Bygging av såkalt fermettedam ved Mørkfoss i nedre del av Glomma høsten 1914. Dette er en forholdsvis lett, men robust nåledamtype, der nålene holdes på plass av stålbukker som er...

I 1857 ble Stortinget forelagt følgende forslag til regulering av Mørkfoss i nedre Glomma, med henblikk på å begrense skadevirkningene av de store variasjonene i vannføringa i Glommavassdraget skapte i områdene omkring innsjøen Øyeren:

«Indst. S. No. 45.
Indstilling fra Veicommitteen angaaende Bevilgning af Statscassen til Regulering av Vandstanden i Øieren.
Til Storthinget.
Ifølge Storthingsbeslutning af 13de Februar blev de paa det almindelige Statsbudgdet opførte Poster vedkommende Communicationsvæsenet sendte Veicommitteen til Indstilling og blant disse ogsaa Sag om Bevilgning til Regulering af Vandstanden i Øieren.
En ifølge Kongelig Resolution af 10de Marts 1854 nedsat Commission, bestaaende af Canaldirecteur Røyem, Provst Bull, Expeditionssecretair Jensen og Grosserer Egeberg, har under 19de December s. A. afgivet Betænkning i denne Sag, hvoraf fremhæves Følgende:
Øieren dannes ved en Forsænkning i Glommens Dalføre, der har sit Udløb gjennem Mørkfos. Da Udløbet er trangt, kan det gjennem Glommen, Nitelv og Leerelv under Vaar- og Høstflommen tilstrømmende Vand ikke afløbe saa hastigt som det strømmer til og opdæmmes da i Øieren, saa at Forskjellen mellem høieste Vand i Vaarflommen og laveste Vinter-Vand i Almindelighed er 39 Fod og stiger i enkelte Aar endog til 43 Fod.
Øierens Basin er i Aarenes Løb ved det med Elvene følgende Slam, der har afsat sig ved disses Udløb i Basinets nordlige Del, tildels opfyldt saaledes, at Øieren ved laveste Vintervand ikke strækker sig længere end 1 ½ Mil nord for Mørkfos. Saalænge Vandet ikke stiger mere end 5 Fod, udvides Øieren kun ubetydeligt; men, stiger det under 18 Fod over laveste Vandstand (+ 4 paa Relingssunds Vandmærke), og Øieren indtager da et betydeligt større Areal. Da Vandstanden imidlertid sjelden om Sommeren er lavere, er alt dette da oversvømmede Land af ingen Værdi.
Ved denne Vandstand (+ 4’) er Faldet mellem Relingssund og Mørkfos, der ellers udgjør omtrent 9 Fod, ophævet, og der er saagodt som stillestaaende Vand til langt ovenfor Relingssund. Naar Vandet stiger fra + 4’ til 29’, overflyttes derved omtrent 30 000 Maal, der nu benyttes til Slaat og Havnegang.
Hvis der ved Regulering af Vandstanden kun var Spørgsmaal om Landeiendommenes Interesse, var Sagen klar, man maatte have sagt at udminere Mørkfos saameget man kunde for at skaffe et saameget raskere Afløb og saameget lavere Vandstand, man havde blot havt at undersøge, hvorvidt Bortmineringen kunde drives saaledes, at Omkostningerne derved stode i Forhold til Værdien af den Jord, der kunde indvindes; men Reguleringen af Vandstanden i Øieren har ogsaa Indflydelse paa Land- og Vandcommunicationen.
Hvad Landcommunicationen angaar, da dere de høiere Vandstande til stor Hinder for denne, idet Hovedveien til Christiania, der for flere Bygder fører over Fetsund og Relingssund, allerede ved Stigning til + 16 i en Strækning af ¼ Mil er overskyllet og til sine Tider ligger 8-10 Fod under Vand. Landcommunicationen har altsaa Interesse af Reguleringen fælles med Landeiendomme. Endvidere er det for Jernbanen til Eidsvold af Vigtighed, at Vandstanden ikke stiger for meget, fordi den kan bortskylle Jordvolden, hvorpaa Jernbanen over Sørums-Mosen hviler.
Som en til visse Aarstider omtrent 4 Mule lang Indsø er Øieren ogsaa af Vigtighed for Vandcommunicationen baade som almindelig Vandvei for alle om liggende Bygder til Jernbanestationen Lille-Strøm, og i Særdeleshed for Eierne af de 120 Saugbrug, der ligge rundt om Øieren, og som ved Flødning over den maa bringe Tømmeret til Saugene fra Bings Lændse, og ligeledes - med Undtagelse af Strømsbrugene – maa bringe den forædlede Last til Lille-Strøm. For Brugene er det ogsaa af Vigtighed, at Flommen i Øieren ikke bliver for stor, da den derved kan bortskylle de paa Land opsatte Tømmer- og Bordstabler, og derhos flere af Brugene da maa standse formedelst Bagvand. En altfor lav Vandstand er disse endnu mere skadelig, da denne næsten umuliggjør Flødningen og Færdselen.
Idet Commissionen derfor har sat sig som Opgave:
1. Indvinding for regelmæssigt Agerbrug af en saa stor Del som muligt af de for Øierens Oversvømmelser udsatte Jordstrækninger;
2. En regelmæssig og den hele Vaar, Sommer og Høst igjennem uafbrudtd Baad- og Dampskibscommunication paa Øieren;
3. En beqvemmere Adgang til Anlæg af nødvendige og tidsmæssige Landcommunicationer,
saa kunde der ikke være Tale om Øierens Sænkning alene, men tillige om dens Regulering, og efter langvarige Underhandlinger og Overveielser er Commissionen kommen til det Resultat, at alle Interesser bedst fremmes ved en saadan Regulering, at den almindelige høieste Flomvandstand (der hidtil har været ved + 25 paa Relingssunds Mærke) herefter kommer til at stige over + 14, og at laveste Høstvandstand (forhen + 4 eller endog lavere) ikke kommer til at synke lavere end til + 6. Disse tvende modsatte Formaal, - baade at skaffe raskere Afløb naar der er for meget Vand, og tillige at hemme Afløb naar der er for lidt Vand, - har Commissionen troet billigst at kunne opnaa 1) ved Udvidelse af Elveløbet – idethele Bortminering af 10 648 Kubikfavne Fjeld, 2) ved ovenfor Faldet at anbringe en Dæmning, der dels er fast dels bevægelig.
Samtlige Omkostninter herved ere beregnede til 118 000 Spd., hvoraf omtrent 22 000 til Administration, provisoriske Bygninger, Redskaber og tilfældige Udgifter.
Til Foretagendets Udførelse er anslaaet at ville medgaa 4 Aar, da Arbeidet forstørstedelen maa foretages om Vinteren, og der er paaregnet at en Arbeidsstyrke af indtil 400 Mand vil fornødiges.
