Dette grafiske bladet ble publisert i «Udvalgte Norske Nationaldragter tegnede af forskjellige norske Kunstnere og ledsagede med oplysende Text» i 1861. Den opplysende teksten er e ...
Dette grafiske bladet ble publisert i «Udvalgte Norske Nationaldragter tegnede af forskjellige norske Kunstnere og ledsagede med oplysende Text» i 1861. Den opplysende teksten er en topografisk beskrivelse som også omtaler den historiske begivenheten som ifølge tradisjonen skulle har foregått på det stedet de avbildete personene er plassert ved i 1612. Mannsdrakta kommenteres så vidt i det avsluttende avsnittet:
«Gudbrandsdalen.
Fra Romsdalsfjord til Mjøsens Bassin stryger et eneste sammenhængende Dalføre, hvis høieste Deel mærkelig nok indtages af en Indsø, Lessjøvandet, der ligger henved 2000 Fod over Havet. Fra denne Indsø strømmer nemlig Raumaelven igjennem Romsdalen mod Nordvest og Lougenelv gjennem Gudsbrandsdalen mod Sydost.
Gudbrandsdalen er den vigtigste, frugtbareste og bedst befolkede af alle Norges Dale. Den sænker sig i sydlig Retning ned fra Dovres mægtige Ryg og begrændses mod Vest af Jotunfjeldene. Mod Øst skilles den fra Østerdalen ved en Fjeldstrækning, som fra Dovre gaaer mod Syd og paa hvis nordligere Deel de høie Runder hæve sig som Sukkertoppe. Med alt dette seer Gubrandsdalen dog ikke saa vild og storartet ud som mange andre Dale, især i det Vestenfjeldske. Fjeldene sænke sig nemlig lidt efter lidt ned til den dybe frugtbare Dal, hvis bedste Deel, Froen, ikke ligger høiere end omtrent 600 Fod over Havet. Paa enkelte Stæder hænge vistnok høie Fjelde ud over Dalen, men Gudbrandsdalens Characteer er dog, i sin Heelhed betragtet, mere venlig og indbydende end vild og storartet. Elven flyder næsten bestandig i Dalens Midte, hvorfra paa begge Sider hæve sig lidt efter lidt blomstrende Enge, saa Agre, derefter igjen Enge og Havnegange opover Lierne, saa Skov og endelig Fjeld eller Sætermarker, hvor enkelte med Snee bedækkede Fjeldspidser vise sig.
Dalen er for det Meste snæver og har ingen egentlige Sletter, men udvider sig først i dens øverste nordlige Deel paa en Høide af 1600 til 1900 Fod over Havet, hvor den faar en Jevnhed, som den paa intet andet Sted har. Paa mange andte Steder udgjør Dalbunden derimod blot den gjennem Fjeldmassen sprengte Flodseng, hvorved dannes Passer, dere ere udmærkede Værn for Landet. Dette fik det hvervede Skottecorps at kjende, som i Aaret 1612 landede i Romsdalen for gjennem Gudbrandsdalen at forene sig med Svenskerne, som stode paa Rigsgrændsen. I Bjergpasset Kringlen blev det overfaldt af Bønderne og nedskudt og stenet indtil sidste Mand. Denne Begivenhed danner et Glandspunkt i Gudbrandsdalens nyere Historie, og de forskjellige Biomstændigheder ved denne Kamp er endnu i Folkemunde. Man veed endnu at fortælle, hvorledes Pigen Ragnhild, der forstod at blæse smukt paa Luur, tog Plads paa en ligeover for Kringlen liggende Høi, hvor hendes Luurs skjønne Toner tiltrak sig Skotternes udeelte Opmærksomhed, medens Bønderne paa Klipperne, lige over deres Hoveder, lavede sig til Angreb, og hvorledes en Mand paa en hvid Hest red paa den anden Side af Elven stedse i lige Linie med Skotternes Fortrop, for at Bønderne paa Kringlen, uden selv at komme til Syne, kunde See, hvor langt Fienden var kommen.
Gudbrandsdalen er omtrent 20 Mile lang, naar man regner den fra Lillehammer ved Mjøsen til Jerkind paa Dovre. Forøvrig ligger ikke Alt hvad der regnes til Gudbrandsdalen i en eneste stor Dal. Saaledes gaaer der fra Dalens sydligste Deel en betydelig Dal vesterud og nordefter, som hedder Gusdal. Hoveddalen langs Laugen, der er Norges næststørste Vasdrag, bestaaer af Faaberg, Øier, Ringebo og Fron, i hvis øverste Annex Dalen kløver sig i tvende Arme, den vestlige opigjennem Vaage og Lom, og den østlige Hoveddal opigjennem Lesje, for siden atter at sænke sig gjennem Romsdalen. Nede i Lesje ved Dovrebygden forlader Kongeveien til Throndhjem Hoveddalen og gaar til Høire opover Lierne til Jerkind og saa videre over Dovrefjeld. Hoveddalen med sine Sidedale udgjør 8 Præstegjelde og 26 Kirkesogne med en Befolkning af omtr. 42 000 Mennesker.
