Informantopplysninger:
En tidligere kjøpmann opplyser:
"Disse huer er Röros-huer, men sannsynligvis fra landsognet. Det var först og fremst slöifen som var fæstet bak paa huen som avgjorde om huen var for ugift eller gift kvinde. De ugifte kvinder hadde röde slöifer ("dusk"), de gifte kvinder hadde sort "dusk" fæstet bak paa huen. baade de ugifte og de gifte kvinder brukte samme slags broderi paa huene sine. Til daglig tror jeg alle brukte helt sorte eller brune huer, altid av silke, ialfald paa staden- men de ugifte altid med röd "dusk" bak. Ældre kvinder brukte som regel altid helt sorte huer, men de ugifte kunde aldri avlegge den röde slöife om de blev aldri saa gamle. Men disse gamle jenter brukte gjerne mindre slöife."
En gammel dame fra Røros opplyser om FTT 832 og 833:
"Huer som disse kaldtes paa Röros for "sorroserhuva". Disse to eksemplarene er fuldstændige, naar undtages at det nu mangler en slöife ("dusk") bak i hver av dem. Om saadane "storroserhuva" er forövrig at meddele:
Huer av dette slags var brukt baade av gifte kvinder ("kjerringer") og av ugifte kvinder ("jenter"). Kjerringene hadde sort "dusk" og jentene röd "dusk" bak i den. Duskene var altid av silke og ensfarvede. Til disse huene hörte altid hakebaand ("hukubanj"), som var hektet fast under haken efter huebaandet. Kjerringenes hakebaand var altid av sort ensfarvet silke. Jentenes hakebaand var ogsaa altid av silke, men det varierte i mönster og farve efter skiftende smak. "Storroserhuvan" var altid av silke av forskjellig slags farve, snart en, snart en annen farve, og de var altid prydet med haandbroderte blomstermönster av silketraad og i flere kulörer. De var altid vaterede og forede indvendig og med sort silkekant. Den delen av huen som dækker öret, kaldtes "öresnippen". "Storroserhuva" bruktes bare ved festligheter - som under B.Tr.T. 1459 ikke ved begravelser - ukonfirmerede barn brukte den ikke. Forældrene forærte sine barn den til konfirmationen, men dog saa at konfirmantene aldrig hadde den paa efterat selve konfirmationen var over. Huene blev aldrig tat av, hverken inde eller ute. De var - ogsaa ute - brukt uten noget somhelst töiplag over.
Stoffet til storroserhuene ble kjöpt i butikken paa bergstaden, dels paa Röros-marked, hvor mange handelsmænd fra Trondhjem var tilstede.
Hverken huene selv eller broderiet paa dem ble utført av hvem som helst
Det var enkelte kvinder paa bergstaden som hadde dette arbeidet som p r profession. Det var nogen kvinder som sydde huene, og andre som broderte dem. Og disse kvinder arbeidet utelukkende huer. I min tid sydde Kari Dalen "uti Gjellan" paa bergstaden slike huer, og i Mörkstugaten bodde tre kvinder, en kone med to dötre, som broderte slike storrosehuer.
Folk fra landsognet fik ikke huer arbeidet paa bergstaden. Kari Dalen fik 12 skilling for at sy en hue. De som skulle ha huen, skaffet selv stoffet til syningen. En og samme kvinne kunde eie to -tre storroserhuer.
Disse huene bruktes sammen med den almindelige festdrakt og söndagsdrakt.
Alt det som jeg har fortalt, gjælder sotrroserhuene, og alt mindes jeg som skik i Röros i min barndom og ungdom."
Add a comment or suggest edits
To publish a public comment on the object, select «Leave a comment». To send an inquiry directly to the museum, select «Send an inquiry».