleie, da det snevre Fjeldpas ved Sølvstufossen vesenfor Trøsken gjorde en Udvidelse af det vestre Løb umulig, og foreslog, at det burde paalægges Eierne af Sanne og Soli Brug at befæste den projekterede Rendes Bund og Sider, saafremt de ei maatte komme til at bestaa af Fjeld. Forøvrigt fandt han i Erklæringen ingen nye Ulemper, paapegende og henholdt sig derfor til sin tidligere Fremstilling, idet han erklærede at den foreslaaede Gjennemgravning ei kunde formindske den laveste Vandstand ovenfor Sarpfos, men kun sænke de lavere Vandstande 1 à 2 Tommer og saaledes være uden Indflydelse paa Tømmerflødningen til Brugene.
1857
Formodentlig har Hafslunds Brug allerede under de da bestaaende Forhold havt Vanskeligheder med at skaffe sit Tømmer Adgang til sine Kehrrader, og har Spøgsmaalet om Trøskens Gjennemgravning gjort dem ængstelige for at de skulde forøges, thi paa Opfordring fra Eiere var Kanaldirektøren i Slutningen af April ved Sarpfos for at gjøre sig bekjendt med Vandstandsforholdene og Bruges Tømmeroptrækningsindretninger. Og kort Tid efter beordrede han Løitnant Grøntvedt til videre at undersøge Vandstandsforholdene mellem Sarpfos og Trøsken. Med Assistance af Furer Taubøll optog Grøntvedt Kotekarter i 1/10 000 over Eide ved Gøtebro, Tinlauget og Trøsken samt et Tværprofil mellem Sarpbroens Midtkar ned til daværende Vandkant.
Med disse Oplysninger foreslog Kanaldirektøren i Skrivelse af 30te Mai for Eierne af Hafslund, at de for at lette Tømmerets Tilgang til sine Kehrrader under de lavere Vandstande skulde opføre en tæt Dam i Tinlaget og forhøie Løbet under Grøtebro i Høide med 11 Fod paa Sarpsborgs Vandmærke og saaledes danne sig mellem dem et kunstigt Bassin, der kunde rumme ca. 8 000 Tylter Tømmer. Dette vilde være et tilstrækkeligt Kvantum for Sagene i Tiden mellem Isen gik op til Flommen bragte nyt Tømmer med.
Allerede forinden dette Propos var kommet Hafslunds Eiere ihænde, havde de under 1ste Mai tilstillet Departementet en videre Forestilling angaaende den Skade, som en Gjennemgravning af Trøsken vilde paaføre dem. Departementet gav under 25de s. M. Kanaldirektøren Anledning til at erklære sig derover, og under 30te tilskrev han Departementet bl. A. saaledes:
«I min tidligere Fremstilling af Forholdene ved denne Sag af 11te Oktober 1855 kunde jeg af Mangel paa tilstrækkelige Oplysninger ikke tage specielt Hensyn til Flødningen til Hafslunds Brug, men har nu ved de senere Undersøgelser overbevist mig om Ulemperne ved samme. Disse bestaa dels deri, at den laveste Kehrrad ligger paa – 1,5 eller 7 ½ Fod over laveste Vandstand (omtrent 3 Fod lavere end Trøsken), hvorfor Tømmeret ved lavere Vandstanden maa kjøres op til Kehrraden, og fornemmelig deri, at Tømmeret, der om Høsten fryser ned i Isen, ved en høiere Vandstand ei om Vaaren kan udlaages fra Beholdningslændserne, førend Vandet stiger til + 2 à 3 Fod, da det ved de lavere Vandstande ligger paa tørt Land og kun med store Vanskeligheder kan bringes over den bløde Strand».
«Det er saaledes unegteligt, at de lavere Vandstande medføre mange Bekostninger med Tømmerets Opbringen til Sagene om Vaaren, men jeg er fremdeles af den i min Erklæring af 9de Oktober 1856 ytrede Formening, at disse Vanskeligheder dog kun høist ubetydeligt forøges ved den nogle Tommer lavere Vandstand, som vilde blive en Følge af Trøskens Gjennemgravning».
1859
Denne Sags videre Behandling har ikke berørt Kanaldirektøren og først under 8de Januar 1859 sees den endelig at være afsluttet ved høieste Resolution som bestemte: «At den Ansøgte ikke naadigst indvilges».