Dammer for fiskeoppdrett på Hauge i Lærdal (cirka 4 kilometer fra Lærdalsøyri). Bildet viser den flate elvesletta med gadrsbruk, omgitt av bratte fjellrygger. Fotografen har tatt...

Bildet viser oppdrettsdammer ved Hauge statsutklekkingsanstalt i Lærdal, Sogn og Fjordane. Det finnes positiv kopi til det registrerte negativet. Negativet er påført både Huitfeldt-Kaas´nummer og NSMs negativnummerering. Opplysningene i skjemaet har som grunnlag Hartvig Huitfeldt-Kaas' notatbok «Fortegnelse over fotografier».

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks (1842-1932) «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» (side 21-22) rapporteres det om etableringsfasen ved klekkeriet på Hauge ved Lærdalselva:

«Siden min sidste indberetning om ferskvandsfiskerierne udkom, er der af stortinget for 1898-1899 bevilget det fornøde til opførelsen af ern ny statsudklækningsanstalt for lakserogn paa gaarden Hauge ved Lærdalselven.

Anstalten, der afløste et tidligere almindeligt husapparat, blev færdig til belæg høsten 1899 og kostede kr. 4 855,00. Driftsudgifterne har ved denne anstalt udgjort ca. Kr. 2 300,00 aarlig.

I alt væsentligt er denne anstalt opført efter samme tegning som den i 1896 fuldførte statsudklækningsanstalt for lakserogn ved Ullern ved Drammenselven, hvilken anstalt nærmere er beskrevet i min indberetning for 1895-1896, side 12-13. Det nedre hus paa Hauge er dog henved 3 meter længere end husene ved Ullern og giver plads til 28 Hettingske gruskasser, imod Ullernanstaltens 20.

Yngelen opdrættes ved denne anstalt efter samme princip som ved Ullernanstalten; dog foregaar opdrætningen omtrent udelukkende i kasserne, udet der kun er indrettet en opdrætningsdam. Anlæg af saadanne samme synes nemlig efter de ved Ullernanstalten vundne resultater af opdrætning i kasserne ikke at være nødvendig og vilde paa grund af terrænforholdene ved Haugeanstalten være meget bekostelig.

Om driftsresultaterne oplyses følgende:

Apparatet blev høsten 1899 belagt med ca. 600 000 lakserogn. Ved en reparation af filtrerkummene, hvorved anstaltensf vand blev forurenset ved cement, blev imidlertid en stor del af rognen ødelagt. Paa grund av dette uheld kan det første aars resultat ikke medtages ved bedømmelsen af apparatets ydeevne.

Høsten 1900 blev der i anstalten nedlagt ca. 632 000 lakserogn; heraf blev der som øienrogn til andre udklækningsapparater bortsendt ca. 76 000. Af restpartiet ca. 556 000 udklækkedes vaaren 1901 ca. 518 000 lakseyngel ɔ: en tabsprocent indtil endt udklækning af ca. 6,0. Høsten 1901 blev anstalten belagt med ca. 593 000 lakserogn, hvoraf der blev bortsendt ca. 164 000. Indtil endt udklækning døde der kun 5,5 procent, naar man bortser fra at en enkelt kasse, hvori der var nedlagt mindre god rogn, og hvor dødeligheden var 33,5 %. Ifald denne kasse medregnes, bliver tabsprocenten ca. 8,0.
Under yngelens opdrætning benyttes samme vand som under klækningen. Vandet tages fra en liden bæk, der kommer fra et høit fjeld, men nedenfor dette paa en lang strækning gaar underjordisk gjennem en storstenet grusbanke og først træder frem igjen i dagen lige ved udklækningsanstalten. Dette vand synes imidlertid efter de hidtil vundne erfaringer at være mindre tjenligt under opdrætningen end almindeligt elvevand, sandsynligvis paa grund af dets lave temperatur om sommeren.

