Fargetrykk, utført av Johan Fredrik Eckersberg (1822-1870) og utgitt av Christian Tønsberg (1813-1893) med litografisk bistand fra Winckelmann & Sønner i Berlin. Bildet har fått t...

Dette bildet er fra et plansjeverk, som også har tekstflater. Med dette bildet følger den et ufullstendig plansjetekst, som lyder slik:

«En Vinterdags Morgen i Graalysningen kjører en Mand med Ulveskinds Pelts og Storstøvler paa Isen opefter Elven. Bagpaa hans lette, zirlige Byslæde staar en liden Skydsgut, som har ondt for at holde sig fast paa Meierne i den dybe Sne, thi den smale Vei har ikke vært kjørt med Sneplog efter det sidste Uveir og lader i det Hele taget ikke til at være meget befaret. Den Reisende bruger Svøben med stor Iver og Dygtighed, thi Hesten er ikke hans egen. Forresten eier han nok Hest selv; Manden er nemlig en af Bygdens Matadorer, Tømmermærker og Gaard- og Skoveier tillige; men at han paa denne Reise bruger Skyds, kommer deraf at han vil spare sin egen Traver, der om et Par Dage skal trække ham ind til Byen. Da skal han, som Fuldmægtig for Byens første Lastehandler, ind og aflægge Regnskab for sine Tømmerkjøb, og vel har han ogsaa lidt Affærer for egen Regning. Hvis Nogen forresten vil vide mere om Manden, saa er han oprindelig en Husmandssøn under Gaarden Myklabu, blev Skriverkarl, drev Inkassationer, skrev sig Møglebo, kjøbte Skovteige, og blev en holden og betroet Mand.

Den sidstforløbne Nat laa han hos Landkræmmeren, Lars Bø, hvis Tømmer han skal mærke, thi Lars Bö har ogsaa andet at sælge end Kaffe og Bomuldstøier. Og der tilbragte han vel en hyggelig Aften ved Polskpasbordet sammen med Lensmanden og Hr. Pedersen paa Sundstad, og forinden han idagmorges reiste du, havde hand med den gjestfri Vært og kloge Handelsmand en privat Konference, hvis Indhold ikke er bleven bekjendt. At han nu i denne tidlige Morgestund udsætter sin Næsetip for den bidende Norost-Sno paa Isen, har ingen anden Hensigt end at mærke det ommeldte Tømmer, hvoraf et Hundrede Tylter alt er fremdrevet til Elvebredden. Det skal være gildt, grovt Tømmer, Gran og Furu, som Principalen bør have, førend nogen Anden kommer og faar Fingrene i det.

Kulden er Skarp; af Hestens hurtige Aandedræt fare hvide Dampskyer i uafbrudt Strømning langsmed dens Sider og lægge sig som Rim paa den Reisendes Pelts, Haar og Skjæg. «Har du Næsen din endda, Gut?» spørger han Skydsgutten. «Ja» svarer denne, uden at give videre Besked om, at han har sørget for Bevarelsen af dette Lem ved uformærkt at stikke det ind mellem de lange Peltshaar paa Mandens Ryg.

Efterat have kjørt et Stykke, km den til et Eide med Smaaskov, hvor Veien gaar over, da den ikke kan følge Elven, som paa dette Sted, indklemt mellem steile Fjeldvægge, danner en Fos. Her kan ikke kjøres saa fort, for Bakker og Staups Skyld. Da siger Gutten Pludselig: «Aa kjære, faar jeg sidde fremi Slæden?» «Hvad skal det betyde» spørger Peltsemanden barsk. «Jo, der er et Par Ulve efter os». Tømmermærkeren vender sig om og ser virkelig et Par lodne Individer af den næåvnte lidet yndede Dyreart komme diltende efter Slæden i en hundrede Skridts Afstand. «Aa, din Nar, tænker du Graabenen vil æde dig?» siger han til Gutten, som begynder at tude. «Kan du ikke tage Mærkeøksen, som ligger der foran i Dumpen», vedbliver han, «og kommer de saa, kan du mærke dem i Skindet, saa de høre dig til med det samme?» Og dermed ler han høit over sit muntre Indfald, men kan alligevel ikke forhindre, at det løber ham lidt koldt nedover Ryggen, og han giver Hesten et Par dygtige Rap, saa at den farer afsted i Galop. Men Gutten, som ikke finder at der er Noget at le af, holder sig fast med begge Næver og staar med Hovedet ufravendt dreiet tilbage, indtil de forlængst er nede paa Isen igjen og Ulvene ude af syne.

