I 1888-årgangen av «Norsk Jæger- og Fisker-Forenings Tidsskrift» publiserte signaturen «H.S.» en artikkel om revefangst med saks og gift. Sekvensen om bruk av saks lyder slik:
«I disse trange tider, da mangen fattig stakkar ser sig om efter nye næringskilder eller en midlertidig hjælp i de gamle tilvante forhold, hvorunder mangen dag er ledig i den lange vintertid, tror jeg, det er en god gjerning at henlede andres opmærksomhed på den bifortjeneste, jeg selv har havt i mangen vinter ved fangst af ræv med saks og gift. Det er jo så, at vor lange norske vinter er streng for nær sagt alle, som daglig maa trælle for føden, og den er det ikke mindre for de vilde dyr; men i stedet for at ofre hele dagen for at få en stakkars hare eller en eneste årfugl og altså udtynde den om høsten sterkt medtagne vildstamme endnu mere, må det vel siges at være både mere jægermæssigt og langt bedre i økonomisk henseende at søge at udtynde rovdyrenes rækker og således både tjene for sig selv en – mangen gang – nokså vakker skilling ved præmien og skindet og dernæst også bidrage til det almene bedste ved udryddelse af det madnyttige vildts værste fiender.
Da jeg nu kan tale af egen og lang erfaring, har jeg troet, at en og anden af Jægerforeningens medlemmer eller andre, som vil have anledning til at gjøre sig bekjendt med nedenstående vejledning i fangsten af ræv med saks og gift eller rævejagt med «ringning», vil kunne have nytte og interesse af at høre, hvorledes jeg selv har gået frem under dette arbeide, og hvilke resultater jeg er kommen til. For mange er måske det økonomiske udbytte en liden eller ligegyldig sag; men mangen vil også, ifald han går nøjagtig tilverks, som følgende vejledning tilsiger, sande, at ræverfangsten er – ej blot til lyst. Da præmien nu i de fleste amter er 4 kr. pr. ræv, og et pent behandlet skind betales med 7 kr., og da der til fangsten ingen nævneværdig udgift trænges, er det økonomiske udbytte i en heldig fangstvinter ikke så ganske ubetydeligt. I hvertfald har jeg selv været med på og fanget ræv i en eneste vinter for 242 kr. Vi drev fangst omkring en af Østlandets byer i c. 20 år, og gjennemsnitlig fik vi 15 ræve pr. år, et år gik fangsten op til 22 ræve, og for disse fik vi – præmien iberegnet – som før nævnt 242 kr., og det må dog kaldes en smuk skilling at tage med. Udlægget er – som før nævnt – omtrent for intet at regne, og den tid jeg brugte til fangsten, var en spadsertur hver dag for at se til fangstredskaberne, og en morgentur må jeg jo alligevel have. For en lærer eller kontormand må det kaldes et let og sundt arbejde, og for en bonde eller mindre bruger er det ganske vist en langt mere lønnende bifortjeneste end at løbe langt til skogs efter madnyttigt vildt.
Fangsten – og naturligvis endmere jagten ved ringning – er både morsom, ja ofte spændende, og i hvert fald lønnende, og jeg tror ikke man let skal kunne finde nogen mere økonomisk måde at udnytte sine spadserture på.
Rævefangst med saks.
Har man anskaffet sig en rævesaks, så er det første, man bør gjøre, at vænne sig til at behandle den med sikkerhed og lethed, det vil sige, man spænder den og lader den slå igjen, helst mot en lime af bjerkekviste, som man holder ret ned mellem de udspændte vinger, dog nærnest låsen. Det hovedsagelige, der må iagttages, når man skal spænde en rævesaks, bliver vel i regelen forklaret af den, man kjøber saksen af; men jeg vil dog ofre nogle ord på denne sag, da spændingen er forbundet med fare, såfremt man ej er øvet og ved at tage sig iagt.