Lærdalselven er en af de forholdsvis faa lakseelve i vort land, hvor man under normale vandstandsforholde kan gjøre temmelig sikker regning paa at kunne erholde et betydeligt antal stamfisk til belægning af udklækningsanstalter. Desværre har der imidlertid her vist sig et uheldigt forhold, der ikke kjendes fra nogen anden elv, nemlig at et betydeligt antal hunfisk er beheftet med en sygdom, der uden – saavidt hidtil vides – at kunne erkjendes ved noget ydre tegn, er skjæbnesvanger for fiskens rogn. Hos disse fiske har en større eller mindre mængde af rognkornene allerede førend de gydes, en liden gulhvid plet (eller flere saadanne), der ved mikroskopisk undersøgelse har vist sig at hidrøre fra en snyltende organisme, som ogsaa kan paavises, ofte i stor mængde, i fiskens kjønsorganer. Og saavidt erfaring hidtil har vist, gaar enhver rogn, der frembyder en saadan plet, uundgaaelig til grunde. Saavidt muligt søges det derfor undgaaet at benytte i udklækningsøiemed fiske, blandt hvis rogn der kan opdages tegn til smitte, og de rognpartier, der saaledes kasseres, er enkelte aar ganske betydelige.

Man savner endnu ethvert nærmere kjendskab til sygdommens natur, dens oprindelse og mulige smitsomhed o. s. v. saavelsom til hvorvodtd det er muligt at træffe virksomme foranstaltninger imod samme. Det er dog indledet undersøgelser angaaende disse spørsmaal dels gjennem stadsdyrlæge Nilsen i Bergen og dels gjennem det hygieniske institut i Kristiania.»

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» har et tillegg som oppsummerer en del tiltak som ble gjort fort å fremme dette fisket mot slutten av 1800-tallet.
«I anledning af det ved udgangen af aaret 1900 stedfundne aarhundreskifte har jeg anseet det hensigtsmæssigt at meddele en summarisk, samlet oversigt over forskjellige forhold vedrørende vore ferskvandsfiskeriers udvikling i sidste fjerdedel af det forløbne aarhundrede. Og dette saa meget mere, som begyndelsen af det nævnte tidsrum af 25 aar falder sammen med tiden for de nogenlunde paalidelige opgaver over udbyttet af vort lands vigtigste ferskvandsfiskeri, nemlig laksefisket, og ligeledes falder omtrent samtidig med min overtagelse af fiskeriinspektørstillingen, hvilken nemlig fandt sted i juli 1874, altsaa 1 ½ aar tidligere. …..»

I denne oppsummeringa finnes et avsnitt om «Kunstig udklækning af lakserogn» (side 87-89):

«I det foreliggende tidsrum er der i alt bleven opført 46 udklækningsanstalter for lakserogn, heri medregnet dels enkelte ældre anstalter, der er blevne ombyggede eller gjenopførte, dels de to for statens regning opførte anstalter ved Drammenselven og Lærdalselven, om hvilke nærmere nedenfor. Blant disse 46 er dog flere, som paa grund af vanskelighederne ved at skaffe rogn til anstalternes belægning saagodtsom ikke er bleven taget i brug, og som derfor efter nogen tids forløb er bleven helt sløifede, medens andre vistnok fremdeles eksisterer og agtes benyttede, men af den anførte grund i virkeligheden kun i meget ringe grad er komne til anvendelse. Ved aarhundredets udgang bestod der henved 30 anstalter, der kan siges at være i nogenlunde regelmæssig brug, om end ogsaa enkelte af disse aarlig henstod ubelagte.

Om antallet af laksyngel, der i hvert enkelt aar er udklækket, henvises til tabel nr. 6 og grafisk fremstilling nr. VI. Det vil heraf sees, at yngelantallet i de to første femaar gjennemsnitlig har udgjort noget mindre end 1 million og i intet af disse 10 aar er naaet op til 1 ½ million. I de 3 sidste femaar har derimod gjennemsnitstallet vekslet mellem 2 ¼ og 2 ¾ million, og i et enkelt aar (1898) naaede yngelantallet op til meget nær 3 ½ million, medens det i intet af de 15 sidste aar er sunket nævneværdig under 2 millioner. Udklækningsvirksomheden har saaledes, bedømt efter antallet af udklænget yngel, været omtrent eller noget over 2 ½ gang saa stor i de 3 sidste femaar som i de to første.

