• (Opphavsrett)
  • (Opphavsrett)
  • (Opphavsrett)
  • (Opphavsrett)
  • (Opphavsrett)
  • (Opphavsrett)

Bjørnstjerne Bjørnson og Edvard Munch i heftig avisdebatt

Bjørnson var en utrettelig stemme i den norske og europeiske offentligheten i et par mannsaldre. Med en imponerende energi og arbeidskapasitet engasjerte han seg særlig mot alt han så av urettferdighet i samfunnet. Sent i 1891 reagerte Bjørnsons rettferdighetssans på de statlige stipendtildelingene, og han skrev et debattinnlegg i Dagbladet 16. desember. Bjørnson tar i innlegget også for seg musikerstipendet og dikterstipendet, men det er tildelinga av kunstnerstipendiet til Munch som er utgangspunktet (hele innlegget til Bjørnson er gjengitt under).

Munch selv oppholdt seg i Nice – på Statens stipendmidler – og lykkelig uvitende om debatten i hovedstadspressen. Først på nyåret 1892 sto hans sarkastiske svar til Bjørnson på trykk (Dagbladet 04.01.1892).

I mellomtiden tok Frits Thaulow Munch i forsvar. Dagen etter Bjørnsons innlegg har han et lengre svar i samme avis: «Din Protest mot Munchs Stipendium er fremkommet paa Grund af Ubekjendtskap med de faktiske Forhold og paa Grund af Ikkeforstaaelse af hans Kunst.» I en lett overbærende tone avfeier han deretter at Munch er syk og forsøker å overbevise Bjørnson om Munchs kunstneriske begavelse «som ubestridelig gir ham den første Plads blandt de Unge» (Dagbladet 17.12.1891). Bjørnson hadde forresten ikke kritisert Munchs kunst med et eneste ord i sitt innlegg. Når han så svarer Thaulow noen dager senere, beklager han at han har påstått at Munch er syk, men fastholder resten av kritikken sin: «Statens Stipendium kan ikke fæstes ved en og samme Mand uden til Skade for andre» (Dagbladet 22.12.1891).

Det er verdt å merke seg at Bjørnsons kritikk ikke ser ut til å ha gått særlig inn på Munch – og Munch var ellers en mann som kunne legge folk for hat i årtier om de tråkket ham på tærne. «Som Taler har Bjørnson gjort Intryk på mig – ikke så meget som Digter –» skrev Munch rundt 1907–08 (No MM N 2523). Det er også som taler Munch valgte å framstille Bjørnson da han malte ham i 1909: Overdimensjonert og rak i kroppen står Bjørnson hevet over folkemengden – som den åndshøvdingen han var.

Dagbladet, 16.12.1891
Kunstnerstipendierne paa Afveje.

Nylig læste vi, at Maleren Munch rejste til Nizza sammen med Maleren Skredsvig og Frue. Men, tilføjedes der, Skredsvig og Frue skulde rejse videre.

Dette vil vel saa sige, at Munch skal forblive i Nizza, at han altsaa er daarlig af Helse og opholder sig ved Kurstedet. Dengang han fik Stipendium for 3dje – tredje Gang rygtedes det, at det var, fordi han hadde været klejn og var det fremdeles. Men nu er vore faa og ytterst tarvelige Kunstnerstipendier aldeles ikke nogen Sygekasse; at bruge dem til det er at føre dem paa Afveje, og det sker, ikke uden at andre lider ved det.

Jeg har, da der var Tale om Statsbidrag til Teatrenes aarlige Drift, gjort opmærksom paa, hvad for en Sammenrøring her er af det, som Private skal ta sig af, og det som Staten skylder at støtte. Sjelden er Grænsen saa givet, saa oplagt klar som her; en syg Mand maa der samles private Bidrag til; Stipendiet gives til den, som kan ha fuld Nytte af det for sin Kunst.

Samtidig blev Musikstipendiet givet til Hr. Martin Knutzen, en fuld færdig Kunstner, som nu tjener Tusener rundt i Norges Byer. Grunden til, at han ligefuldt fik det, siges at være den, «at han aldrig har havt det».

Men Stipendiernes Bestemmelse er, at begavede Elever skal støttes i sin Studietid. Ligesaa lidt som nogen enkelt har Ejendomsret til dem og skal ha sin Del, selv om der er blet forsent, ligesaa lidt kan en færdig Kunstner kræve dem som Præmie.