Med Hensyn til Tilveiebringelsen af de beregnede Omkostninger 118 000 Spd. har Commissionen troet, at de ⅔ burde udredes af de i Sagen interesserede Private, og at Staten forresten burde bære Omkostningerne og overtage Udførelsen, samt tillige bære de med Opsyn og Vedligeholdelse i Fremtiden fornødne 500 Spd. aarlig.
For at kunne bestemme, hvor stor Del Landeierne heraf burde udrede, har Commissionen ladet opmaale og bonitere Jorden samt reducere den mindre gode til bedste Slags Jord. Den Jord, som vinder mest, er den, der ligger mellem 14’ og 25’ Fod, og som bliver forvandlet fra maadelig Slaatteland og Havnegang til bedste Agerjord; den udgjør 8 354 Maal, og af denne er antaget at burde svares 5 Spd. pr. Maal. Den Jord, som ligger mellem 25 og 29 Fod, og som kun enkelte Aar har været udsat for Oversvømmelse, udgjør 758 Maal og antages at burde svare 2 Spd. pr. Maal. Den Jord, der ligger mellem 10 og 14 Fod, og som fremdeles regelmæssig hvert Aar oversvømmes, men saaledes at Græsvæxten nu er sikkrere paa at vinde ved Oversvømmelsen udgjør 5 019 Maal og er antaget at burde svare 20 s. pr. Maal. Jorden mellem 6 og 10 Fod, der som lavere liggende vinder mindre end foregaaende, udgjør 5 701 Maal og er endelig antaget at burde svare 10 s. pr. Maal. Herved udkommer en Sum af omtrent 44 600 Spd.
Denne Fordeling af Udgifterne er vedtagen af samtlige Landeiere med Undtagelse af 5, hvis Bidrag vilde udgjøre 3 290 Spd. Forsaavidt der ikke senere opnaaes mindelig Forening med disse, maa der fremgaaes efter Lov om Sænkning af Indsøer m. v. af 31te Mai 1848 § 6 og formener Commissionen, at der aldrig kan blive Spørgsmaal om større Afdrag i den ovenfor anførte Sum end omtrent 600 Spd., og at altsaa Landeiernes Tilskud kan sættes til 44 000 Spd. Disse have forpligtet sig til at indbetale dette Tilskud i 4 Terminer med ¼ ved Arbeidets Begyndelse, 2/4 efterhaanden som Arbeidet skrider frem og den sidste Fjerdepart, naar Arbeiderne ere tilendebragte. Det bemærkes, at den mellem + 4 og 6 Fod liggende Jord (4 800 Maal), og som tilforn har været af nogen Værdi, ved Reguleringen gaar tabt, men Eierne antages dog derved forøvrigt at vinde Fordele, som æqvivalere dette Tab.
Hvad Brugseiernes Tilskud angaar, da har dette været vanskeligere at ansætte og bemærkes i den Henseende, at der aarlig gjennem Bings Lændse flødes omtrent 115 000 Tylter Tømmer, hvoraf 80 000 Tylter gaar over Øieren gjennem Mørkfos til de nedenfor liggende Brug, medens 35 000 Tylter flødes til de forskjellige om Øieren liggende Brug. Vedkommende Brugseiere og Trælasthandlere have vedtaget efter Commissionens Forslag at bidrage til Reguleringen 20 000 Spd., der betales i 10 ligestore aarlige Terminer fra den Tid at regne, da Bestemmelse om Regulerings Udførelse efter ovenfor nævnte Plan er fattet, og paa Betingelse af, at Staten for dens Regning udfører og vedligeholder Reguleringsarbeiderne. Fremdeles have Vedkommende reserveret sig Ret til Erstatning for enhver Skade, som Foretagendet maatte forvolde for Tømmerflødningen nedenfor Mørk. Ifølge Commissionens Beregninger i denne Henseende vil dog Reguleringen ikke have nogen mærkbar Indflydelse paa Vandstanden nedenfor Mørk, som kunde være skadelig for Brug eller Landeiendom.
For Jernbanen til Eidsvold medfører Reguleringen adskillige Fordele; dels vil den ophæve den Skade, som en høiere Flom vil kunne forvolde paa Banens Grundvold over Sørums-Mosen, dels vil den lette Udførselen af ethvert for Jernbanetrafikken nødvendigt Anlæg og Oplag af Tømmer og Last ved Lille-Strøm, dels vil den ved at tilstæde en regelmæssig Dampskibsfart paa Øieren til Lille-Strøm forøge Trafikken paa Jernbanen. Paa Grund heraf har Jernbanedirectionen vedtaget at udrede de af Commissionen foreslaaede 15 000 Spd. med samme Betalingsterminer, som betinget af Brugseierne.
Af Private er altsaa tegnet et Bidrag af 79 000 Spd. og efter Commissionens Forslag skulde Staten: a. tilskyde de resterende 39 000 Spd., b. overtage Arbeidets Udførelse, samt c. besørge det aarlige Opsyn og Vedligeholdelse, der er anslaaet til 500 Spd.
I Foredraget, der ligger til Grund for Resolutionen 19de Januar 1857, der befaler Forslag til Bevilgningen opført paa Statsbudgettet, henholder Indre-Departementet sig til, hvad Commissionen har anført.
Committeen har saaledes at undersøge, hvorvidt Staten har den Fordel af Reguleringen, at den bør overtage de nævnte Udredelser, samt Arbeidets Udførelse og Vedligeholdelse, og i denne Henseende skal man bemerke følgende:
Reguleringen fremskaffer en beqvem og let Vand-Communication for de omliggende Districter med Jernbanen og ved den med Christiania; saadanne Vandcommunicationer har baade dette og foregaaende Storthing understøttet ved Bevilgelse af en større eller mindre Deel af Omkostningerne; og denne Fordel alene kunde maaske begrunde et end større Bidrag fra Statens Side end det, som er forlangt.
Ved forrige Storthing blev omhandlet Ønskeligheden af paa Statens Regning at faa anlagt en ordentlig – til enhver Aarstid farbar – Vei over Tuen mellem Fet-Sund og Relings-Sund. Denne Vei er, naar Øieren bliver reguleret, enten mindre nødvendig eller dens Anlæg er i den Grad lettet, at den da kun kan ansees for en Communesag. Omkostningerne ved dette Veianlæg, som ved Reguleringen vil spares, vil efter Commissionens Mening næsten æqvivalere det Bidrag af Statskassen, som nu fordres til Øierens Regulering.
Dette gjælder i end høiere Grad med Hensyn til Anlægget af den nu projecterede Jernbane til Kongsvinger, hvor Banelegemet paa henimod en Mils Distance vil fordre en Forhøielse af Jordvolden af 11 Fod og desuden en Stenbeklædning af samme for at hindre Udskjæring ved Bølgeslagene. Omkostningerne herved vilde efter Capitain Berghs Erklæring medføre en Udgift uden Sammenligning meget større end det Tilskud, der af Staten nu fordres bidraget til Øierens Regulering. Forudsættes altsaa, at Kongsvinger-Jernbanen bliver besluttet udført, ville Omkostningerne ved Reguleringen for Statens Vedkommende derved være indvundne.