Flerheden af udklækningsanstalterne er smaa, og allerede en anstalt, der rummer ¼ million rogn, maa efter vore forhold betegnes som ret stor. Saa meget som (eller mere end) ½ million lakserogn rummes kun i 3 af vore anstalter, nemlig de to statsanstalter ved Drammenselven og Lærdalselven samt den Aanesires laksefiskeri tilhørende udklækningsanstalt ved Sireaaen. Af disse har den sidstnævnte et aar været belagt med noget over 2 millioner lakserogn, medens hver af de to statsanstalter rummer omtrent 600 000 rogn.

De i udklækningsanstalterne anvendte apparater er næsten udelukkende indrettede efter den af fiskeriinspektør Hetting indførte system, nemlig lange og forholdsvis smale trækasser, hvis bund er belagt med grus. Disse giver under gunstige forhold en tabsprocent af ikke over 5, regnet fra rognens nedlægning indtil yngelens næringsbehov gjør sig gjældende, og kan saaledes fuldt ud maale sig med de bedste af de i andre lande anvendte, som oftest adskillig kostbarere konstruktioner. I det ene af de 2 til anstalten ved Sireaaen hørende udklækningshuse anvendes dog Williamsonske kasser med glasrister, dels for at spare plads, dels fordi større partier af den her nedlagte rogn er bestemt til at bortsendes som øierogn. Af sidstnævnte grund lægges ogsaa en mindre del af rognen i statsanstalten ved Lærdalselven paa rister af galvaniseret og lakeret jerntraaddug.

I de aller fleste anstalter sker udklækningen i kildevand, hvis temperatur som oftest i sæsonen pleier holde sig mellem 2 og 5 grader C. Paa nogle faa steder benyttes dog (eller har, saa længe anstalten var i drift, været benyttet) elvevand. Dette er navnlig tilfældet ved den nævnte store udklækningsanstalt ved Sireaaen, hvor der kun anvendes vand fra denne elv.

Naar man bortser fra enkeltstaaende i yderst liden maalestok udførte forsøg paa kunstig opdrætning af den udklækkede yngel, er al laksyngel indtil aaret 1896 bleven udsluppet i elvene, helst ved naturlige gydepladse, saasnart dens udvikling er naaet saa langt, at dens næringsbehov begynder at gjøre sig gjældende, d. v. s. naar blommesækken er paa det nærmeste fortæret. Dette medfører dog paa flere steder den ulempe, at elvene paa den aarstid endnu er opsvulmede som følge af snesmeltning i fjeldene, hvorved yngelen udsættes for at bortføres af strømmen til steder, som ikke egner sig til opholdssted for den. Under saadanne forhold har derfor en kortvarig fodring af yngelen stundom fundet sted.

En mere systematisk, varig fodring af yngelen blev derimod hos os først bragt i anvendelse i den sidst forløbne femaarsperiode, nemlig henholdsvis fra 1896 og 1899 i de to staten tilhørende udklækningsanstalter ved Drammenselven og Lærdalselven. Disse er nemlig beregnede paa fodring af yngelen indtil senhøstes, hvorved opnaaes dels at undgaa udslipning af yngele paa en tid, da elven er i større flom, dels og fornemmelig, at yngelen ved udslipningen har naaet en saadan udvikling, at den i langt høiere grad end paa det tidligere stadium er i stand til at undgaa de farer, hvoraf den altid vil være omgivet i elven. Opdrætningen sker her hovedsagelig i de samme kasser, hvori udklækningen har fundet sted, efterat dog først gruset er udtaget, men for nogen del ogsaa i udgravede smaadamme. I disse foregaar yngelens vekst noget hurtigere end i kasserne, hvorimod tabsprocenten i de sidste er betydelig mindre end i dammene. Under opdrætningen benyttes i anstalten ved Drammenselven en blanding af kildevand og elvevand, hvorimod der ved Lærdalselven anvendes det samme vand som under udklækningen, nemlig fra en liden bæk, der kommer fra et høit fjeld, men nedenfor dette paa en lang strækning gaar underjordisk gjennem en storstenet grusbanke og først træder frem igjen i dagen lige ved udklækningsanstalten. Den hidtil vundne erfaring synes at godtgjøre, at dette vand er mindre hensigtsmæssigt end almindeligt elvevand, sandsynligvis paa grund af dets lave temperatur om sommeren. Fodringen foregaar efter det i Nordamerika mest anvendte system, nemlig med raa okselever, der males gjentagne gange paa en fin kjødkværn, tilsættes med vand og gives yngelen i smaa portioner 4 gange daglig. Gjentagne forsøg med anvendelse af dels tørsaltet, dels hermetisk nedlagt torskerogn har kun givet uheldige resultater.