Under min 20årige behandling av rævesakse har det aldrig gået galt for mig ved spændingen. Man lager sig af tørt træ en klamp, når den bliver lagt ned i fjæren, dog således, at når saksen ej er spændt, og altså fjæren ikke er udvidet, da skal klampen – på stedet nærmest låsen – være så tyk, at den, når saksen spændes og fjæren udvides, kan lægges ned i fjæren og bevirke, at samme ej går helt sammen igjen; derved får man bøjlerne løse. Dette med klampen sker kun, når saksen skal pudses eller smøres. Skal man derimod spænde saksen for at lade den slå igjen eller for at lægge den ud paa fangstpladsen, så følger man efternævnte fremgangsmåde.
Jeg forudsætter, at enhver straks forstår låsen; ved lidt eftersyn og forsøg forstår man snart, hvordan den er indrettet; men for de flestes vedkommende vil jeg dog anbefale – under forudsætning af at låsen er rigtig sammensat og indsat i saksen – at notere sig dette nøiagtig, når man tager låsen især.
Blant låsens dele findes der et stykke, hvori med skruer er fæstet 3 andre smådele, i dette stykke findes et fjerde hul, og til dette lager man sig en pinde af tørt træ, som man får passe godt på, ikke for trang eller for liden, men lidt tykkere i den ene ende end i den anden, så den ikke går længer igjennem, end man ønsker det, nemlig så den er godt igjennem på den modsatte side; den stænger derved låsen, efter at saksen er spændt. Denne pinde bærer man altid i væstlommen (den højre), så at, når man tager saksen i bøjlerne – fjæren længst fra sig – man med lethed kan få tag i pinden og få den anbragt på sin plads; når den sidder godt, kan man trygt slippe bøjlerne; dog bør man iagttage den forsigtighed at slippe lidt efter lidt, og kaste hovedet lidt tilbage, når man rejser sig.
Efterat man har lært at forstå låsen og tror sig sikker i at spænde saksen, må man pudse den dygtig for at få fjernet alle flekker og al slags lugt, der kan hænge ved den. Til pudsning er bedst at bruge tør, fin sand, og har man en gammel strømpefod at trække på hver hånd, kan man skure dygtig på, til saksen er blank som et spejl.
Når saksen pudses, tages den altid især ved hjælp af klampen. Da det væsentlig beroe paa en aldeles ren saks, om fangsten skal lykkes, så må man lægge megen vegt på pudsningen.
Som et lidet bevis på hr. middels store kræsenhed i den retning, skal jeg anføre følgende:
Det havde et par dage været tøvejr; derefter faldt der lidt sne. Tre nætter kunde jeg af middels spor se, at han havde gået rundt saksen, med snuden vendt mod beten, men uden at røre den; her var altså noget galt på færde. Jeg tog da saksen op, rensede pladsen, lagde ny myretue på tomten, og beden, som sad i saksen, tog jeg løs og lod den ligge på pladsen. Saksen havde ganske rigtig fået små rystflekker her og der på overfladen. Morgenen efter var beten borte; men den opfølgende morgen lå også mikkel på pladsen med en klave om halsen; han blev altså denne gang grundtig taget ved næsen. Når saksen er pudset, sættes den bort, så ingen kan berøre den med bare hænder, da dette altid så let frembringer rust.