Endelig maa bemærkes, at om end ingen af de fornævnte Grunde vare tilstrækkelige til at tilraade at bevilge af Statscassen et Tilskud til Reguleringen, som anført, maatte Committeen dog have fundet overveiende Grund til at tilraade dette af Hensyn til den Tilvæxt i Nationalformuen, som derved bevirkes. Commissionen anslaar nemlig Værdien af den mod Oversvømmelser sikrede Jord til 200 000 Spd., og denne Værdi er altsaa betydelig større end det hele Udlæg, om man endog dertil lægger Omkostningerne ved Opdyrkningen, som Commissionen anslaar til 44 000 Spd. og dertil endvidere lægges Vedligeholdelses- og Opsynsomkostninger, der capitaliserede udgjør omtrent 10 000 Spd. Commissionen har formentlig herved beregnet den indvindende Jord til omtrent 20 Spd. pr. Maal.
Foretagendets Udførelse vil vistnok fordre Arbeidskræfter, der borttages fra anden Virksomhed i Egne, hvor saadanne Kræfter ere savnede; men den Omstændighed, at Arbeidet er paaregnet at skulle udføres om Vinteren, svækker den Betænkelighed, som Committeen af dette Hensyn kunde have.
Det bemærkes sluttelig, at forsaavidt Arbeidet skal kunde paabegyndes til næste Vinter, og saafremt det skal kunne udføres i Løbet af 4 Aar, tiltrænges i næste Budgettermin ¾ af Overslagssummen eller 88 500 Spd., deraf vil i Budgetterminen indkomme
Landeiernes Bidrag ¾ ……………………. 33 000
Brugseiernes 3 Terminer ………………. 6 000
Jernbanens 3 ………………………………… 4 500
Tilsammen ……………………………………. 43 500
Og naar hertil lægges Statskassens
Andel ……………………………………………. 39 000
82 500
vil altsaa behøves et Forskud, der
dækkes ved senere Afbetalinger,
stort ………………………………………………. 6 000
88 500

I Henhold hertil indstiller Committeen til Storthinget at fatte saadan Beslutning:
Til Udførelse for Statscasses Regning af en Regulering af Vandstanden i Indsøen Øieren overensstemmende med Canaldirecteurens Forslag af 15de November 1856, - til hvilket Foretagende tillige anvendes de af Private vedtagne Bidrag, efterhaanden som de indkomme, bevilges aarlig i Budgetterminen 1857-1860 15 000 Spd., eller til sammen 45 000 Spd.
Christiania, i Veicommitteen, den 24de April 1857.
Sibbern, Committeens Formand.
P. Rygh, Committeens Secretair.»

Forslaget fikk tilslutning, både i lokalmiljøene som var rammet av de de store vekslingene i vannføringa og blant rikspolitikerne. Stortingsforhandlingene refererer avsteminingen slik:

«Aar 1857, den 1ste Mai, holdtes Storting. Man fortsatte Behandlingen af:
(No. 340), Indstilling fra Veikommitteen angaaende Bevilgning af Statskassen til Regulering af Vandstanden i Øjeren. (Se foran S. 36 samt Storth. Forh. 1 D. S. 363-387 og 391 No. 12»
Indstillingen findes indtaget i Storth. Forh. 8 D. S. 124.
(Mod 22 Stemmer): «Kommitteens Indstilling bifaldes med følgende Tillæg: «hvoraf 6 000 Spd. ere Forskud.»
Repræsentanten Ueland fremsatte følgende Forslag:
«Til Regulering af Vandstanden i Indsøen Øjeren, overeensstemmende med Kanaldirektørens Forslag af 15de November 1856, bevilges i det Hele 45 000 Spd. eller 15 000 Spd. aarlig i Budgetterminen 1857-1860 under Betingelse af:
a) at de i Sagen interesserede Private eller Komuner udredes det til Arbeidets Fuldførelse videre Fornødne og paatage sig Vedligeholdelsen af de til Regulering af Vandstanden fornødne Damme;
b) at Landeierne, Trælasthandlerne og Jernbane-Interessentskabet tilstaaes den betingede Adgang til at erholde Laan og at afgjøre dens Bidrag paa den Maade og i de Terminer, som ved de trufne Overeenskomster ere bestemte, samt at, som en Følge heraf, Statskassen udreder de fornødne Forskud,»
hvilket Forslag paa Grund af at Kommitteens Indstilling blev bifaldt, ikke kom under Votering.»

Tiltakene kanaldirektør Bale Røyem (1813-1874) prosjekterte hadde virkning, men ble ikke så effektive som han og hans samtidige hadde håp om og tro på, Resultatet ble at de private aktørene fikk tilbakebetalt deler av innskuddene sine. Nye flommer skapte stadig problemer, og i 1910 sørget representanten Hans Prydz (1868-1957) spørsmålet om regulering av Øyeren på nytt ble et tema i Stortinget:

«Til ombygningen av Mørkfos damkrone bevilget Stortinget i 1905-1906 4 300 kroner. Da imidlertid spørsmaal om yderligere regulering av Øieren kom op og mulig utbygning av Mørkfos sammen med Kristiania kommunes nedenforliggende vandfald, Solbergfos og Halfredsfos, er ikke disse penger blit anvendt. Kun de nødvendigste smaa reparationer er utført, hvis kostende er bestrid av den ordinære bevilgning til vedlikehold. Av hensyn til Mjøsreguleringen og de dermed forbundne vanskelige vandforhold finder vasdragsdirektøren, departementet og komiteen, at der maa skee en forbedring av dammen. Dette er beregnet til 9 900 kroner. Før er bevilget 4 300 kroner, iaar er opført 5 600 kroner, da «der endnu ikke er truffet nogen avgjørelse om, hvorvidt regulering og utbygning vil bli foretat» - som det staar i indstillingen. Imidlertid er jo nu, som vi alle vet, dette spørsmaal om Øierens regulering i de sidste dage blit meget aktuelt paa grund af den uhyre flom og derav følgende skader, som netop nu har fundet sted. Hvert aar i flomtiden blir Øierens omgivelser mere eller mindre utsat for oversvømmelser. Iaar har jo forholdene været rent ut fortvilede. En stor del av Lillestrøm har ligget under vand; huse med sine omliggende smaa haver og jordlapper er i større eller mindre grad ødelagt. Utenfor Lillestrøm er mangfoldige tusen maal med dyrket jord og havnehager overskyllet. Fetsund jernbanebro har været sterkt truet, jernbanelinjen paa enkelte steder saavidt farbar. Jeg skal ikke gaa nærmere ind herpaa. Det er jo saa godt kjendt, dels ved selvsyn saavel av en del av regjeringens som av Stortingets medlemmer, dels gjennem meddelelser fra aviserne. Kun finder jeg, at gjøre opmerksom paa, at beskrivelserne av skadenes omfang ikke er overdrevne, og at denne store ulykke specielt for Lillestrøms vedkommende for en væsentlig del har rammet arbeiderbefolkningen, da det er de støk, disse har sine huse og jordflekker paa, hvor flommen har herjet mest. Fabrikkerne og brukene har ogsaa været stanset til stort tap saavel for disse som for arbeiderne, der, foruten de tap, de lider ved, at hus og jordvei er blit ødelagt, ogsaa har gaat arbeidsløse. Ulykken har saaledes