Anlægget af udklækningsanstalterne ved Drammenselven og Lærdalselven har kostet henholdsvis ca. kr. 6 775,00 og kr. 4 855,00. Driftsudgifterne har vedd den førstnævnte udgjort omkring kr. 2 500,00 aarlig og for den sidstnævnte nogle hundrede kroner mindre.

Bortseet fra de heromhandlede to statsanstalter foregaar den kunstige udklækning af lakserogn hos os kun i private udklækningsanstalter. Paa grund af laksens vandringer er det imidlertid paatageligt, at de, der driver udklækningsvirksomheden, ikke kan paaregne selv at ville høste mere end en ringe brøkdel af frugterne af denne sin virksomhed, hvilke derimod for den aller væsentligste del vil tlfalde andre laksefiskere i samme eller andre distrikter.

Paa grund saavel heraf som i erkjendelsen af den kunstige udklæknings nytte overhovedet har der i hele det foreliggende tidsrum paa statsbudgettet aarlig været bevilget et beløb, hvoraf bidrag kan udbetales til anlæg af nye udklækningsanstalter. Bidragets størrelse pleier at udgjøre halvdelen af anlægsomkostningerne, og som betingelse for dets udbetaling pleier forlanges, at anstalten er godkjendt af en af det offentliges fiskerifunktionærer, og at eieren forpligter sig til indtil videre, og i det mindste i 5 aar, at sørge for anstaltens forsvarlige vedligeholdelse og drift. Af denne bevilgning er der til 28 af de i tidsrummet anlagte udklækningsanstalter udredet statsbidrag af tilsammen ca. kr. 5 120,00 (hvortil kommer et par hundrede kroner til udvidelser eller udbedringer af anstalter opførte før 1876).

Fra og med aaret 1894 har der ogsaa aarlig været givet bevilgning, hvoraf bidrag ydes til drift af udklækningsanstalter. Til de for udklækning af lakesrogn bestemte private anstalter har i de følgende aar saadant statsbidrag været ydet med tilsammen ca. kr. 700,00 aarlig.

Herved er ikke taget hensyn til den efter vore forhold storartede udklækningsanstalt ved Sireaaen, til hvis drift der siden budgetterminen 1994-1885 aarlig har været bevilget særlige bidrag, vekslende fra kr. 1 000,00 til kr. 8 000,00 aalig. I den senere tid har størrelsen af det udbetalte statsbidrag staaet i direkte forhold til den i anstalten stedfundne udklækning, idet det har været beregnet efter kr. 1 000,00 for hver million udklækket yngel. Efter aaret 1897 har staten mod nævnte vederlag havt fuld dispositionsret over den i anstalten værende rogn og yngel, hvoraf større eller mindre partier aarlig har været bortsendt til andre udklækningsanstalter, særlig statsanstalten ved Drammenselven.

Sansen for kunstig udklækning af lakseyngel og tilliden til de gavnlige virkninger deraf er temmelig almindelig udbredt blandt fiskerieierne ved vore lakseelve og synes ogsaa at deles af statsmyndighederne, ligesom der fra de offentlig ansatte fiskerifunktionærers side er bleven nedlagt meget arbeide i denne retning. Naar udklækningen desuagtet ikke har taget endnu langt større vekst end skeet, saa ligger aarsagen hertil for den væsentligste del i de store vanskeligheder, hvormed det saagodtsom i enhver af vore elve er forbundet at skaffe fornøden rogn til apparaternes belægning, fordi bestanden af gydefisk er altfor liden. Saalænge der ikke ad lovgivningsvei sørges for, at et noget større antal laks end hidtil kan naa frem til gydepladserne i vasdragene og bevares indtil gydetiden, er der derfor kun liden udsigt til nogen væsentlig fremgang i den kunstige udklækning af lakserogn.»

Collapse text