Nu har man altså at vælge fangstplads, og dette er ikke det letteste ved sagen, før man bliver vant dertil; det rette valg er nemlig i begyndelsen ofte netop det modsatte af, hvad man havde tænkt sig. Ved valg af fangstplads kan meget vindes og meget tabes. Jeg gik engang igjennem et ganske lidet skogbelte, der delte mellem tvende jorder; ved udgangen af skogen ligger – til min store forundring – en rævesaks, godt skjult af de nedhængende grene, til bete var anbragt en kjødklump. Jeg måtte stanse og smile af denne naive fangstmåde og blev snart enig med mig selv om, at musene her kunde give sig god tid til at fortære beten; her skulde sandelig ingen ræv gjøre dem «rangen stridig». Og hvorfor? Jo, først fordi ræven aldig tager en bete, undtagen har har fri udsigt til aller kanter, hvorved han føler sig tryg; og dernæst fordi ræven aldrig tager beter, bestående af kjødstykker, harehoveder eller lignende. Skal man vælge fangstplads, går man først ud på marken og opsøger den højeste bakkeknaus, hvorfra man da nogenlunde kan se terrenget og slutte sig til, hvor det er bedst at udlægge saksen. Er fangstfeltet bakket, så vælger man ikke den højeste bakkeknaus, men en middels, især hvis denne er lidt fladere ovenpå, og et lidet bøsseskud fjernet fra skog og huse. Har man fundet en sådan plads, så må man tænke over, fra hvilken side ræven antages at komme, når den skal passere stedet; har dette en liden hulning på en af siderne, da kommer mikkel den vej, og ved optagningen af tomten passer man det så, at bøjlerne eller saksen opslået ligger mod hulningen, da man altid ønsker at ræven skal gå på saksen fra forskruen (skruen i bøjlernes forende).
Har man flade marker paa fangstfeltet, da vælger man det sted, hvor disse er jevnest og gjerne i nærheden af et dige eller en bæk, dog ikke nærmere end en tyve a tretti skridt; thi da ræven gjerne følger et dige eller en bæk, er det ikke af liden betydning at trage dette med i betragtning. De bedste fangstpladse træffer man på ejendomme, som har et jorde, der paa alle sider er omringet enten af fjeld eller skog; midt på dette stykke – som jeg tænker mig er 100 til 150 skridt bredt og langt – lægger man saksen, dog altid således, at har jordet et held til en af siderne, må saksen lægges med forskruen nedover, så fjæren ligger højest; dette bør dog undgåes såmeget som muligt, saksen bør altid forsøges lagt horizontalt, da den isaafald fanger sikrest. Hovedtingen er altså ved valg af fangstplads, at denne ligger frit.
For en uøvet rævefanger er det nødvendigt at tage et papirmål af saksen for at kunne skjære tomten så nøiagtigt som muligt. Man spænder – i den hensigt – saksen, lægger den paa et stykke papir, som er stort nok, klipper så udenfor saksen en god tomme fra alle sider. Efterat have faaet dette mønster, klipper man indvendig mellem bøjlerne, også en god tomme fra; for fjærens vedkommende behøves ingen udklipning indvendig, da der for denne i tomten udtages plads fra ydre kant af mønsteret, og for låsens vedkommende ligeledes, i skrå retning fra fjæren, sålangt som hulpiben rækker. Dette mønster tager man med, og er der frost, må man medtage en øks, ellers kan man klare sig med en god kniv. Tomten udskjæres nu efter papiret, omtrent to tommer dybt, men for lås og fjær endnu dybere. Den jord, man optager, bør man fjerne godt væk fra stedet. Man opsøger sig derpå en myretue, som på den tid af året – ialfald for de øvre deles vedkommende – er forladt af myrene;man aftager først den øverste skorpe, da denne i regelen er gjennemtrængt af fugtighed, fylder så en kurv eller et andet kjørrel med såmeget af den tørre, fineste myretue, at man har nok til at jævne tomten dermed. Dette materiale strør man så i tomten og jevner det ganske nøiagtig med bakken; det jordstykke, der står igjen mellem bøjlerne, bør dog ikke ganske dækkes af myrtuen. Under arbejdet som ellers bør man aldrig betræde stedet lige foran saksen. Nu kan man gjerne en eller to nætter lade en bete ligge paa tomten, men, selv om den ikke er væk, er jeg dog af den mening, at saksen bør lægges ut på dette sted, da jeg ej har fundet, at ræven med løse beter behøver at vænnes til stedet; når blot saksen nøjagtig er udlagt, kan mikkel gjerne sidde der en af de første nætter.
