Dam, fisketrapp (laksetrapp), foss, landskap. Bildet viser laksetrapp av tømmer i Rygene foss, Nisserelva (Nidelva), i Aust-Agder.

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks (1842-1932) «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» (side 24-25) rapporteres det om etablering av laksetrapper i Nisservassdraget:

Et andet temmelig betydeligt laksetrappeanlæg er bleven udført ved Rygene fos i Nisserelven. Denne fos, der ligger omtrent 11 km. fra elvens udløb i sjøen, har fra gammel tid dannet en meget væsentlig, dog ikke helt uoverstigelig hindring for laksens opgang i vasdraget. Det antal laks, der for formaaet at passere fossen, har dog altid været ringe.

For nogle faa aar siden blev forholdene yderligere forværrede derved, at der byggedes et stort træsliberi, for hvis skyld der øverst oppe i fossen opførtes tvers over elven en dam af saadan høide og indretning, at laksen aldrig kan gaa over den. Under visse vandstandsforhold kunde dog vistnok fisk ogsaa efter dammens opførelse gaa op gjennem et lidet sideløb paa elvens høire (søndre) bred og gjennem en kanal, der tidligere var udgravet eller udmineret i andet øiemed, komme op i elven ovenfor fossen.

Foranlediget ved klager fra fiskeriberettigede over, at dammen gjorde opgangen endnu besværligere, end den tidligere havde været, indgik dammens eier paa at anlægge, i det væsentlige overensstemmende med en af mig udarbeidet plan, ikke blot en trappe til omgaaelse af selve dammen, men ogsaa en saadan længere nede i fossen, uden hvilken nemlig kun et faatal af laks antoges at naa saa langt op som til dammen. Begge trapper blev i det væsentlige fuldførte i 1901.

Den øvre trappe, der er bygget af tømmer og planker, bestaar af 2 afdelinger, begge med indredning i det væsentlige efter samme system, som er anvendt ved trappen i Klosterfossen i Skienselven (beskrevet i min indberetning for 1895-1896, side 19-20). Den øverste afdeling, der bestaar af 6 kammere, og hvis næsten horisontale bund dannes af selve fjeldgrunden, har betydelige dimensioner, idet hvert kammer er 5,5 m. langt og mindst 3 m. bredt. Dette parti af trappen skal nemlig afgive det fornødne vand ikke blot til samme trappes nedre afdeling, men ogsaa til den nedre trappe og ialfald for nogen del ogsaa til en nedenfor denne anbragt faststaaende fiskeindretning. De aabninger («porte»), der forbinder kammerne med hinanden, naar til bunden af trappen, men er lukkede oventil, har en bredde af 1,25 m. og en høide af 1 m,; dog er høiden af de to øverste porte henholdsvis 1,3 m. og 1,15 m.

Den øvre trappes nedre afdeling, der har jevnt skraanende plankegulv, bestaar af fem kammere af ca. 3,5 m. længde og 2,5 m. bredde. Portene har en bredde af 0,5 m. og naar fra bunden helt op til strømbryderens overkant.

Trappens samlede længde er ca. 50 m., og dens samlede fald omkring 5,5 m.

Den nedre trappe er saagodtsom i sin helhed udmineret i fast fjeld og bestaar væsentlig af seks kulper, forbundne ved smalere render. Dog er der nedenfor den nederste kulp ved hjælp af en liden opført dæmning tilveiebragt en mindre syvende kulp. De udminerede kulper har en længde af 3 m. og en bredde af 2,25 m. samt en uddybing af ca. 1 m. under bunden af vedkommende udløbsrende. Trappens samlede fald er ca. 4,6 m. Til denne trappe har fisken som regel kun adgang gjennem en lidt nedenfor fossen beliggende betydelig faststaaende fiskeindretning, altsaa kun i den ugentlige og aarlige fredningstid. Efterat have passeret trappen kommer fisken gjennem en næsten horisontal mineret rende, der før i tiden har været benyttet som brugsrende for et sagbrug, op i den øvre afdeling af den øvre trappe. Under visse vandstandsforhold vil den ogsaa komme op gjennem en anden mineret eller delvis gravet rende, der i sin tid er bleven istandbragt af hensyn til vandforsyningen til den ovenfor omtalte fiskeindretning.