rammet dobbelt haardt. Sympartien for disse folk er da ogsaa kommet tilsyne i form av bidrag fra forskjellige kanter, fra høi og lav. Tapet dreier sig om ganske betydelige værdier. Flommen har vel nu forhaabentlig kulminert for denne gang – en flom, hvis sidestykke man ikke har set siden 1860. Dog har der ogsaa i de mellemliggende aar mange ganger været oversvømmelser, som har voldt betydelige skader, saaledes i 60-70-aarene og i 90-aarene, specielt i 1890 og 1895. Og naar en lignende flom som denne iaar atter kan indfinde sig, vet ingen. Atter og atter at være utsat for saadant som dette, virker i høieste grad hemmende paa stedets og omgivelsernes utvikling, og dette er jo dobbelt sørgelig netop for Lillestrøm og dets omegn, Skedsmo og Fet, hvor det ser ut til, at vi staar likeoverfor et sted i rask industriel utvikling. Hvad jordbruket og dets eiere lider under dette, er jo ogsaa ganske indlysende. Tænk at faa sin eiendom mere og mindre ødelagt efter vel utført anstrengende vaaronnarbeide med tilsaadde, gjødslede akre, som atter maa arbeides og isaaes paanyt for til høsten kun at faa utbyttet igjen i form av grøntfor – ikke modent korn engang. Naar jeg har tat til ordet her i dag, er det for at faa rede paa, om de skadelidte kan ha grundet haab om, at der fra statsmyndigheternes side vil bli tat skridt til forandstaltninger, der kan hindre gjentagelser av denne slags store ulykker, ja, muligens ulykker av større omfang og i anden form, end netop iaar. Disse foranstaltninger maa da ske ved at regulere vandstanden i Øieren slik, at saadanne oversvømmelser maa søkes ialfald forhindret i fremtiden. Jeg skal ikke i dag komme nærmere ind herpaa, men kun peke paa, at den kolossale vandmængde, som samler sig i Øieren – foruten fra et par mindre elverm, som Nitelven og Lerelven – ogsaa fra de ganske kolossalt store nedslagsdistrikter i Gudbrandsdalen og Østerdalen, kan holdes inden rimelige grænser, enten ved utsprængninger og utbygninger ved utløpet av Øieren, og da enten høiere oppe eller længere nede i de vandtilførende distrikter. Av disse to utveier er naturligvis den sidste av mindre værdi end den første, men alle muligheter og alternativer maa tages i betragtning ved fremtidige overslag og beregninger. Det mest effektive mot flommen vil være utsprængninger i Mørkfos, og da enten i dybden eller bredden eller begge retninger. Jeg er ikke blind for, at en utsprængning specielt i dybden, vil forringe fossens aktivitet, likesom jeg heller ikke er blind for, at ved regulering her, vil mange og overordentlig store interesser komme til at støte mot hinanden. Det gjælder kun at finde den bedste og den for alle interesserte parter rimeligste ordning. Det er en stor og vidtløftig sak, som nu blir lagt i arbeidsdepartementets haand til utredning – en utredning, som man selvfølgelig ikke i dag kan komme nærmere ind paa. Store værdier, store interesser staar mot hinanden; store og vidtrækkende spørsmaal skal løses. Med henblik paa den overordentlige flomskade, som nu har fundet sted, er det, jeg har tat saken op. Det blir jo ikke den nuværende chef for arbeidsdepartementet, som videre faar med dette at gjøre; men jeg vil tillate mig at anmode den ærede statsraad, om at lægge sin eftermand denne sak varmt paa hjerte. Jeg gaar da ut fra, at de forskjellige overslag og forslag, som har til hensigt en regulering av Øieren i den nærmeste fremtid, vil kunne foreligge for Stortinget. I løpet av næste aar maa man vel kunne vente dette. Likeledes gaar jeg ut fra, at der under utarbeidelsen herav blir tat mest mulig hensyn til, at slike oversvømmelser som den iaar ikke kan finde sted. De her i indstillingen nævnte kr. 5 600,00, som antagelig blir bevilget her i dag, blir da at benytte paa en anden maate, end det fremgaar av forelægget.»

Statsråd Bernhard Brænne (1853-1927) gav et svar som oppsummerte Mørkfoss-reguleringas historie inntil da:

«Det kanaliseringspørsmaal, som den ærede repræsentants henvendelse gjaldt, det var om statsmagterne vil træffe foranstaltninger, som kan hindre gjentagelse av den slags ulykker, som nu har rammet Lillestrøm og de omkring Øieren liggende distrikter. Før jeg egentlig kan komme til at svare paa det, maa jeg faa lov til at forutskikke endel bemerkninger, som kanskje kan ha sin interesse i denne tid, da saa mange av denne forsamlings medlemmer ved selvsyn har forvisset sig om, hvordan forholdene var deroppe. De var ikke lystelige; vandet stod høit inde i hytterne og husene. For nu at holde sig litt til tal, saa stod det 9,3 m. over 0-merket paa Mørkfos. Det er imidlertid, som bekjendt, ikke første gang, man har været ute for den slags. I 1827 stod vandet 5 m. høiere end nu; i 1850 stod det 6,3 m. høiere end iaar og efter en beretning, som man har fra 1789, skal flommen da ha været 9,8 m. høiere end iaar. Man skjønner lettere, hvad dette maa ha vret for en forfærdelig flom, naar jeg oplyser at skinnerne paa Lillestrømmen station i en saadan flom vilde ligge 7,2 m. under vandets overflate. Selv den mest velvoksne kar vilde oppe paa taket av en jernbanevogn ikke kunne hytte sig, saa han ikke kom under vandet. Det er selvsagt, at den slags foreteelser maatte bringe folk til at ta under overveielse, hvad de skulde finde paa for at hindre gjentagelse. Og efter den store flom i 1850 blev der da nedsat en kommission, som skulde utarbeide forslag i den retning. Efter at ha holdt paa en del aar kom den til den slutning, at der maatte foretages utsprængning i Mørkfos, og efter beregninger, som blev foretat, skulde det koste, efter datidens priser, 118 000 specidaler, hvilket beløp blev tilveiebragt, med ⅔ fra distrikterne, vel at merke, og ⅓ fra staten. Det viste sig imidlertid, at denne utsprængning ikke greidde at sætte Øieren saa lavt under flom, som man havde haabet, og resultatet av dette blev, at en del av de bidrag, som var indbetalt av de private, matte tilbakebetales dem igjen, mot at disse erklærte, at de var fyldestgjort ved den sænkning, som var istandbragt. Altsaa, alle vedkommende, saaledes ogsaa beboerne i Lillestrøm og i Fet og Skedsmo herreder, har i bindende erklæringer sagt, at de er tilfredsstillet ved det, som dengang blev gjort. Imidlertid er det jo klart, at