Af beter, der bedst egner sig for saksen, er hovedet af en torsk, der i hel længde måler 8-10 tommer, og en bete, som man selv kan lage, og som jeg senere skal omtale. Sidstnævnte bete kan ræven ikke modstå, såfremt den får lugten af den. Han man i nogle dage havt et torskehoved i saksen, og røven ej vil have det, så tag saksen op og søæt en af førnævnte beter i; kommer mikkel i nærheden, så er han også færdig. Disse beter laves på følgende måde:
Man kjøber en rukage, af den slags flade rukager, der holder en jevn tykkelse af omtrent en tomme over det hele, denne skjæres op i stykker på en tomme i firkant; herved får man, hvis det er den rette slags rukager, skorpe på to sider af beterne, og det er en stor fordel. Til kogningen må man anskaffe sig en stengryde eller emailleret pande, da man på ingen måde må bruge en gryde af malm; gryden eller panden må være aldeles ren. Derpå tager man til en rukage (opskåret) ¾ mark usaltet smør, 4 a 5 spiseskeer ren honning, et par stykker i tynde skiver opskaret hvidløg, et lidet stykke kamfer (af mindre end en erts størrelse) og fire a fem dråber anis.
De tvende sidste ingredienser tilsættes, når det andet er i kog. Det førstnævnte kommes også i panden og bringes i kog ved en stadig jevn varme; ved at røre godt omkring med en flis, kan man lade dette kogeg 10-15 minutter, og hældes det derefter op i en ren stenkrukke, der henstår utildækket, til indholdet er koldt; derefter overtrækkes krukken med et sterkt papir og tilknytes med en snor. Man vil selv indrømme, at duften af dette stof ligeoverfor mikkel må gjøre sin virkning, og bør man også afholde, hvis man har anledning dertil, hunde fra at komme disse beter for nær; forresten må man i detheletaget ikke lade hundene for ofte komme på den kant, hvor fangsten foregår.
Når man har renset panden efter kogningen, så må vi med det samme tænke på, hvad saksen skal smøres med, for ligemeget at bevare den for rust, som for at borttage lugt af stål. Jeg har også anvendt 2 slags smurning, en naturlig og en kunstig, og det naturlige er muligens sikrere end det lagede, skjønt jeg trygt også kan anbefale det sidstnævnte. Til denne smørelse bruges også usaltet smør eller smult, helst det første; man tager til en begyndelse ½ mark smør, heri kommes 3 spiseskeer, i en ren morter knuste enebær (modne). Man lader dette koge sagte – det må ej blive brunt – siler det derefter gjennem en fin, ren klud ned i en stenkrukke; dette hensættes også, til det er koldt og stivnet, hvorefter krukken overdækkes som den anden; man lager sig en skeformet pinde til hver af disse krukker for dermed at optage, hvad man skal bruge.
Den anden smørelse er gåseister; kan man få sig anskaffet den slags, da behøver man ikke at lage noget; er man tillige så heldig samtidig at kunne få hele gåseindmaden, så tag denne kuns! Den vil muligens bringe dig flere ræve, end du tror. Jeg skal senere forklare brugen af denne indmad.
Nu har vi, hvad der skal bruges, og går så over til at gjøre saksen færdig til at lægges ud. Efterat den også er forsvarlig ren, må den ved hjælp af klampen først isærtages, for at tapper og hovedskruer kan blive vel smurt. Man lægger i den hensigt en god klump af smørelsen ind i en ren linklud; dermed smører man dygtig på overalt; intet sted må forglemmes. Man sætter derefter bøjlerne atter ind i fjæren, klampen tages ud og anbringes mellem begge bøjlerne, så disse ikke helt går isammen, hvorved den almindelige spænding af saksen lettes. Derefter udtager man låsen, tager den især i alle dele og smører hvert enkelt stykke før sammensætningen. Når nu låsen igjen er indsat, spænder man saksen og stænger den med den før omtalte lille pinde, man tager derefter fjæren og løfter saksen op og holder den altid for sikkerheds skyld sådan, at skulde det indtræffe, at den sprang igjen, da sker dette ifra den, der holder saksen. Et papir lægges om fjæren der, hvor man må støtte den; dette er det godt at ha en anden til at gjøre for sig, medens man selv anbringer beten i saksen.