Til anlæg af begge disse trapper er der ydet et statsbidrag af kr. 800,00. Den øvre trappe maatte det vistnok ifølge vasdragslovens bestemmelser antages at paahvile dammens eier som en pligt at opføre paa egen bekostning. Dette var derimod ikke tilfældet ogsaa med den nedre, hvis anlæg derhos i nogen grad var stridende mod hans fiskeriinteresser, men uden hvilken den øvre trappe maatte antages at ville gjøre forholdsvis liden nytte. Opførelsen af denne med statsbidrag til begge anlæg betegner saaledes nærmest et kompromis mellem dameieren og det offentlige.»

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks «Indberetning om hvad der til ferskvandsfiskeriernes fremme er udført og om disses tilstand i aarene 1899-1902» har et tillegg som oppsummerer en del tiltak som ble gjort fort å fremme dette fisket mot slutten av 1800-tallet.

«I anledning af det ved udgangen af aaret 1900 stedfundne aarhundreskifte har jeg anseet det hensigtsmæssigt at meddele en summarisk, samlet oversigt over forskjellige forhold vedrørende vore ferskvandsfiskeriers udvikling i sidste fjerdedel af det forløbne aarhundrede. Og dette saa meget mere, som begyndelsen af det nævnte tidsrum af 25 aar falder sammen med tiden for de nogenlunde paalidelige opgaver over udbyttet af vort lands vigtigste ferskvandsfiskeri, nemlig laksefisket, og ligeledes falder omtrent samtidig med min overtagelse af fiskeriinspektørstillingen, hvilken nemlig fandt sted i juli 1874, altsaa 1 ½ aar tidligere. …..»

I denne oppsummeringa finnes et avsnitt om laksetrapper (side 89-):

«Naar man bortser fra nogle faa, helt mislykkede forsøg, eksisterede der i vort land i midten af syttiaarene kun 1 laksetrappe, nemlig ved Osfossen i Gaula (Søndfjord). Ved denne ca. 12 m. høie fos var der i slutningen af sekstiaarene af et par interesserede fiskerieiere paabegyndt anlæg af en trappe efter en af fiskeriassistent kandidat Baade opgjort plan, der senere modificeredes og udvidedes af kjøbmand C. Bruun i Bergen og under dennes ledelse fuldførtes i begyndelsen af syttiaarene for regning af en irsk sportsfisker, der havde leiet fiskerettigheder i elven.

I tiden fra 1876 til aarhundredets udgang er der derimod anlagt i alt 22 laksetrapper, af hvilke dog en (ved Sarpfossen) igjen er sløifet og en (ved Fosfossen i Haaelven) synes at være helt mislykket. Bortseet fra disse tro og ligeledes fra de to store trapper i Sireaaen [Fotnote: Den nederste af disse har nemlig været stængt i sin øvre ende og benyttet til deri at fange og opbevare stamfisk til belægning af den store udklækningsanstalt ved vasdrageneer der ved disse trapper aabnet adgang for laksen til elvestrækninger, heri medregnet vande, af samlet længde noget over 200 km. Heri er dog indbefattet strækninger af samme længde ca. 40 km., fra hvilke laksen tidligere vel ikke var absolut udelukket, men hvortil den kun under særlig gunstige vandstandsforhold eller i meget ringe antal formaaede at naa frem, medens adkomsten dertil nu er let. En fortegnelse over disse trapper indeholdes i tabel no. 7.

Samtlige trapper er anlagt for privat regning, dog saa, at staten til 8 af dem [Fotnote: Nemlig trapperne ved Sireaaen (kr. 800,00), i Birkreimselven (kr. 2 000,00), i Haaelven (kr. 250,00), i Vefsenelven (kr. 6 000,00) og Fustelven (kr. 500,00), tilsammen kr. 9 950,00] har ydet bidrag, i et tilfælde en ren ubetydelighed, men som regel en tredjedel af anlægsomkostningerne. Disse har for de to største trappekomplekser, nemlig de to trapper i Sireaaen og de tre trapper i Vefsenelven, udgjort henholdsvis kr. 27 000,00 og ca. kr. 18 000,00.

Trapperne ved Sarpfossen i Glommen, Storhaugfossen i Valdeelven og Skutifossen i Suldalselven er planlagte og bekostede af udelukkende sportsmænd. Trappen ved Storfossen i Skøelven er planlagt af en ved vasdraget boende privatmand og bygget for regning af en engelsk sportsmand. Alle de øvrige trapper er planlagt af mig, som regel med bistand fra kanalvæsenet; dog er planerne for de to trapper i Alværfossene i Gaula bleven væsentlig fraveget under udførelsen.

