100
Litografisk framstilling av Sandkilfossen i Trysilelva eller Klara, ved grensa mellom Trysil kommune i Hedmark i Norge og Norra Finnskoga sokn i Torsby kommune i Värmland i Sverige. Fossen er framstilt som et forholdsvis bratt fall i elva med en del steinskjær. I den østre delen av fallet (til høyre på bildet) later det til å være bygd en fangstinnretning, et slags stengsel, for laksen. I den andre halvdelen av fosseløpet ser vi en del tømmerstokker som ble ført med strømmen fra det ovenforliggende, stilleflytende elveløpet og ned fossen. Terrenget på begge sider av fossen er framstilt som svært berglendt, med snøflekker og enkelte noe forkrøplete trær. I bakgrunnen skimtes forholdsvis høye fjell. Under det beskrevne motivet har opphavsmannen plassert følgende tekst: «Prospect af Sankild Fossen i Tryssild, i Grændse Linie mellem Norge og Sverrige, fordum bekjendt af et Laxefiskerie, nu ved Tømmerflødning.» I presten Axel Christian Smiths «Beskrivelse over Trysild Præstegjeld» fra 1784 fortelles det at laksefisket i denne fossen var en rettighet som var delt mellom brukerne på de nærmeste jordeiendommene. Bøndene på Lutnes, Rundfloen og Grønoset på norsk side deltok i fisket hvert år, mens bøndene på eiendommene Høljos og Aspberget i Sverige vekslet på å delta annethvert år. Fisket beskrev Smith slik: «I denne Sandkildfos er paa Elvens vestre Side gjort en Laxe-Bygning, hvilken bestaaer deri, at en Aare eller Green af Elven bliver tilsperret med et Slags Træe-Gjerde, som her kaldes: en Skiening. I det nu Laxen efter sin Natur arbejder sig op imod Strømmen, møder ham denne Stængsel. Naar Laxen endelig kommer til den Aabning, som er gjort paa Gjerdet, gaaer den igjennem, men til sin Ulykke; thi strax oven eller indenfor Gjerdet er godt af sammenflettede Qviste en Slags Kiste eller saa kaldet Tine, hvortil Aabningen er vid, men bliver immer smalere og smalere, saa at Fisken finder en magelig Indgang, men ingen Udgang, og følgelig maa blive i sit Fængsel, indtil den af Fiskeren optages. Noget udover selve Fossefaldet er en Hæk hængende ud over Vandet. Laxen, som gjør sine velkjendte Spring, ofte af nogle Alens Høide over Vandet, falder da i denne oprettede Hæk, hvor den er fanget. Hækken er ikke – som jeg har seet paa Vestkanten – gjort af Noot-Garn, men bestaaer af smale og lange Splinger, som ere tæt sammensatte. Et par Mile ovenfor Sandkildfossen findes og en Skjening eller Gjerde over en Green af Elven. Flere have vi ikke i vort Sogn.» Fiskestengselet på den litografiske framstillinga er ikke framstilt så detaljert at det åpenbart er det samme stengselet, eller den samme typen stengsel, som Smith beskrev. Det er påfallende at grafikeren har plassert fiskeinnretningen på østsida av elva, ikke på vestsida, hvor Smith hevder at det skal ha stått. På grunn av den stadige ufreden mellom det svenske og det dansknorske kongehuset, var det lenge forbudt å fløte tømmer i Trysilelva eller Klara over riksgrensa ved Sandkilfossen. Tømmeret ble i stedet innlenset høyere oppe ved elva, blant annet ved Jordet, og med en stor innsats av hester og kjørekarer transportert over til greiner av Glommavassdraget på vinterføre. Dette var naturligvis både omstendelig og ressurskrevende. I 1780-åra innledet en del trelasthandlere i Kristiania forhandlinger med svenske myndigheter om å få «… Flødnings-Frihed af det norske Tømmer i Trysild-Skovene igjennem de svenske Vanddrage, for at kunne nyttes til de norske Saugbruge». Forhandlingene var ikke vellykte, men etter unionsoppløsningen åpnet det seg nye muligheter. Men også etter den tid ble en del tømmer fortsatt kjørt på snøføre vestover mot norske vassdrag, fordi tømmerprisene i Norge gjennomgående var høyere enn de svenske. Ettersom denne litografien viser tømmer som fritt får passere riksgrensa, er det nærliggende å tro at den kan være fra første del av 1800-tallet. Seinere har det vært gjort forsøk på å legge forholdene til rette for at vänerlaksen kunne vende tilbake til Trysilelva. I fiskeriinspektør Marius Gabriel Hettings (1811-1892) rapport om hva som var utrettet for ferskvannsfiskets fremme i 1871-72 finner vi følgende informasjon om dette: «Med Hensyn til de i Tryssilelvens og Clarelvens Vasdrag trufne Foranstaltninger for at ophjælpe det før saa rige Fiskeri af Venerlax, hvilket ved Tid efter anden indrettede ulovlige Stængsler er saagodtsom aldeles ophørt i Tryssil og i Clareelven ovenfor Munkfors, skal jeg bemærke Følgende: Efterat Vasdraget var undersøgt fra Tryssil til Clarelvens Udløb i Veneren, en Strækning af over 20 Mile, og Fiskeriforholdene beskrevne, blev der af den svenske Fiskeriintendant, som i Forening med mig og min Assistent Kuraas deltog i disse Undersøgelser, truffet Forføining til at de ved en af Clarelvens Fosse værende ulovlige Stængsler for en Del bleve bortryddede. Dette havde til Følge at der Aaret efter i Tryssilelven blev fanget ca. 300 Stkr. Venerlax, og Folket i Tryssil nærede Haab om, at Venerlaxen atter skulde indfinde sig i Mængde. Men de ulovlige Stængsler ere atter indrettede, skjønt nu paa en noget anden Maade. Efter en i Vaaren 1871 af Fiskeriintendanten og mig foretagen Undersøgelse, har han med sædvanlig Iver og Imødekommen gjort Alt for at faa disse Stængsler fjernede, men dette har ikke lykkedes ved Underhandling med Eieren, hvorfor Sagen nu er henvist til Rettens Afgjørelse, og jeg antager, at dette snart vil sake. Imidlertid har det i Tryssilelven ansatte Opsyn ifølge Beretning derfra virket til, at Mængden af de der forekommende Fiskearter, Ørret, Sik og Har, i betydelig Grad er øget.» Sandkilfossen hadde et fall på 5,5 meter, fordelt over en strekning på om lag 100 meter. Den var, som bildet antyder, en problematisk lokalitet under tømmerfløtinga. Fossen forsvant i samband med kraftutbygging i vassdraget tidlig i 1960-åra. Denne litografien ble avlevert til museet i innrammet tilstand. En rammeløs versjon av bildet er registrert i fotodatabasen under signaturen SJF-F.007892.
Photo: Anno Norsk skogmuseum
Accept license and download photo