Vil man nu have et torskehoved til bete, så skjærer man dette fra, så at det bliver så lidet som muligt. Man tager derpå en snor af tykkelse som de, der almindeligvis bruges ved indpakning, omtrent 2 alen i længde; denne tvindes, så den sammenlagt bliver omtrent 1 alen lang; ved at tvinde snoren, får man nemlig i den ene ende en løkke, hvorfor man helst ikke bruger en snor, der er tyk nok uden tvind; thi da måtte man gjøre knude for at få en snare, og det er ikke heldigt. Man træder denne snor i en lang stoppenål og lader den gå ind det ene øje og ud det andet på torskehovedet, træder så ind i løkken og trækker til, med overdelen av hovedet nedad. Man må under dette på ingen måde tage i fiskehovedet med bare hænder, men først have skaffet sig et firkantet stykke rent papir; fra papirets ene hjørne klipper man ind til midten, og på dette lægger man «beten», og når man så har gjennemtrukket snoren som nævnt, griber man den med venstre hånd, og svinger papiret mod højre og får derved «beten» beds tindpakket, og snoren hænger altså frit udaf den åbning, der blev anbragt i papiret. Nu trædes tråden ind fra låspibens munding og fortløbende til det øverste hul i det stykke, der er stængt af den lille pinde, derpå trækkes snoren så langt, og tvende halve knuder knytes således, at «beten», når dette er gjort, højst er en tomme fra hulpibens munding. Den anden ende af snoren lader man følge med, da den er et beskyttelsesmiddel, når pinden i tomten skal udtages. Idet man nu selv med venstre hånd støtter saksen i fjæren, der øverst er omviklet med et stykke papir, gr man tilslut, for sikkerheds skyld, endnu over med smørkluden.
Nu er saksen færdig, og man begiver sig til fangstpladsen, hvor man i forvejen har skaffet sig ny myretue, da det ikke er heldigt at benytte den gamle myretue, som findes i tomten. Man lægger saksen ifra sig på et fjeld eller et tørt sted i nærheden, medens man samler op den gamle myretue og strør ny myretue i tomten. Efter at ovennævnte friske myretue er støet i tomten, må denne være så opfyldt, at der, når saksen bliver lagt ned og det hele er jevnet, da mindst må ligge en halv tomme tykt lag med myretue over saksens overflade. Når saksen er lagt ned i tomten, tager man det papir, som ligger omkring fjæren, og dækker låsen dermed, at ikke mytetuen skal falde ned i samme og anrette ulemper. Man jevner nu først over låsen og bøjlerne med myretuen, og benytter hertil en stok, hvorunder man med sagte slag slag får den meget jevn. Alt dette må nøjagtig udføres, før man tager pinden ud, da man siden ej må røre ved saksen ved låsstedet eller bøjlerne. Når alt er jevnet, tager man i snorens tiloversblevne ende med venstre hånd, føler med højre, om pinden sidder sikkert, og vikler derefter papiret af «beten», og stadig holdende i snoren lader man lidt af myretuen komme over hovedet; derved lyser det ikke så af det, og man undgår at kråker eller lignende bliver opmerksomme derpå. Nu tager man – fremdeles med venstre hånd i snoren – pinden forsigtig du, trækker sit hoved og krop lidt tilbage og slipper snoren. Nu jevner man forsigtig til over fjæren, og er man så færdig, går man bagover væk fra stedet.