Blant de nævnte 22 trapper findes, saavidt vides, de tre største laksetrapper, der nogensinde er bleven bygget, hos os eller i fremmede lande, nemlig trapperne ved Rukanfos i Sireaaen, Sarpfos i Glommen og Laksfos i Vefsenelven. De to første er væsentlig bygget af træ med indredning henholdsvis efter Bracketts og det rekrangulære system, hvorimod Laksfostrappen i hele sin længde er udsprængt i fjeld. Da trappen ved Sarpfossen igjen er sløifet som unyttig, og laksen – som nys forklaret – for tiden er hindret i at naa op til trappen i Rukanfossen, er Laksforstrappen i Vefsenelen for tiden den største eksisterende effektive laksetrappe i verden. Uanseet den store faldhøide (ca. 17 m.) og længde (275 m.) har trappen vist sig saa effektiv, at ovenforliggende elvestrækninger, hvori der selvfølgelig før ikke fandtes laks, nu for laksefiskets skyld er bortleiede til sportsfiske mod en aarlig afgift, der opgives at udgjøre et par tusend kroner aarlig.

Trapperne i Sandvikselven, Skienselven, Homla og Opløelven er anlagte til omgaaen af kunstige hindringer for laksens opgang (dambygninger), de øvrige derimod ved naturlige fossefald. Fire af trapperne, nemlig ved Sarpfossen, Klosterfossen, Rukanfossen og i Homla, er byggede væsentlig eller i sin helhed af træ, medens trappen ved Logsfos i Sireaaen væsentlig er istandbragt ved gravning, muring og opførelse af endel smaa trædamme. Alle de øvrige trapper er saagodtsom i sin helhed udminerede i fast fjeld.

Foruden de her nævnte virkelige laksetrapper er der to nogenlunde store vasdrag, nemlig i Jostedalselven i Sogn og Aapoelven i Hardanger, foretaget større oprydningsarbeider paa steder, hor elven paa en længere strækning gaar saa strid og fossende gjennem storstenet ur, at fisken ikke (eller ialfald kun undtagelsesvis og i forsvindende mængde) formaar at trænge frem.

Til det første af disse arbeider har staten udredet omtrent halvdelen af de medgaaede omkostninger, medens det sidstnævnte overensstemmende med en af mig opgjort plan er bekostet af en interesseret undelandsk sportsfisker. Det sidstnævnte arbeide, der har medført en udgift af kr. 2 000,00, danner dog kun indledningen til et projekteret betydeligt anlæg i den ovenfor beliggende Vastunfos. Men dette er ikke kommen til udførelse, fordi amtstinget vægrede sig for at anbefale en af vedkommende sportsfisker begjæret fredning af fjordstrækningen udenfor elvemundingen, hvilken han fandt nødvendig for at sikre fisken tilstrækkelig adgang til elven.

Ligesaa er der paa flere steder med bistand af de offentlig ansatte fiskerifunktionærer truffet foranstaltning til at muliggjøre eller lette fiskens gang forbi dambygninger i sjøørretelve. Den ovenfor nævnte, før anlagte laksetrappe ved Osfossen i Gaula er ogsaa undergaaet væsentlige forbedringer.

Foruden de ovenfor omhandlede fuldførte arbeider er der i det foreliggende tidsrum udarbeidet planer for en hel række, tildels meget betydelige laksetrappe, hvoriblandt særlig kan nævnes trapper ved følgende fosse:

1. Hellefos, Døvikfos, Embretsfos og Kaggefos i Drammenselven.
2. Rygendefos i Nisserelven.
3. Boenfos i Topdalselven.
4. Rafos i Kvina.
5. Opsal- og Nybøfossene i Vikedalselven.
6. Vastunfos i Aapoelven.
7. Tøssefos i Tøsseelven, Samnanger.
8. Øigaardsfos, Husumfos, øvre og nedre Kolgrytefos og Svartegjelsfos i Lærdalselven.
9. Nedre Sandefos i Gaula.
10. Loenfos i Loenelven.
11. Kavlifos i Henselven, Grytten.
12. Eggafossen i Gula.
13. Brantseg- og Støafos i Ognaelven, bielv til Stenkjærelven.
14. Malangsfos i Maalselven.
15. Storfos i Mathisdalselven, Alten.

Blandt disse er de under nr. 2, 5 og 11 nævnte arbeider udførte og det under nr. 7 omhandlede paabegyndt efter det tidsrum, der omhandles i nærværende oversigt. For de øvriges vedkommende er spørgsmaalet om arbeidernes iverksættelse endnu uafgjort.