Digterstipendiet er kløvt mellem to, Hr. Gunnar Heiberg og Per Sivle. Allerede Kløvingen er en Fejl, som gjør Stipendiet omtrent unyttigt. Men her kommer den Fejl til, at den ene Del er givet til en Mand, der for lidt siden skrev «et Mesterværk», ovenikjøbet «et dramatisk Mesterværk». Hvad som er endnu mere, han skrev det paa 3 – tre – Uger! Hjemmelsmanden herfor er Christian Krohg, og hans Nøjagtighed kjender vi alle. Men at bruge vore fattige Kunstnerstipendier – ikke til yngre Mænd, som først har igjen at gjøre Mesterværker –, men til ældre, udmærkede Kunstnere, som præsterer Mesterværker paa tre Uger, er neppe rigtig; – og naar Konkurrenten er en ung Mand af saa stærk digterisk
Begavelse som Per Sivle, er det tillige til Skade.
 

Skulde ikke de ærede Medlemmer af vore Kunstnerringe, som i Aarrækker har været Departementets Raadgivere, ville indse sine Fejltagelser, saa maa Kultusministeren sørge for, at de afløses af andre. Det smager af Akademi, at de samme og altid samme blir ved at være sine yngre Kollegers Forsyn. De bør flytte paa sig og gi Plads til andre, – dog kanske saaledes, at en enkelt i hvert Strøg indtil videre blir ved for at repræsentere «Traditionen», mens de to andre skifter.
 

Skulde der ikke ogsaa af Staten oprettes Stipendier til Studier indenlands?

B. B.

Dagbladet, 04.01.1892
Til Bjørnstjerne Bjørnson.

Deres højst mærkelige Udtalelser om Kunstnerstipendierne har jeg først faat se for et Par Dage siden; jeg har derfor ikke kunnet imødegaa dem før.
 

De besværer Dem over, at jeg har faat Stipendium for tredje Gang, «da vore Kunstnerstipendier ikke er nogen
Sygekasse».
 

De siger Rygtet fortalte, at jeg havde faat Stipendiet denne Gang ogsaa, fordi jeg havde været klejn og var det fremdeles.
 

Ikke tro paa Rygter, Hr. Bjørnson!
 

Jeg blev angreben af en akutt Sygdom, da jeg sidst var ude, saa jeg ikke fik fuld Nytte af Opholdet; tildels derfor fik jeg det igjen, ikke fordi jeg var syg fremdeles.
 

Det er forresten ikke noget ualmindeligt, at Malere faar Stipendiet tre Aar.
 

De siger: «Munch blir i Nizza medens Skredsvig rejser sydover; Munch er altsaa syg».
 

Spør Dem lidt for, Bjørnson, det er meget hensigtsmæssig.
 

Til Deres Trøst skal jeg fortælle Dem, at Skredsvig bor her lige i Nærheden, har ikke tænkt at rejse og er som jeg optat med at male.
 

Endvidere skal jeg berolige Dem med, at jeg befinder mig udmærket vel, at jeg endnu ikke har benyttet mig af nogen Kur ved «Kurstedet», og skal oplyse Dem om, at Nizza idetheletat ikke er nogen Kuranstalt; det er en temmelig stor By ved Middelhavet, der
er meget besøgt af Malere paa Grund af sin Naturskjønhed.
 

Vil De ha nærmere Oplysninger, skal jeg staa til tjeneste.
 

De kalder selv Stipendierne tarvelige; ja, de er knappe, og jeg synesikke, det er Grund til at misunde én, om man faar noget mer end det vanlige.
 

Ligeledes antar jeg, at gir man en Maler Stipendium, maa man vel ogsaa kunne overlade til ham selv at vælge sit Opholdssted – han maa vel selv bedst kunne afgjøre, hvor det er hensigtsmæssigst for hans udvikling at arbejde.
 

Edvard Munch.

Kilder

Lydspor i filmen er hentet fra avisinnleggene til henholdsvis Bjønson 16.12.1891 og Munch 04.01.1892. Bildematerialet er først og fremst Munchs tegninger og malerier.

2 comments

  • Morsomt å få innblikk i debatten mellom Bjørnson og Munch på denne måten. Og flotte bilder!
  • og gode fortellerstemmer

Share to