Har man nu – som før omtalt – en gåseindmad, så tager man en del af dette, binder det godt sammen, så man intet mister, og båndet må være så langt, at man kan drage det sammenbundne efter sig. Man begiver sig da først til en gjødselhaug, dragende indmaden efter sig rundt haugen, derefter lige forbi saksen, idet man selv står på bagsiden og leder draget forbi foran saksen, så går man ad en omvej atter til gjødselhaugen, hvor man slutter.
Denne dragning vil utvivlsomt være til stor fordel; er det lidt sporsne om morgenen, vil man kunne se, at ræven nøjagtig har fulgt denne gåsevej. Gåseindmad er naturligvis det bedste, man til dette brug har, men i mangel deraf kan man godt bruge fisk, der er lidt gammel, eller man er kanske snart så heldig eller uheldig – hvad man så vil kalde det – at fange en kat i saksen; den er også bra til drag og kan bruges længe. Man skal huske på, når man får en kat i saksen, at denne også er et rovdyr, da den slags katte, der færdes ude på markerne, mangedobbelt har fortjent sin død. Tænk blot på, hvormeget madnyttigt vildt i den form af eg og mangen gang selve århønen på redet er bleven overrumplet af dette dyr; ikke at tale om alle de raphøns, der i strenge vintre er hjemfaldne til dens taffel, og tilslut alle de tusende småfugle, der årlig går i katten; jeg mener derfor, at det er en god gjerning at fange en kat; men man har jo bryderi med at lægge saksen ud igjen; dog bliver man snart så vant dertil, at det går både hurtig og let fra hånden.
Man bør gjøre sig til regel at efterse sine fangstredskaber hver morgen. Finder man nu mikkel i saksen, så må man ikke af hr. mikkels snuhed lade sig narre til at begå en dårskab, ved i sin glæde at løbe hen og åbne saksen, for så hurtig som muligt, at komme hjem med sin fangst; nej, følgen af et sådant skridt kunde let blive, at man kom hjem med ærgrelse og tab i stedet for glæde og vinding. Man bør altid have med sig en tyk, god stok, når man skal ud for at efterse sin saks. Vil nu ræven ikke spille død, og såfremt han har et ben i saksen, vil han forsøge at trække saksen efter sig, går man ganske rolig hen til den, tager godt sigte og giver den et fast – men ikke overdreven hårdt – slag over næsen, dette er nok.
Ligger mikkel rolig i saksen, når man kommer, så fører man den spidse ende af sin stok mod dens ene øje; nu vil han enten raskt forsøge at slæbe saksen med sig, eller han rører sig ikke og kan da heller ikke røre sig. Altså forsøg altid med en stok mod mikkels øje; derved kan man være tryg.
Når man skal se til saksen, bør man aldrig gå lige bort til den, og så gjøre helt om; nej, man passerer forbi på bagsiden og fortsætter sin vej. Er der kommet sne, så er det bedst at tage en grankvist og dermed jevne lidt over sine spor nærmest pladsen.
Ved at vælge fangstplads, som før beskrevet, kan man længe bruge saksen om vinteren, da der – naar stedet ligger lidt højt – ikke så let samler sig sne, som besværliggjør udlægningen af saksen. Er der sne på marken, bør man også, når saksen er udlagt, altid drysse lidt sne på tomten. Man kan gjerne først i oktober begynde fangsten, da ræven da i regelen atter har faaet smuk pels.
Når det hænder, at der bliver et ualmindeligt stort snefald, har man vanskelighed ved at benytte saksen som fangstredskab, og vil man da fortsætte at fange, må man bruge gift. Da netop i store snevintre en større mængde ræv trækker ned mod byerne og gårdene, og særlig når det udover vinteren nærmer sig parringstiden, vil man i regelen kunne gjøre regning på god fangst; jeg vil derfor gå over til at give nogle oplysninger om denne fangstmetode …»
Add a comment or suggest edits
To publish a public comment on the object, select «Leave a comment». To send an inquiry directly to the museum, select «Send an inquiry».