det behøvet ikke at komme stor flommen igjen, før man mente, at man maatte forsøke at faa rettet paa forholdet, og ikke saa svært længe efter – det var vel en 20 aar efter – hadde de da en ny plan færdig, og denne vilde, bragt til utførelse, sænke de større flommer – altsaa flommer, som fører 3 000 m3 i sekundet – med ca. 60 cm. Det skulde koste kr. 90 000,00. Departementet gik da straks igang med at forbereder planens realisation. Men den strandet. Og hvorfor? Fordi tilstøtende interesserte herreder ikke vilde gaa ind paa at overta garantien for mulig skade, og trods gjentagne underhandlinger i de følgende aar lot distrikterne sig ikke rokke i dette sit standpunkt. Men kort før man var kommet til det resultat – et meget beklagelig resultat forresten – var der endel folk, som hadde andre interesser – nemlig de som ferdedes paa Øieren i høstens dage, før isen la sig, og som gjerne vilde, der skulde være vand nok, saaledes at de kunde komme frem – fremkommet anmodninmg om at gjøre noget for, at holde Øierens vandstand oppe i den aarstid, jeg her nævnte. Deres bestræbelser gik altsaa paa en maate i motsat retning, og der blev da ogsaa angaaende den ting utarbeidet planer, og det skulde koste, hvis jeg ikke erindrer feil, 60 000 kroner. Men interesser stod imot interesser. Garantierne fra herredsstyrerne uteblev ogsaa da, og der er ingenting blit av det. Imidlertid var der fra departementets side, mens disse underhandlinger foregik, paagaaet et arbeide for at faa istand planer, som kunde hidføre begge dele: sænke Øieren i flom og hæve vandstanden utover høsten. Det var et arbeide, som skulde koste 184 000 kroner. Men nu, som tidligere, maatte de interesserte herreder høres, og resultatet blev det samme. De vilde ikke gaa med paa det krav, som departementet hadde stillet som en conditio sine qva non for arbeidets utførelse; de vilde ikke avgi vanlig garanti. Saa faldt i september 1906 resolution om tilladelse for Glommens brukseierforening til at regulere Mjøsen. Og saa kom Skedsmos svar paa departementets forespørsel om, hvad herredet mente om denne vasdragsdirektørens nævnte plan, som skulde hindre høi flom, og som skulde hitføre litt høiere vandstand om høsten. Herredsstyrets svar gik ut paa en henstillen til departementet om, at det saa snart som mulig vilde bevirke planen realisert i forbindelse med Mjøsens regulering, men herredet erklærte samtidig, at ethvert erstatningsansvar maatte være herredet uvedkommende. Lillestrømmen og Fet kom ved den leilighet ikke til at uttale sig, og saken blev da foreløbig stillet i bero. Men under alt dette hadde vasdragskontoret hat sin opmerksomhet henvendt paa en utbygning av Mørkfos til kraftstation, og denne forsamling har i flere repriser og flere leiligheter været med at bevilge penger til indkjøp av hele Mørkfos. Oprindelig i 50-aarene blev der kun kjøpt fæste til en dam, som herrene saa eller rettere sagt ikke saa, da de var deroppe og befor Øieren ned til Mørkfos; men senere hen er indkjøpt stykke for stykke nedover, saa nu eier staten hele Mørkfos. Der kom, som sagt, frem planer om at utbygge Mørkfos. Som bekjendt eier Kristiania kommune de to fosser, som ligger nedenfor, og det fordelagtigste efter de sagkyndiges mening, det, som hitfører det største utbytte av kraft, vil være at utbygge disse tre fosser underet, og det ser ut til, at der her muligens kan etablere et samarbeide. Jeg skal her faa lov til at gi den oplysning, at der nu av Kristiania kommune er nedsat en komite i anledningen; dennes medlemmer var igaar oppe i arbeidsdepartementet, og man berammet et møte til i begyndelsen av næste maaned, hvor man vil søke ialfald at enes om en plan, efter hvilken man skal gaa frem. Den plan vil vel imidlertid i første række gaa ut paa at nyttiggjøre sig fossen mest mulig, og den vil selvfølgelig, mest økonomisk utført for staten, ikke hitføre nogen nævneværdig sænkning av Mørkfos. Efter sigende indgaar der dog i planerne nogen utsprængning av Mørkfos; denne vil imidlertid hitføre en saa liten sænkning av Øieren – kanske en 20 a 25 centimeter – at det praktisk talt ikke vil ha nævneværdig betydning for distrikter, som rammes av flom av samme størrelse som iaar.
Naar jeg nu har git denne korte historik, saa vil denne forsamlings medlemmer derav forstaa, at det er høist motstridende interesser, som det her gjælder at forene. Fløterne vil ikke ha strøm i Glommen. Sænker man Øierens vandflate noget nævneværdig under, hvad den var iaar, og vandføringen i Glommen vel at merke er saa stor, som den var iaar, vil det hitføre sterk strøm fra Sørumslænsen og ned til Fetsund bro. Man har endog sagt, at om Øieren hadde været sænket en meter iaar, saa vilde Fetsund bro neppe ha staat den tørn, som den fik, da lænsen sprang og der kom saa mange tusen tylvter tømmer nedover. Fløterne vil altsaa ikke ha Øieren sænket; Lillestrømmen, Skedsmoi og Fet vil ha den sænket, Kristiania kommune vil selvfølgelig ikke gjerne se den sænket, hvis den skal være med at bygge ut fossen; de vil ialfald sige, at fossen skal gaa ind med et betydelig mindre beløp i utbygningena aktivum, end den gjør i sin nuværende tilstand. I det hele tat er der saavidt mange vanskeligheter ved denne sak, at den vil ikke la sig løse i en saadan haandvending, som folk syes at tro. Saken maa undergives en grundig og omhyggelig overveielse, og det vil ogsaa bli gjort. Jeg mener, at den ærede repræsentant fra det hjemsøgte distrikt maa føle sig tilfredsstillet ved at vite, at resultatet da til aars forhaabentligvis – det er stort og omfattende – vil bli forelagt denne forsamling, som selv faar bestemme, hvad den vil gjøre. Finder denne forsamling, at den vil la sit aktivum Mørkfos reduceres i værdi og vil bevilge penger til utsprængning, saa lar det sig selvfølgelig gjøre. Det findes visselig en maate, hvorpaa der kan hitføres begge dele, baade hitføre sænkning og holde Øierens vandstand oppe i vandfattige tider; men det vil, efter hvad det er sagt mig, dreie sig om en merudgift av kanske opimot 1 million kroner. Med disse korte bemerkninger haaber jeg, at den ærede repræsentant foreløbig vil finde sig tilfredsstillet, da det paa sakens nuværende stadium er umulig at kunne besvare det mere indgaaende.»

