Greiing av lågåsildgarn i Fåberg i 1962. I den nedre delen av Gudbrandsdalslågen har det vært fisket en del med drivgarn ved hjelp av en eller to båter. Garnet er et bundet redsk...

Fiskeribiologen Hartvig Huitfeldt-Kaas' (1867-1941) beskrev drivgarnfiske etter sik i nedre del av Gudbrandsdalslågen slik:

«Drivgarnet, som er et mere primitivt fangstredskap end noten, har været mere i bruk før i tiden, men er mere og mere blit fortrængt av den bedre fiskende not. Endnu anvendes det dog paa adskillige steder i Laagen til fangst af lagesild, hvor buden og strandbreddene er for ujevne eller storstenede til notdragning.

Det i Laagen almindelig anvendte sildedrivgarn er sedvanligvis ca. 50 m. langt og ca. 1,88 – 2,63 m- (3-4 alen) dypt, og maskevidden er ca. 17 mm. mellem knuterne (36 omfar p. a.) Til undertelnen er likesom paa nøtene fæstet et ca. 5 cm. bredt flettet nøthaarstaug, for at garnet lettere skal kunne gli over ujevnheterne paa bunden.

Drivgarnfisket, som foregaar paa forholdsvis stilleflytende steder, utføres av 2 mand med 2 aafløier paa følgende maate: begge fiskere tar til at begynde med plads i den ene aafløi, hvori flytegarnet ligger færdig til at utsættes, og ror ut øverst paa drivgarnpladsen med den anden baat paa slæp. Saasnart drivgarnet er utkastet på tvers paa strømmen, hopper den ene mand over i den tomme aafløi og ror bort til den først utkastede ende af noten, hvis dragtaug imidlertid er holdt oppe i vandflaten av en drivgarnskabbe, og fæster dette i bakenden af sin baat, hvorefter begge baater ros parallelt med hinanden nedover strømmen med garnet slæpende efter paa bunden i en stor bue. For at garnet skal følge tæt efter bunden, hvor silden pleier at staa, roes der ganske langsomt. Silden løper sig da fast i maskene som i et almindelig drivgarn. Hvor der er mere strøm, drives blot fra en baat, med kabben flytende paa den ene ende alene.

Det gjælder i dette fiske at være godt kjendt paa bunden hvor der skal drives saa garnet ikke sætter sig fast i nogen større sten, og det pleier da ogsaa disse fiskere at være, som aar efter aar drar garnet over de gamle fiskepladser. Hver gang de kommer til et sted hvor de vet der ligger en større sten paa bunden ror de lit stærkere i, og saa løfter garnet sig op over det farlige punkt.

Naar de har drevet et par eller flere hundre alen, eftersom drivgarnspladsen er stor til, trækkes garnet ind, idet den sidst utkastede ende tages ind først. Ikke sjelden landdrages ogsaa garnet, hvis stranden paa stedet gir anledning dertil – «hvis landskapet er pent» som en gammel fisker uttrykte sig for mig. Garnets landdragning er fordelagtigere end dets inddragning i baaten, da garnet paa førstnævnte maate virker som en not og forøker utbyttet med kanske likesaa mange eller flere fisker end der forut allerede sitter fast i garnmaskene.»

Collapse text