I Gudbrandsdalen har den gammelnordiske Folkeeiendommelighed bevaret sig begdre end paa de fleste andre Steder. Folket her er kraftfuldt paa Sjel og Legeme, og besjelet af megen Selvfølelse; forøvrigt er det opvakte og retsindige Mennesker. Det Aristokrati, som historisk udvikler sig hos ethvert Folk, naar ingen forstyrrende Omstændigheder træde til, seer man her næsten mere skarpt udpræget, end i nogen anden Egn af Landet. Der hører saaledes til Sjeldenhederne, at en Gaardmandsdatter gifter sig med en Husmandssøn, eller en Husmandsdatter med en Gaardmandssøn. Man holder sig til Familien eller til dem, der ere ligesaa formuende. Derfor fingdes der ogsaa i Gudbrandsdalen paa de store udelte Gaarde Slægter, som veed at tælle sine Ætteled Mand for Mand lige op til Harald Haarfager og Olaf den Hellige. Disse forbinde sig aldrig med mindre ættestore Slægter og ere derfor stærkt udsatte for den Udartelse, der rammer Familier, som gjennem flere Slægtsled ikke optager fremmed Blod i sig.
Pl. 11 fremstiller i et snevert Fjeldpas fra Gudbrandsdalen en Døl, iført sin maleriske Dragt: Rød Uldhue, hvid Vadmelsjakke med store Messingknapper, gule Skindbuxer og lange Læderstøvler. Han kommer fra Jagten, og dennes Udbytte, en vældig Ørn, ligger ved hans Fødder. Stolt læner han sig mod sit Gevær, og med sin opløftede Arm synes han for den foran ham staaende Bondekone at antyde det Sted oppe i den bratte Li, hvorfra han skjød Dyret.»
Fargetrykk med folkedrakter fra Gudbrandsdalen, antakelig basert på observasjoner fra tidlig på 1800-tallet. Fotografiet viser et ungt par i samtale framfor noe som kan ha vært et monument over lokale bønders kamp mot skotske leiesoldater som var vervet av svenskekongen under Kalmar-krigen (den nevnte striden sto i 1612). Motivet er i så fall fra Kringen i Sel prestegjeld. Mannen er framstilt som en jeger. Han sto ved vegkanten, med kolben på munnladningsgeværet på bakken og med haka på den høyre armen, som han hadde lagt over munningen på våpenet. Den venstre armen pekte oppover i den bratte, men skogkledde lia bakenfor. Bak jegeren lå jaktbyttet, en død rovfugl på bakken. Mannen var kledd i en lys (nesten kvit), lang, tettsittende frakk med enkeltspent knepping og med skrå lommeklaffer ved hoftene. Lommeklaffene hadde grønne kantband. På beina hadde mannen gule knebukser, antakelig skinnbukser. På leggene hadde jegeren kvite strømper i mørke, høgskaftete støvler. På hodet bar han ei rød topplyse – «rauhue» - med en blå, oppbrettbar kant nederst. Pressemannen og bibliotekaren Paul Botten-Hansen (1824-1869), som sjøl var selvær, mente han visse at den portretterte mannen var en kar som ble kalt «Mikkel Skytter». Drakta kommenterte han slik: «I stedet for de kostbare og sjeldnere Kjøbetøis-Knæbuxer, hvilke saadanne Bondeløver som Mikkel brugte til Stads, staar han i gurgemeiegule Buxer af semskede Rensdyrhuder, dog har han neppe foretrukket det Hjemlige for et Fremmede af Sparsommelighed eller Patriotisme, men blot fordi han ved Exempelet troer at befordre Afsætningen af de Rensdyrhuder han har at sælge.» Kvinna har ei mørkeblå trøye som er utsvingt over hoftene og rumpa. Over skuldrene bærer hun et lyseblått tørklede med kvite prikker. Stakken er grønn med gråsvarte striper. På beina har hun blå strømper og svarte sko, antakelig tresko. Hodeplagget er ei gråsvart lue som er fastknyttet ved hjelp av band under haka. Kvinnedrakta kommenterte Paul Botten-Hansen slik: «… Hans [Mikkel skytters] Kone har ogsaa saadant et fornemt Sving paa sig, idetmindste hvad Hovedtøiet angaaer. Hun bærer ikke det Slags Huer, som i Vaage hørte sammen med side Tøier, de vide og stærkt udstoppede saakaldte Hornluer, men af disse til Hovedet sluttede «Syddølshuer», der først begyndte sydligst i Bredebygden eller Kvam, og derfor er jeg tilbøielig til at antage at hun er kommet et godt Stykke sydenfra (er Syddøl).»
Det var Johan Fredrik Eckersberg (1822-1870) som var mester for dette bildet, som ble publisert i «Udvalgte Norske Nationaldragter tegnede af forskjellige norske Kunstnere og ledsagede med oplysende Text», utgitt av Christian Tønsberg (1813-1897) i 1861. Eckersberg var en av mange kunstnere som tegnet og malte bønder i fargerike folkedrakter – en populær motivkrets i en nasjonalromantisk periode der nettopp bondebefolkningen representerte det norske i mange sammenhenger.
Title«DRAGTER FRA GUDBRANDSDAL.» (Trykt tekst under bildet)
Dette er ett av flere trykk fra dødsboet etter Inge og Ingrid Arnekleiv på Vinstra som svigersønnen syntes hadde historisk interesse, og som derfor ble skannet og registrert inn i Norsk skogmuseums samling.
Add a comment or suggest edits
To publish a public comment on the object, select «Leave a comment». To send an inquiry directly to the museum, select «Send an inquiry».