Et Par Mile ere tilbagelagte og Dagen alt høit oppe, da vor Tømmermærker ved Lyden af rullende Stokke underrettes om, at han er nær det Sted, hvor Tømmeret ligger, og efterat han er kommen forbi en fremspringende Odde, ser han Isen i en betydelig Strækning dækket med et Lag af gule, runde Tingester, som volde Normanden saa uendeligt Besvær, forspilde saa tidt hans Hilse og Liv, men ogsaa skaffe ham saamegen Skilling. Ja, kunde disse Tømmerstokke, naar de engang naa frem til sine Bestemmelsesstæder, fortælle alt hvad de have gjennemgaaet og været Vidne til, siden de stode paa Roden, hvorledes de om Høsten hugges, om Vinteren først kjøres sammen i «Lunder» og senere ud over farlige Styrtninger ned til Elvebredderne, - hvorledes de om Vaaren efter Isløsningen flødes gjennem Elvene, hvor Fløderen maa følge med, ofte vadende i Isvand til midt paa Livet, styrtes gjennem Fossene, hvor de mangengang opsplintres, brækkes og binde sig i Knuder paa en hundrede Tylter, som kun den modigste Fløder kan formaa at løse, idet han, hængende nedheiset fra Klippen i Reb, overhugger Bindestokken med sin Økse, - hvorledes de siden opsages, kjøres og stables, indskibes og tumles paa Nordhavets Bølger, - ja kunde de rigtig fortælle alt dette, vilde Engelskmanden, Hollænden og Franskmanden ikke finde, at de betale den norske Trælast for dyrt.

Paa Stranden er det livligt. En hel Del Folk og Heste sees der i Bevægelse, Nogle kjørende frem Stokke, andre vendende «tomslædes» tilbage, atter andre veltende de fremkjørte Stokke hen mot den bratte Elvekant, hvorfra de med Klang og Bulder rulle ned paa Isen.

Vor Tømmermærker standser her og hilses af sin tro Medhjælp og Undergivne, Faut-Ola (saa kaldet fra den Tid han var Fogdens Visergut), hvilken Person er sendt iforveien for at paase at Alt er i Orden til Mærkningen, og efterat Hesten er overgivet til Skydsguttens Varetægt, skrider man til Dagens Forretning. Faut-Ola forestaar Maalingen og holder i sin Haand Klaven, det Instrument, som angiver Tykkelsen av Tømmerets Top, en anden Karl er betroet Mærkeøksen og hugger Lastehandler-Firmaets Stempel paa de maalte Stokke, men Tømmermærkeren selv noterer med Blyant i sin Bog de angivne Dimensioner: «Ti Alen – tolv Tom!» raaber Ola. «Tolv Tom», repeterer Bogføreren. «Ti Alen – ti Tom». «Videre». «Otte Alen – ti Tom – ja bi, det er ikke fuldt, det er bare ni og en halv. ». «Ti Tom», gjentager hans Overordnede, «behøver ikke at sætte Klaven saa trangt paa Ola». «Otte Alen – elleve Tom» … «Faar gaa for tolv Tom, nu har jeg skrevet det», mumler vor Tømmermærker, som med valne Fingre let kan komme til at skrive et Total for et Ettal. Og saaledes blives der ved, indtil at det hele Parti er maalt og mærket, og Ingen kan Andet sige, end at Hr. Møglebo er «honet» baade til at maale og mærke.

Imidlertid staar Skydsgutten og fryser og banker sine Ben og synes at denne Mærkning er en lang Historie. Hvad er nu Gjenstanden for hans Tanker, mens han staar der og venter? Maaske tænker han paa, at det kunde dog være morsomt at være en slig Mand som Lars Bø og Myklebuen, og eie gild Tømmerskog og faa otte Daler Tylten, og faa sidde i Slæden istedet for at staa bagpaa og fryse, - eller han tænker paa, hvor godt det vilde være at komme over det stygge Graaben-Eidet igjen, før det blev mørkt, og naa hjem til den varme Peis og Suppefadet i Mors Stue, eller – han tænker aldeles ikke. Men Tømmermærkeren skjenker «en Omgang» til alle Folkene af sin medtagne Akevit-Flaske, og da han omsider kommer tilbage til den forfrosne Gut ved Slæden, siger han: «Fryser du, Gutten min? Der har du noget som kan varme Dig», og dermed skjænker han i en mægtig Dram og nøder Gutten trods Grin og Modstræben til at tømme den, hvilket da paa Hjemveien skaffer ham endel Løier og UIeilighed tillige af den vesle Fyr, som først blir svært modig og snaksom, men siden under Eftervirkningen af den stærke Drik flere Gange falder af og tilsidst dog maa føies i at komme foran i Slæden.
Tømmermærker Møglebo er til endnu. »

Teksten er skrevet av juristen Nikolai Ramm Østgaard (1812-1873). Han hadde vokst opp hos bestefaren, skoginspektør Nikolai Hersleb Ramm (1756-1830) på Tynset, og som voksen var han fogd i Sør-Østerdalen med bopæl i Elverum (1859-1872). Han kjente med andre ord forholdene i skogbygdene godt. Ramm Østgaard hadde gjort seg bemerket med boka «En Fjeldbygd, Billeder fra Østerdalen» (1851), som var ei folkelivsfortelling basert på forfatterens barndomsminner.

Bildet og teksten er fra en av publikasjonene til juristen Christian Tønsberg (1813-1893), som i perioden fra omkring 1850 til 1879 publiserte en serie bøker med bilder og korte tekster som presenterte forholdene i Norge. Dette bildet og denne teksten er fra «Norske Folkelivsbilleder» fra 1858.

Teksten er trykt på tre spalter – på dansknorsk, som her – og på tysk og engelsk.

Collapse text