(Fra «Kongeriket Norges syv og femtiende ordentlige Stortings forhandlinger 1908, Første del)

I fiskeriinspektør Anthon Landmarks «Indberetning om hvad der er utført til ferskvandsfiskerierne fremme og om disses tilstand i aaret 1915» finnes omtale av ytterligere et laksetrappanlegg ved Rykene:

«Av laksetrapper er der i 1915 bygget en, nemlig ved Rygene fos i Nisserelven. Der var her allerede før bygget 2 trapper; men den øverste av disse blev sat ut av funktion, idet den gamle dam over fossens øvre del blev erstattet av en ny, der blev opført litt ovenfor det gamle damsted, og vandstanden ovenfor dammen samtidig forhøiet ca. 3 m.

Den nye trappe, der har sit utløp nogen faa meter ovenfor den øvre ende av den nederste av de ældre trapper, er opført i aar i det væsentlige efter det av mig konstruerede system, der er beskrevet og avbildet i Svensk fiskeritidsskrift for 1904 side 18. Men trappen, der er opført for Rygene Kraftanlægs regning og under ledelse av dettes ingeniør, er adskillig brattere og med større fgald fra kulp til kulp end av mig foreslaat, hvorfor det tør være tvivlsomt, om den vil vise sig fuldt effektiv. Den samlede længde er 35 m. og faldhøiden – der kun vil variere ubetyderlig under de forskjellige vandstande – ca. 5,5 m. Kulpene hvis antal er 11, er gjennemsnitlig 3 m. lange, 2 m. brede; dybden varierer noget, nemlig mellem 1,5 og 2 m. De porter, som forbinder de enkelte kulper, er 1 m. dype og 0,4 m. brede. Videre bemerkes, at den nye trappe kun er tilgjængelig gjennem den nedersteav de 2 ældre trapper, hvorimot den øverste av de to gamle trapper gav passage ogsaa for den fisk, der gjennem fossens hovedfald var kommet op til like under den gamle dam. Forsaavidt det maatte vise sig, at noget nævneværdig antal fisk ogsaa nu formaar at forcere fossens hovedfald, som altid har frembudt store vanskeligheter for opgangen, kan der derfor være spørsmaal om tilveiebringelse av et løp, gjennem hvilket den fisk, der gjennem hovedfaldet er naad op til dammen, kan komme derfra og hen til foten av fisketrappen.»

Det ble ikke bare bygd fisketrapp ved Rykenefossen. Det ble også investert i ei kostbar tømmerrenne. Her følger avskrift av en avisartikkel om dette. Utklippet lå i arkivet etter Skiensvassdragets fellesfløtingsforening. Navnet på avisa er vekklippet, men utgivelsesdatoen er 18. november 1902:

«Tømmerrenden forbi Rygene Fosse i Arendals Vasdrag.
Ilørdags aabnedes Renden med en Fest for en Del indbudne. Flødningsdirektionens Formands holdt Festtalen, hvorunder han bl. a. udtalte:
Dette for Distriktet betydningsfulde Rendanlæg er afsluttet i Høst og taget i Brug for Nedflødning af Tømmeret gjennem Nidelven til Arendal. I den Anledning har det sin Interesse at høre lidt nærmere om Anlæggets Forhistorie, og hvad der ligger til Grund for samme.
Arendals Vasdrag danner i sin nederste Del, ca. 11 Km. fra Havet, en Række Stryg og Fosse med et samlet Fald af ca. 40 Meter. Mellem Fossene er der store Evjer og Skjær. Dette Elvestykke har derfor altid frembudt store Vanskeligheder for Tømmerflødningen. Saaledes har man idetheletaget ikke kunnet fløde her, medmindre man havde en Vandføring af ca. 200 m3/sec., hvilket vil sige 4 a 5 Gange Nidelvens normale Vandstand. Flødningen kunde derfor kun foregaa i korte Flomperioder eller naar man ved Hjælp af Magasinering og Slipning af Reguleringsdamme ovenfor i Vasdraget kunde fremskaffe et saa stort Vand som nævnt. Det sidste var meget vanskeligt paa Grund af det i Forbindelse med Elven ovenfor Rygene beliggende Norevand, der Vandslipningerne selvfølgelig først maatte fyldes, før Vandet kunde komme Elven tilgode.
Disse Slipninger havde da ogsaa mange andre Ulemper, saaledes blev Fyrrisvand og Nisservand paa en Gang berøvet en stor Vandmængde, der under andre Forholde successivt kunde anvendes til Flødningen i Fyrris- eller Nisserelven til Nelaug. Nævnte Damme maa videre slippes samtidig og Nelaugsdammen staa helt aaben, hvilket fremkalder store Vandføringer i Vasdraget og stadig bringer Ulemper og Skade med sig.
Ofte stilled ogsaa Forholdet sig saaledes, at enten kunde man præstere Vand nok til Flødning over Rygene hvorved man da udtappet Vasdraget opg standset videre Flødning i dette, eller ogsaa fik man Tømmeret ned Vasdraget til Mæsel Bom, uden at have Vand nok til at faa det frem over Rygene.
Af andre Vanskeligheder kan nævnes hyppige Vasedannelser paa Skjærene og i Evjerne. Disse var saa hyppige, at der altid laa Tømmervaser i Rygene Fosse. Enkelte Vaser kunde indeholde flere Tusen Tylter Tømmer, og det var et langvarigt Arbeide, ofte i Ugevis, for Arbeidslag paa 15 a 20 Mand at rive en saadan Vase. Det var idetheletaget et uafbrudt Arbeide for et Flødningsmandskab paa 12 til 20 Mand at rive Tømmervaser, som altid danner sig igjen under Flødningen. Til alle Tider maatte der tappes Tømmer og endog undertiden bruges Dynamit til Sprængning af Tømmervaserne, hvorved Tømmeret i stor Udstrækning forringedes. Forholdet har derfor lige til det sidste været det, at dette korte Elvestykke af ca. 2 Km.’s Længde har hæmmet og standset Nedflødningen af Tømmer i Arendals Vasdrag og derved foraarsaget Overliggen af Tømmer over Hele Vasdraget fra Vaar til Høst og fra Høst til Vaar. Videre umuliggjorde disse Forhold Nedflødning af værdifuldere Last som Telegrafpæle, Spirer m.v.
Eftersom Flødningsforholdene i Vasdraget, især i de sidste to Menneskealdre, lidt efter lidt forbedredes, har der i denne Tid saa at sige været arbeidet uafbrudt for en mere gjennemgribende Forbedring af disse besværlige og økonomiske ødelæggende Forholde, nemlig for Anlægget af en Tømmerrende forbi Fossene. Samtidig har man ogsaa søgt ved Arbeider i Elveleiet at forbedre Forholdene, saaledes ved større Skjærme og ved Sprængningsarbeider. Heri har man dog været hindret af Hensyn til Laxefiskerierne i Elven.
Siden Midten af forrige Aarhundrede har der været forskjellige Planer oppe om Rendeanlægget, og merkelig nok har disse foreligget en Gang i hvert Decennium.
Netop for 50 Aar siden, i 1852, foreslog nemlig Flødningsinspektør Soot Rende med Dam ved Rygene Fosse, en Tanke Hr. C. Haneborg tilbød sig at bearbeide videre. Sagen blev imidlertid henlagt. Kanaldirektøren foreslog i 1853 en fuldstændigere Undersøgelse af Terrænget ved Fossene, i Forening med bl. a. Løitnant Thams og anføres der, at han fandt Anledningen bekvem til Anbringelse af en Tømmerrende. Ved samme Anledning befor han ogsaa Terrænget mellem Grimstad og Norevand i Anledning af Spørgsmaalet om Anlægget af en Kanal paa denne Strækning.