Mørkfossdammen ble fjernet i 1924, da den nye kraftverket ved Solbergfossen ble satt i drift og reguleringa av vannstanden i Øyeren ble dermed flyttet dit. Et debattmøte som ble avviklet etter storflommen i 1934 - da det også var forelå et ferskt utredningsarbeid knyttet til tappingsreglementet for Øyeren - viser at dette var et hett tema med mange motstridende interesser på Nedre Romerike. Den 18. mai 1934 refererte Akershus Arbeiderblad denne diskusjonen slik:

«Reguleringen av Øieren.
Meget delte meniner om nytten av å forhøie vannstandrn fra 4,8 til 5 meter.
Brukene og kraftverkene interessert i en økning, men grunneierne motsetter sig økningen.
Skarpe uttalelser om manøvreringen av Solbergfoss.
Det møte som var sammenkalt på initiativ av stortingsmann Nordanger for å drøfte det fremlagte forslag om ny regulering av Øieren, hadde fått øket aktualitet som følge av den store flom som i disse dager har overgått distriktet.
Som kortelig nevnt onsdag hadde der innfunnet sig en meget representativ forsamling i kommunelokalet i Lillestrøm tirsdag for å høre de interesserte parters mening om denne viktige sak.
Generaldirektør Rogstad i Vassdrags- og elektrisitetsvesenet gav en oversikt over den fremsatte proposisjon. Det andragende som var kommet fra Glommens og Lågens Brukseierforening gikk ut på en bedre utnyttelse av Øieren som magasin ved å heve vannstanden fra 4,8 til 5 meter. Denne økning hadde ikke administrasjonen kunnet anbefale, da man fant at fordelene ikke var store nok til å opveie ulempene. Ved en opregulering til 5 meter vilde 1 300 dekar – vesentlig beitemark – bli satt under vann, og en del mark som nu var dyrket vilde gå over til å bli beitemark. Hertil kom skade og ulemper ved fløtningen og øket arbeid ved bygging av lenser. En uttapning av Øieren til 2,4 meter vatr det ikke reist innvending mot av nogen. Blev vannstanden øket til 5 meter vllde man få et magasin på 157 millioner kubikkmeter og dette vilde bety en kraftøkning for elektrisitetsverkene på 10 000 naturhestekrefter. En annen fordel ved økningen var at man kunde opnå en flomsikring ved en sterkere uttapning om vinteren. Opgjøret av 1865 dannet det rettslige grunnlag for manøvreringen av Øieren idag. Nu hadde man ikke noget rettslig grunnlag til å forandre manøvreringen. Ved bygningen av Solbergfoss blev flomløpet ved Mørkfoss sprengt ut. Forholdet var at der ved Solbergfoss nu effektivt kunde slippes mer vann enn ved den tidligere dam ved Mørkfoss. Dette hadde man kunnet konstatere ved direkte observasjoner.
I hovedstyrets forslag til slipningsreglementet heter det i § 3:
«Ved stigende vannstand fra 6,00 til 6,50 m. på Mørkfoss vannmerke åpnes dammen sukcessivt helt under iakttagelse av at vannstanden ved renneinntaket ved Solbergfossen ikke senkes under den for fløtning nødvendige høide, nemlig kote 99 428 efter Vassdragsvesenets generalplan. Dammen holdes derefter åpen til vannstanden efter kulminasjonen er sunket til 7,50 m. på Mørkfoss vannmerke, hvorefter dammen ved en sukcessiv overgang atter manøvreres således at forholdet mellem vannstand og avløp som det var ved den gamle Mørkfossdam såvidt mulig igjen opnåes.
Hvis der skulde opstå fare for større skade som følge av at dammen manøvreres efter de i dette punkt optrukne bestemmelser kan dog Hovedstyret for Vassdrags- og Elektrisitetsvesenet på begjæring av nogen interessert påby at avløpet så lenge hovedstyret antar at denne fare er for hånden, reguleres således at forholdet mellem vannstand og avløp blir som det var ved den gamle Mørkfossdam.»
Det har vært nøie overveiet hvad en sterkere tapning vil medføre. En sterkere tapning vil således medføre at Solbergfoss taper kraft ved at vannstanden blir for lav. Der vil bli øket strømhastighet ved Bingsfoss atholdslenser og ved Fetsund lenser. Hertil kom til at en sterkere tapning vilde bety ulemper i den nedenfor liggende del av vassdraget. Når det ikke var foreslått en lavere grense for tapningen, så var det fordi denne ikke vilde minske storflommene. I år vilde man således ikke kunne opnådd mere enn en senkning av flommen med 22 cm. Ved Aursundreguleringen var det regnet med en senkning i flommen på 8 cm. Flommen ved Blaker har i år vært større enn i 1927. Der hadde derfor ikke vært noget mer å opnå ved å slippe vannet. Fordelene ved en økning av vannstanden er mer vannkraft og at det vil bli mindre flom. Ulempene er de skader som påføres fløtningen og grunneierne ved at vannstanden holdes høi utover høsten.
Gårdbr. Ole Nitteberg, Skedsmo, hadde tidligere vært stemt for et forslag som det som var fremsatt i proposisjonen, men efter de erfaringer som man nu hadde høstet, vilde han bestemt fraråde å vedta forslaget. Grunneierne fikk søke domstolenes bistand. Man fikk undersøke lovligheten av at dammen blev sløifet ved Mørkfoss og lagt til Solbergfoss. Forholdene var blitt forverret efterat sammen ved Mørkfoss blev tatt vekk.