I 1860-Aarene sees Løitnant Videler at have faaet i Opdrag at udarbeide detaillerede Forslag med Overslag til Forbedringer i den nederste Del af Nidelven, noget som forelaa i 1867. I 1870-Aarene udarbeidede Ingeniør Sætren detaillerede Forslag til Tømmerrende i to Alternativer, et paa høire og et paa venstre Side af Elven. Renden paa høire Side af Elven foreslog han som Trærende med Benyttelse af den gamle Indtagsrende til Lunde Mølle, forlænget til Vadrettet. Paa venstre Side er Renden foreslaaet fra Fjeldfos til Helle. Disse Forslag, der forelaa i 1878, bearbeided han yderligere i 1880 Aarene med detaillerede Forslag til Rende af 1882. Da disse blev henlagt, optoges Sagen først igjen i 1890-Aarene ved en af Flødningsdirektionen nedsat Komité af 1896. Hr. Ingeniør Bødtker, Fredrikshald, udarbeided efter Komiteens Anmodning i 1896 et detaillerede Forslag med Overslag til Jernrende fra Rygene til Helle, vexelvis paa begge Sider af Elven. Omkostningerne var beregnet til 167 000 Kroner, Lændser og Grunderstatninger exclusive. Rendeforslaget vandt imidlertid ikke Bifald hos mere end tre af Flødningsdirektionens 7 Medlemmer og blev derfor henlagt.
I 1900 optoges Sagen igjen af Arendals Trælasthandlerkorporation under 20de Januar. Dens Tilbud af denne Datum antoges af Flødningsdirektionen under 28de Februar s. A. og Nedsatte Korporationen derefter en Komité til at foretage det fornødne. Denne Komité, der senere fungerede som Byggekomité, engagerede Hr. Ingeniør Venstøp for bl. a. at fremkomme med detaljeret Forslag til Rendeanlæg. Dette forelaa i Decbr. f. A. og ligger Renden efter dette paa vestre Side af Elven fra Rygene til Vadrettet, dels som Betonmuret Tunnel under Terrænget, dels som Jernrende og Trærende over Terrænget. Den beregnedes til en Udgift af 100 000 Kr. Rendens Længde er 2 Km., dens Fald øverst 1:300 og 1:40 og nederst 1:25, og dens Transportevne 1 500 – 2 000 Tlt. pr. 10 Timers Dag.
Dette Projekt blev under 12te Marts 1901 besluttet udført, efterat Arendals Kommune havde stillet Garanti for Laan af Byggesummen. I Løbet af foregaaende og indeværende Aar er Anlægget udført under Hr. Ingeniør Venstøps Bestyrelse for det ham beregnede Beløb.
Arendals Kommune udviste en paaskjønnelsesværdig Forstaaelse af Sagens Betydning, da den næste enstemmig gav nævnte Garanti. Det havde flere Gange i Aarenes Løb vist sig, at Arendals Bys Position som Exportør af Nidelvens Tømmerkvantum var sterkt truet paa Grund af nævnte Flødningsforholde ved Rygene Fosse. Ikke mindre end to Gange var der foreslaaet Flødningsrende fra Norevand til Grimstad, og i Grimstad-Mæselbanens Trafikberegninger er der gaaet ud fra, at ¼ Part af Nidelvens Tømmerkvantum skal blive ført paa denne Bane til Grimstad, da Flødningsforholdene ved Rygene var saa besværlige.
Det tør derfor nævnes som en stor Sag for Arendals By, at Rendeanlægget er færdigt, og dermed Tømmertilgangen fra Vasdraget sikret Byen eller dens nærmeste Omegn, hvad der paa saa mange Maader kommer den tilgode.
For Distrikterne langs Vasdraget er ogsaa Renden af den største Betydning derved, at den fjerner de før nævnte Vanskeligheder og derved fremmer Flødingen over hele Vasdraget. Renden behøver kun gandske lidet Vand, hvorved den reducerer de nu regelmæssigt hvert Aar overliggende 20 a 25 000 Tylter betydeligt. Videre vil den kunne tillade Nedflødning af større Længder og værdifuldere Last, ihvertfald fra Froland, Øiestad og Fjære.
Særlig i Froland og Fjære er der større gode Skogtrakter, hvor man allerede i disse Sage forstaar at forhøie Priserne betydeligt paa værdifuldere Last, efterat Renden nu er kommen. Fra de ca. 300 km2, der er Vasdragets Nedslagsdistrikt nedenfor Bøilefos, leveres der aarligaars ca. 10 000 Tylter Tømmer og Smaalast. For disses Skoges Vedkommende, der nu kan levere Tømmeret med fulde Længder, og fra hvilke Lasten kan komme ned til enhver Tid udenfor Frosttiden om Vinteren, repræsenterer Rendeanlægget en betydelig direkte Værdiforøgelse.
Der har i Aarenes Løb selvsagt ikke manglet paa Oversigter, Rentabilitetsberegninger og autoritative Udtalelser om Anlæggets Berettigelse og Nødvendighed. Her skal kun nævnes, at Komiteen af 1896 anslog den aarlige direkte Gevinst til ca. 29 000 Kroner; men de indirekte Fordele er som paapeget mange Gange større. Komiteen af 1900 gav nævnte Beregning sin Tilslutning.
Det er derfor sikkert, at i mindre end et Aar er de til Rendeanlægget anvendte 100 000 Kroner i Virkeligheden udvundne for Distrikterne, og at Anlægget vil blive en betydelig Ophjælp for Arendal og dets Opland.»

Collapse text