Direktør Johannessen i Christiania Tømmerdireksjon fremholdt at det foreliggende forslag var i industriens interesse. Grunneiernes interesser var en annen. Generaldirektøren hadde uttalt at en vedtagelse av proposisjonen vilde skape et nytt rettslig grunnlag. Taleren kunde ikke innse at det var nødvendig å gå den vei. Man kunde som i 1928 komme frem på en annen vei. Fløtningen var interessert i å få flommene senket, men der måtte anvendes midler som ikke skadet andre interesser: Sterkere tapning medførte større strømhastighet ved Fetsund. Ved tapningen nu var det en strømhastighet på 2,25 meter i sekundet mot tidligere 1,98. Lensene måtte forsterkes for å kunne motstå en slik strømhastighet. Efter flommen i 1910 blev der nedsatt en komté som hadde undersøkt hvilken vei man kunde gå for å senke flommen i Øieren. Mna var kommet til det resultat at det mest effektive var å kunne regulere de ovenfor liggende sjøer – Osen, Aursund og Storsjøen i Rendalen. Aursund var nu reguleret og den satte i år flomhøiden ned med 8 cm. For Osen var der gitt konsesjon, men den var endnu ikke regulert. Storsjøen i Rendalen var den største, og det vilde ha vært heldig om de var gitt konsessjon for regulering av denne. Men komitéen var ikke blitt stående ved dette, den hadde også pekt på en sterkere tapning av Solbergfoss. Mjøsen var regulert på en høide mellem 1,64 og 3,84. Den 16. april i år var Mjøsen nede i 1,99. Den stod da stille til 18. april, men fra 18.-24. april gikk den op ½ meter. Taleren visste ikke om det var undskyldende momenter for denne stigning. Helst vilde han ha sett at Mjøsen hadde vært tappet ut. Tømmerdireksjonen hadde tatt til orde for at reguleringen av Øieren måtte foretas av Vassdragsvesenet. I Aursund var det staten som regulerte vannstanden. I Mjøsen var det brukseierne, men det var det samme som å sette bukken til å passe havresekken.
Disponent Opdahl fremholdt at brukene var interessert i en jevn vannstand. Brukene var skadelidende ved en lav vannstand på 6 fot og de var skadelidende ved en vannstand på 16 fot. Brukene var interessert i en høi vannstand om høsten. Proposisjonen tilfredsstillet brukene som ventet på en økning av vannstanden med 20 cm. til 5 meter. Ved en vannstand på 6 fot påførtes brukene utgifter. Taleren vilde be om at det måtte bli tatt hensyn til brukene, som ønsket en jevn vannstand på 5 meter og noget fast som man kunne regne med.
Direktør Furuholmen i Glommen og Lågens brukseierforening oplyste at i praksis var ikke vannstanden på 4,80 meter. Vannstanden hadde ligget på en høide av 5,16 meter, og 4,98 meter. Man var vant til så høi vannstand og til at den blev holdt oppe til ut i oktober. En vannstand på 4,80 kunde optre tidlig. I 1911 hadde man fra 17. juli og hele sommeren utover 4,80, 1919 likeledes 4,80 og i 1920 hadde man 4,80 meters vannstand fra 19. juli av. Man hadde trodd at det var i brukenes interesse å få en høiere vannstand enn nu. Det areal på 1 300 dekar som var nevnt var ikke dyrkbar mark og dette kunde det ikke gjøres regning med likevel. Taleren mente det var økonomisk riktig å gå til en økning til 5 meter. Når det var nevnt at det ikke var nødvendig å gi reguleringstillatelse, så var dertil å bemerke at brukene nedenfor ingen interesse hadde av å senke flommen i Øieren. Å påbegynne senkningen tidligere enn på 6 meter var betenkelig. Når flommen stiger avtar vannmengden ved Solbergfoss. Ved 7 ½ meters vannstand er det ved Solbergfoss mindre fall enn om vinteren.
Direktør Gulliksen, Kjeller, vilde henlede opmerksomheten på at staten var intreressert ved oversvømmelsen av Kjeller flyplass. Staten hadde nedlagt en anselig kapital på plasdsen, og staten måtte henlede opmerksomheten på at plassen var satt under vann. Det værste var at vannet blev stående i plassen hele sommeren. Det var ikke mulig å foreta sikker flyvning, hvis vannet blev stående utover. Å stanse tapningen ved 7 ½ meter var meningsløst. Hele dreneringsarbeidene på plassen var da bortkastet. Fabrikken blev påført en skade av 10 000 kroner hver gang det var flom. Plassen blev utjenlig som flyveplass, når den blev oversvømmet som i år. Det virket eiendommelig at Solbergfoss lukket portene, når det blev meldt om flom. Meldingen om flommen kom søndag, men først tirsdag åpnet Solbergfoss. På Kjeller forstod man ikke at en statsgren kan motarbeide en annen statsgren. Taleren måtte på det kraftigste henstille til rette vedkommende at portene ikke måtte bli stengt når vannstanden kom ned i 7 ½ meter. Blev vannet stående i den høide, kunde man risikere flyveuheld op den opbløtte plass.
Ordf. Thoresen, Lillestrøm, oplyste at Lillestrøm hadde interesse av å få flommen ned og bli kvitt de store flomtoppene. Lillestrøm hadde i likhet med brukene interesse av en jevn vannstand. Det som syntes å ha mest interesse var en regulering av sjøene. De 30 cm. som var opnådd ved regulering av Aursund og endring av slipningsreglementet vilde ikke klare sig for Lillestrøm, som var interessert i en regulering på andre kanter. Taleren ville henstille til myndighetene å ta sig av spørsmålet om regulering av sjøene, så man kunde få et resultat. Slik som det har gått påførtes jordbrukerne og grunneierne stor skade ved de stadig tilbakevendende flomtopper.
Ordf. Larsen, Skedsmo, fremholdt at brukene og kraftverkene fikk for stort spillerum. Det var merkelig at så store arealer år efter år kunde settes under vann. Regulering av sjøene hadde nok sin betydning, men denne var ikke særlig stor. Man kunde ikke bare ta hensyn til kratstasjonene og brukene og la grunneierne ta skaden. Sp man på forholdene ved Solbergfoss, fikk man det bestemte inntrykk at vannstanden blev holdt oppe av hensyn til fløtningen i tømmerrennen der nede. Denne var lagt slik at man måtte ha høi vannstand for å få tømmeret op i rennen. Dette var ikke kommet frem før, men taleren trodde at dette var et spørsmål av meget vesentlig betydning. Gårdbrukerne i Skedsmo vilde ikke godvillig gå med på å få proposisjonen vedtatt. Taleren kunde ikke frigjøre sig fra at Vassdragsvesenet hadde sett mer på de andres interesser enn på grunneiernes. De kommunale myndigheter i Skedsmo var klar over at de måtte støtte gårdbrukerne i denne sak.
Fylkesmann Christensen hadde ikke noget positivt å bringe frem i saken, men for distriktet vilde det være av betydelig interesse å få regulert flommen. Spørsmålet om å finne en ordning uten skade, hadde vært oppe til drøftelse. Det var oplyst at flommen i år vilde blitt 8 cm. større om Aursund ikke hadde vært reguleret. Flommen var i år 19 cm. lavere enn i 1927. Og hadde det ikke vært ekstraordinær slipning ved Solbergfoss i år vilde også flommen ha vært større. Her var det meget stridende interesser til stede. Taleren hadde holdt på at man måtte søke å få en regulering av flommen.
Ordf. Svindal, Enebakk, oplyste at Enebakk hadde den lengste grense til Øieren, 2 mil på den ene side og 1 mil på den annen. Skrentene var imidlertid nokså bratte, men megen havnegang blev satt under vann. En heving av vannstanden vilde ta vekk meget av velteplassene for tømmeret. Hvis vannstanden blev hevet med 5 fot måtte tømmerveltene legges høiere. Grunneierne i Enebakk måtte forlange erstatning, hvis flommen blev hevet.
Gårdbr. Nitteberg fremholdt at grunneierne nu begynte å tvile på de beregninger som forelå fra Vassdragsvesenet. De gamle beregninger var nesten 100 år gamle. Taleren hadde undersøkt dokumentene fra den tid, og det viste sig at grunneierne da var lovet en vannstand på 10 fot. Senere var denne gått opover fot for fot til 20 fot. I 1927 var den endog 3 ½ tomme over 20 fot. Hvis Solbergfossdammen var effektiv burde den kunne ha tatt alt flomvannet, og da kunde det vært en tanke å gi noget igjen. Men som det nu var anså han dette for vanvidd. De som hadde sine livsinteresser knyttet til jorden, hadde fulgt med. Hvis vannet idag hadde gått fritt efter en vannstand på 4,8 meter, så vilde meget vann vårt gått ut av Øiern. Nu slipper man vannstanden op i 6 til 6 ½ meter. Det virker ødeleggende på dreneringen og havnegangene. Vannet står langt over hvad tilfellet har vært før. Nu står vannet også over 4,8 meter om høsten. Vi mener dette skyldes feilregning og feilmålinger ved Solbergfoss. Skal tapningen bli effektiv må valsene holdes oppe. Det vann som går ut kan ikke komme igjen. Flomtoppene er skadelige, men størst blir skaden, når flommen blir langvarig. Efter flommene i 1910 og 1916 var det rekordavlinger, men i 1927 kunde det ikke slippes et dyr på slettene en gang, og det blev ikke slått. Av disse grunner tvilte taleren på beregningene. Taleren vilde henstille til grunneierne ikke å gå med på proposisjonen. Og så burde man undersøke lovligheten av at Mørkfossdammen var nedsatt og flyttet til Solbergfoss.
Direktør Johannesen vilde oplyse at tømmerrennen kunde brukes ved lav vannstand. Taleren trodde man kunde bruke flyveplassen om 2-3 uker.
Direktør Gulliksen beklaget ikke å kunne innby til flyvetur om 3 uker. Taleren hadde vært ved Solbergfoss og tatt tømmerrennen i øiesyn. Og denne var slik at hadde vannstanden vært 50 cm. lavere var det vanskelig å fløte. Den skuff man hadde til å ta inn tømmeret i, kunde ikke heves og senkes mer enn 50 cm. Hvilken kote ligger bunnen av tømmerrennen på?
Generaldirektør Rogstad mente Nitteberg og Gulliksen misforstod saken. Det vi ikke meningen å slippe mindre på 4,8 enn før. Ved Solbergfoss blev sluppet like meget som før ved Mørkfoss. Det var en misforståelse, hvis man trodde man hadde lovet å holde flommen. Man måtte huske på at de store flommer kunde man ikke holde igjen. Det man måtte gjøre var på senke flommene mest mulig. Hvis man holdt tilbake vannet som før, vilde man få fulle magasiner og inttet å ta imot med. Talere vilde reservere sig mot det tidligere nevnte tall på 8 cm. Dammen ved Solbergfoss blev ikke regulert efter beregninger, men efter hvor høit vannet stilte sig nede ved Langnes. Det var direkte observasjoner.
Vassdragsdirektør Hugo Søresen oplyste at inntil 1927 blev vannet sluppet på samme måte som før. Efter flommen i 1927 tok vi op spørsmålet om å slippe mer vann i Øieren. Saken blev drøftet med brukene og fløtningen. Og disse gikk med på en prøve om de enn hadde visse betenkeligheter. Det var av hensyn til fløtningen at det ikke blev åpnet før på 6 meter. Fra 6 ½ meter var alle glugger åpnet. Initiativet til å gjøre noget var blitt tatt av Vassdragsvesenet.
Gårdbr. Nitteberg hadde ikke misforstått noget, men han hadde sagt at grunneierne foretrakk fritt løp på 8 meter. De var forespeilet en vannstand på 10 fot, men det blev pålagt fot for fot til 20 fot. Det kunde gå langt mer vann ved Solbergfoss, men valsene blev holdt nede.
Gårdbr. Arne Tveter, Fet, oplyste at grunneierne i Fet var betydelig skadelidende. Han kunne slutte sig til Nittebergs uttalelser. Grunneierne hadde interesse av å få op utløpet. Det var ikke forsvarlig å stenge vannet. Det var beklagelig at vannet i Mjøsa fikk lov å gå op i april. Han mente det var flyktige beregninger Vassdragsvesenet hadde. Forholdene ved Langnes var ikke de samme idag som for 50 år siden. Elven leiret sig op. Det var beklagelig at vannstanden blev holdt over 5 meter, når den tillatte grense var 4,8 meter.
Viseordf. Karl Petersen, Fet, fremholdt at huseierne hadde stor skade av topflommene. Han mente man burde holde Mjøsa tilbake.
Gårdbr. Schiørn, Skedsmo, sluttet sig til Nitteberg. Han mente man måtte lense ut Øiern mest mulig, når det kom flommeldinger nordfra. Et par tommer spilte en stor rolle. Uttapningen måtte foregå hurtigst mulig. Det var av betydning å slippe de lange flommer. Det var ikke hyggelig å få vann i husene, og blev det stående 8 dager blev husene ødelagt.
Direktør Paus oplyste at Mjøsa blev regulert av brukseierne med det for øie å få vann nok til fløtningen. Det var i april bare 35 cm. tapning igjen i Mjøsa og det var bare til 10-12 dager. Fra vannet begynte å stige stod alle luker åpne. Taleren trodde ikke reguleringen av Mjøsa hadde noen betydning.
Gulliksen understreket at det ikke gikk an å vente med slipningen til det fløt over i Mjøsa og Øieren.
Nordanger trodde Skog- og vassdragskomiteen vilde forstå hvor vanskelig det var å finne en ordning, så motstridende som interessene var. I Lillestrøm ventet man at Storsjø- og Osen reguleringen vilde komme, og at tapningen kunde begynne før. Når det gjaldt høstvannstanden hadde Lillestrøm samme interesser som brukene.
Rogstad oplyste at ved Langenes var det bare fjell. Der blev ingen avleiringer, da flommen vasket vekk alt.
Nitteberg vilde henstille at valsene ved Solbergfoss blev holdt åpne lengst mulig. Han anså det heldigst om Mørkfossdammen blev brakt tilbake og man fikk igjen den gamle ordning.
Thorleif Berntsen, Fet, anbefalte de som skulde på befaring å ta en tur op til Fetsund for å se på ødeleggelsene.
Debatten var hermed slutt, og Nordanger avsluttet møtet med en takk til alle som var kommet til stede til møtet.»

Collapse text